søndag den 11. december 2011

Waza og Rhumsiki; dyr og smuk natur

Vores tur her først i december måned skulle gå til nogle eftersigende utrolig smukke områder. Vi skulle køre meget og havde derfor sat fem dage af til turen. Fredag morgen stod vi alle klar klokken ni med bilen pakket og madpakken i hånden. Igen var det Ezai som skulle med os på tur – hvilket er ganske smart, da han kan fungere som både chauffør og guide. Vi kom dog endnu en gang ikke helt af sted til tiden, da Ezai før han skulle møde os på compounden skulle sætte sin to-årige søn af hos en familie, hvor sønnen, Martin, skulle passes. Martin havde dog bestemt sig for, at far bestemt ikke skulle have lov til at køre på tur med os seks piger uden at han også skulle med. Her skal nok forklares, at Ezais to børn Mathilde og Martin til dagligt bor hos en anden familie, da Ezai arbejder utrolig meget og hans kone, Pauline, studerer i Maroua. Derfor ser børnene ikke så ofte deres forældre, og måske så Martin her en chance for, at få lidt kvalitetstid med sin far. Ezai bukkede i hvert fald under for Martins trillende tårer, og den lille dreng tilbragte derfor turen til Maroua på skødet af skiftevis Dorte og AT, så han kunne komme op til sin mor i Maroua.
Efter et hurtigt stop i Maroua, hvor vi kunne spise vores medbragte madpakke, begyndte turen af hullede veje til Wazapark. Det er bestemt ikke nogen fornøjelse at færdes på de camerounske veje, og man møder da heller ikke mange modkørende biler på de hullede sandveje. Til gengæld er der masser af motorcykler og gående på de lange strækninger i mellem de små landsbyer. Heldigvis er det et flot landskab at køre i, hvor der konstant dukker nye bjergtoppe op i horisonten og landsbyerne ligger tæt ud til vejen. Ved aftentide går solen ned bag bjergene og vi har haft nogle utrolig smukke aftener, hvor vi har kunnet beundre den nedgående sols effekt på aftenhimlen.
Fredag sen aften ankom vi til et flot hotel beliggende på en skrånende klippeside ved Wazapark. Her fik vi os hurtigt installeret på nogle hyggelige værelser og så af sted op mod spiseafdelingen så vi kunne få stillet vores sult. Vi satte os på en hyggelig overdækket terrasse, hvor vi nød ”bush-chicken” og så på bush-brand i det fjerne. En dejlig afslutning på en bumlet tur på over 300 km.
Næste morgen stod vi op klokken 05.30 for at se solopgang. Det var en helt anderledes oplevelse at stå op så tidligt og mærke, at Afrika rent faktisk kan være utrolig kold om morgen. Vi pakkede os ind så godt vi kunne, tog tæpper med, og fandt en klippeside hvor vi kunne komme lidt op i højden og se ud over Wazapark. Her sad vi så fint på rad og række og ventede på, at solen skulle kigge op over bjergene. Der var dog desværre lidt overskyet denne morgen, og vi så derfor ikke meget andet end solens effekt på de mange skyer. Vi klatrede ned igen og spiste vores morgenmad med udsigt til solopgangen. En smuk oplevelse, som også virkelig viste, at før solen står på himlen om morgen er det koldt, men ikke længe efter at solen titter frem, stiger temperaturen hastigt.
Efter morgenmåltidet vat det tid til safari. Vi skulle køre i vores egen bil og så have en lokal guide med ind på området. Wazapark strækker sig over et kæmpe område som rækker hele vejen til Tchad. Derfor fordeler dyrene sig også over et kæmpe område og der er ingen garanti for, hvilke dyr man kommer til at se. Waza åbner først for turister sidst i november måned og har åben indtil omkring maj måned. Vi kørte med højt humør ind i parken og var spændte på, hvilke dyr der ville vise sig for os denne tidlige morgen. Det var tydeligt at Waza er et sted for turister; allerede på hotellet havde vi set flere hvide samlet end under hele vores ophold i Cameroun, og ved indgangen til parken holdt store biler med hvide mennesker klar til at tage på safari. Inde på området følger man mere eller mindre tydelige spor rundt i området, mens guiden og alle vi andre holder skarpt udkig. De første dyr der viste sig var to store strudser som løb inde mellem det høje krat. Når først man har dyr i sigte, er hjulsporerne ikke så vigtige og man kører så man bedst muligt kan komme tæt på. Efter vores strudsejagt fortsatte vi rundt i landskabet, som hovedsageligt er lave buske og træer ind imellem flade og øde områder. Der er ofte brande i området, som farver jorden sort og fjerner små planter. Der gik ikke længe, før vi så de første efterladenskaber fra elefanter, og stemningen blev straks høj og vi håbede at være så heldige at der var elefanter i nærheden. Guiden kunne dog fortælle, at det var sjældent man så elefanter og løver gemte sig også ofte længere inde i parken.
Vi brugte timerne fra 7 til 11 på at køre rundt på området i langsomt tempo både for at kunne holde udkig efter dyr, men også for ikke at ødelægge bilen på de hullede veje. Vi så mange vandhuller, hvor store og små fugle holdt til og indimellem var der også antiloper nede for at drikke. Vi så mange antiloper og gazeller på vores tur, nogle i små grupper andre med helt op til 20-25 store dyr i en flok. Mest spændende var nok girafferne som også gik rundt i parken. Vi mødte en stor flok på 12 giraffer og senere en lille familie med mor, far og unge.
Omkring klokken 11 bevægede vi os ud af området igen og tilbage til hotellet for at spise frokost. Vi ville tage ud i parken igen senere på eftermiddagen for at se, om vi skulle være heldige at finde en løve eller to. Selvom vi ihærdigt ledte og ledte, fandt vi dog heller ikke hen på eftermiddagen nogle løver, så vi besluttede os for at indstille jagten og i stedet bruge resten af eftermiddagen og aftenen på at få tilbagelagt det lange stykke vej fra  Waza til Maroua.

Søndag morgen vågnede vi, efter en tiltrængt nattesøvn i Maroua, op til endnu en dag med masser af kørsel. Destination var Rhumsiki som er et naturskønt område med høje bjerge og dybe dale på grænsen til Nigeria.
Det første stykke vej mod Rhumsiki var i udmærket stand, og vi nåede i fint tempo de første 80 km og havnede dermed i Mokolo, hvor Ezai’s familie bor. Ezai’s far er død, og ved hans død efterlod han sig tre koner og intet mindre end 25 børn(!). Vi besøgte Ezai’s mor som bor sammen med kone nr 2 og de yngste børn. Vi blev budt hjerteligt velkommen og blev placeret i skyggen af det store mangotræ. Ezai forsørger størstedelen af familien med sin løn, som han hver måned sender en andel af til sin mor, samt betaler for yngre søskendes skolegang. Det var rigtig dejligt lige at strække benene og få lidt vand at drikke, før vi igen krøb i bilen for at køre videre mod Rhumsiki. Vi bevægede os i langsomt tempo mod Rhumsiki; vejen var utrolig dårlig og den 50 km lange strækning blev tilbagelagt på 3 timer. Vi skulle gøre et kort holdt i en mindre landsby, hvor Ezai lige skulle ind og hilse på nogle venner. Vi piger besluttede os for at benytte tiden til at se det lokale marked. Det blev dog til et længere markedskig, da vi forgæves ventede på Ezai. Det vidste sig, at bilen var gået i stykker lidt længere nede af vejen, hvilket betød 3 timers ventetid, hvor hele hjulet blev taget af og bilen svejset. Efter denne mindre forsinkelse kørte vi videre mod Mr Bene’s (vores fransklærer) familie. Mr Bene har ikke råd til at hans 6 børn kan gå i skole i byen, så derfor bor hans kone og børn sammen med hans forældre i en lille village. Vi gjorde et kort men hyggeligt stop hos familien og tog nogle gode billeder af familien, som vakte stor glæde hos Mr Bene, da vi igen kom hjem. Vi gjorde også et kort stop på en lille bakketop, som viste sig at være grænsen til Nigeria. Dermed kunne vi tage nogle fine billeder med det ene ben i Cameroun og det andet i Nigeria. 
Vi ankom til det højt beliggende Rhumsiki da mørket havde sænket sig. Vi bestilte mad på en lokal restaurant, og kørte så mod hotellet. Vi blev indlogeret på et smukt beliggende hotel med dejlige værelser og VARMT vand. En fornøjelse for første gang i 3 måneder at tage bad i tempereret vand, medmindre man havde fået det værelse, hvor der kun kom varmt vand, og det var bestemt også varmt. Vi spiste – efter over 2 timers ventetid – et lækkert måltid mad, og så hjem på hovedet i seng.
Mandag morgen stod vi igen tidligt op for denne gang at se solopgang over Rhumsiki. Vi havde på forhånd lejet en guide, som skulle vise os rundt i området hele dagen. Han viste os op på en nærliggende bakke og herfra kunne vi se den smukke solopgang, og samtidig observerer, hvordan byen vågnede i takt med, at solens stråler begyndte at ramme de stråtækte tage. Efter solopgangen kunne vi lige nå en halv time i sengen, før vi igen stod op og spiste morgenmad og mødtes med Olivier, vores guide. Han havde planlagt en tur på en tre timer, hvor vi skulle ned i dalen, hvor der lå en lille landsby og hvor grænsen til Nigeria gik i mellem to bjergtoppe. Man kunne godt mærke, at vi var kommet lidt op i højden for vejret var køligere og vinden blæste en smule. Det var en smuk nedstigning mod dalen, hvor Olivier fortalte på fransk om omgivelserne. Det var meget interessant at høre om området og dens historie og en stor succesoplevelse rent faktisk at forstå, hvad vores fransktalende guide fortalte os. Nede i dalen hilste vi på de få beboer, købte lidt souvenirs og mødte for anden dag i træk den nigerianske grænse, som på ingen måde er afmærket. Vi gik en lille tur i dalen, før vi ved middagstid begyndte opstigningen. Opstigningen var mindst ligeså smuk som nedstigningen og det var rart at bruge en dag på gåben og ikke i en rumlende bil. Vi skiltes fra vores guide ved hotellet omkring klokken 13 og aftalte at mødes igen klokken 15.30 for at se lidt nærmere på landsbyen Rhumsiki. Vi brugte de ledige timer til at spise frokost og slappe af på hotellets terrasse. Da vi mødtes med Olivier igen, blev vi vist rundt i byen, hørte lidt lokalhistorie, fik vist de træer hvor hhv. mænd, kvinder og unge samles når de har brug for at snakke om deres problemer og ikke mindst mødte den lokale spåmand, som kunne give os en spådom med på vejen. Vi købte også souvenirs af den lokale kvindeorganisation, som lavede krukker og potter.
Efter en lang og dejlig dag spiste vi aftensmad på hotellet og brugte et par timer sammen med Ezai, hvor vi forsøgte at lære ham at spille Skip Bo.
Tirsdag morgen skulle vi op og af sted hjem mod Garoua. Vi forlod hotellet lidt i ti og begyndte nedstigningen fra bjergene i Rhumsiki. En tur på 200 km, hvoraf de 50 igen foregik på hullede veje og med 20 km/t.

I dag er det tredje søndag i advent og vi har i dag været til den sidste gudstjeneste i kirken, hvor vi fik sagt farvel til hele menigheden. Den kommende uge er tætpakket med aktiviteter, hvor vi i morgen skal til et arrangement for byens gadedrenge, tirsdag-onsdag skal en tur til Roi Bouba (en muslimsk konge), torsdag skal markedet besøges for sidste gang og fredag skal vi sige ordentlig farvel til compounden og gadedrengene, før vi lørdag skal til bryllup hos Pauline (kirkepræsidentens datter). Lørdag aften letter flyet fra Garoua mod Douala og søndag nat skal vi flyve mod Hamborg.
Vi skal beklage at der ikke kommer så mange billeder på vores picasa album, men vi er ikke så gode venner med det camerounske netværk for tiden. Vi håber det lykkes os at få nogle flere op.

torsdag den 1. december 2011

Traditionelle huse, flodheste og shoppping

Yagoua, Maga og Maroua

Endelig er tiden kommet til, at vi her på bloggen skal begynde at fortælle lidt om, hvad Cameroun kan byde på af seværdigheder foruden vores kære by, Garoua. Denne weekend stod på besøg i det nordlige Cameroun, hvor vi skulle besøge byerne Yagoua, Maga og Maroua. Efter planen skulle vi tidligt fredag morgen køre mod Yagoua i vores lejede bil med plads til os seks piger og Ezai som chauffør. Men som alt andet her i Afrika startede vi ud med forsinkelse. Torsdag aften midt i alle forberedelser til at tage afsted, modtog vi den kedelige nyhed, at vi ikke kunne få bilen før lørdag morgen. Dermed var der ikke andet at gøre, end at vi måtte afsted ekstra tidligt lørdag morgen og så skære lidt af programmet af. Fredag brugte vi derfor på mentalt at forberede os på weekends mange timer på de støvede, hullede camerounske veje. Læs: vi slappede af, bagte kager og slappede mere af. J
Det viste sig dog, at vores forberedelser bestemt ikke var spildte, for vejen til Yagoua var næsten fire timer lang og ikke nem. Det fleste veje er asfalteret og næsten brede nok til to biler, men selvom de er asfalteret er de ikke uden kæmpe store huller, revner og mange års slid. Når asfalten slipper op eller er tilstrækkelig slidt, kører man i sand. Dermed brugte vi timerne siddende tæt op ad hinanden hoppende op mod loftet og med støv overalt. Vores første mål i Yagoua var et hospital hvorpå Marc arbejder (Kirkepræsidentens nevø, som vi mødte da vi ankom hertil). Marc var desværre ikke på hospitalet, da han var rejst mod Yaounde, men hospitalets administrator viste os rundt på de forskellige afdelinger. Det var rigtig spændende lige at få et lille indblik i, hvordan man er stillet, når man kommer som patient i Cameroun. Yagoua er en større by (sammenlignet med de mange små landsbyer rundt om) og hospitalet havde da også flere afdelinger samt en sengebygning. Hovedsagelig kan man sige, at de små konsultationsrum er meget spartanske med slidte, plastikbelagte madrasser og udstyr af ældre dato. Men hvis man sammenligner hospitalet i Yagoua med et lille hospital vi så i en landsby en times kørsel udenfor Yagoua, var det tydeligt at landsby hospitalerne er mere slidte, beskidte og med færre midler. De hospitaler vi indtil videre har set, har alle deres eget lille laboratorie, hvor der står et stereoskop og lugter meget af klor. Her kan man især se, hvor få midler hospitalet har at gøre med, da udstyret typisk er slidt og bestemt ikke, hvad vi vil kalde tidssvarende. I Yagoua var der også en øjenlæge, som havde sit eget lille rum, hvor han kan tjekke patienternes syn ved en synsprøve, som minder meget om den, vi kender fra Danmark.
Efter vores hospitalsbesøg havde vi inviteret os selv på besøg hos Marcs familie bestående af hans kone Esther og deres tre børn. Vi havde snakket rigtig meget med Esther da de var i Garoua i september og glædede os til at se hende og børnene igen. Desværre var Esther ikke hjemme da vi kom forbi dem, så vi bestemte os for at køre ud og se grænseovergangen til Chad og så vende tilbage for at hilse på Esther senere. På vej ud af byen og mod floden som skiller Cameroun og Chad, punkterede vi dog. Ud af bilen strøg vi allesammen, konstaterede at den var helt galt og glædede os over, at vi bagpå havde et reservehjul. Det er vist ikke hver dag, at seks hvide piger punkterer midt i Yagoua – i hvert fald havde vi en mindre skare omkring os imens vi ventede på, at Ezai skiftede dæk, så vi kunne trille mod nærmeste værksted. Ventetiden ved værkstedet brugte vi på at få lidt koldt at drikke og et par af de medbragte pandekager. Esther havde hørt at vi befandt os nede i byen, så hun kom og hilste på os allesammen. Efter et hyggeligt gensyn var det tid til at se nærmere på floden samt Chad og derefter vende snuden mod Maroua, hvor vi skulle overnatte. I regnsæsonen rykker grænseovergangen til Chad sig, da floden går over sine breder, men i disse tøretider, kan man stå på den ene flodbred og vinke over til Chad. Hvis man vil over på den anden side, kan man benytte de lokale små fiskerbåde eller den større bilfærge, som vel bedst kan sammenlignes med en stor jerntømmerflåde.
Tre raslende timer var der tilbage til Maroua, hvor Dorte og jeg krøb om bag i bilen og forsøgte at finde os til rette på de støvede veje. På hjemturen var vi på et kort visit ved et præsteseminarium. Her så vi undervisningslokaler og det område, hvorpå præsteeleverne og deres familier bor. Ellers bød hjemturen på mange små landsbyer der passerede forbi, øde områder med lave buske og store kvægflokke samt en smuk solnedgang bag bjergene. Vel fremme i Maroua fandt vi frem til vores overnatningssted, som var nogle ret nye volontørlejligheder midt i byen. Her var rigtig fine forhold og en dejlig lille terrasse, hvor vi næste morgen kunne indtage en lækker morgenmad i den varme morgensol.
Søndag skulle vi igen tidligt op, for to timers camerounskeveje lå imellem os og Maga, som var dagens destination. Et langt stræk derud af på om end muligt endnu ringere veje, endte heldigvis i sidse ende ved en stor smuk sø. Vi havde alle set meget frem til forhåbentlig at skulle se nogle flodheste på nær hold. Derfor var Ezais førse mission at finde nogle fiskere, som kunne hyres til at sejle os ud. Aftalen blev, at vi senere på dagen kunne vende tilbage, og så ville de tage os med ud på søen. I mellemtiden kunne vi køre til den nærliggende landsby Pus, hvor vi kunne se nogle traditionelle huse. Vi troede egentlig blot, at vi skulle se nogle lerhytter med stråtag som så mange gange før, men det viste sig, at disse huse var meter høje hytter, næsten formet som bikuber. Disse huse blev brugt for 50 år siden, men i dag er de kun for at vise frem. Typisk boede der en enkelt familie indenfor indhegningen som rummede tre – fire huse. Her kunne manden bo med sine koner og børn. Konerne og børnene havde deres hytter og manden havde sin egen. I alle hytter var der plads til, at dyrene også kunne sove inde. I hytterne var der også ildsteder og ”hylder” til opbevaring af service og mad. Væggene var dekoreret med tegninger og i loftet hang flagermusene i små klynger. Et af husene havde en lille tilbygning som blev brugt til opbevaring af mad og mennesker under ufredstider. Man kunne let forsvare den lille indgang og rummet var derfor optimalt til beskyttelse. Efter et spændende besøg, kørte vi tilbage til Maga, for lige at se lidt mere af byen, som faktisk er kirkepræsidentens landsby, hvor han har boet med sin familie, før de flyttede til Garoua. Vi så også en lokal radiostation som er under opførsel med støtte fra Mission Afrika. Herefter var det endelig tid til vores flodhestesejlads. Vi blev alle syv placeret i en forvokset kano med motor i den ene ende. To mand var med til at styre, den ene siddende bagerst ved motoren den anden foran som udkigspost. Vi var meget spændte og måske lidt anspændte også da vandet eftersigende ikke blot skulle indeholde flodheste men også alligatorer og alt muligt andet (sandhedsgraden står dog lidt ud i det uvisse). Vi krydsede søen for på den anden side at ramme et bredt stykke med høje vandplanter og smalle passager. Vi sejlede gennem vand-junglen til en lille landsby isoleret på en ø midt ude mellem de høje planter. Her gik vi i land, hilste til højre og venstre og følte os måske nok allermest til skue for de lokale. Heller ingen flodheste viste sig på den lille ø, så vi sejlede ud igen for at fortsætte vores jagt. Vi kom til et stort område, hvor fiskerne fortalte at de tidligere på dagen havde set hundrede flodheste. Men nu var der altså ingen, og vi vendte lige så stille vores båd tilbage mod den bred, vi var sejlet ud fra. Undervejs havde vi haft lidt problemer med at båden gik i stå og havde lidt vanskeligheder med at starte, og ligefør vi ramte bredden gik motoren da også helt ud, og vores ”kaptajn” kunne informere at han måtte tilbage ud i en anden lille båd for at hente en dims, som var tabt fra motoren. Alle disse informationer trængte dog ikke langt ind, da vi pludselig så en stor flodhest stikke snuden op. Desværre fik vi ikke meget mere at se, da flodhesten var på vej modsatte vej af, hvad vores 2. styrmand stagede båden imod og uden motor, var der ikke meget at gøre. Men en flodhest var det - stor og flot! Sikkert i land igen takkede vi for turen og trak tilbage til vores bil for at begynde hjemturen til Maroua. Hjemturen var mindst ligeså lang som turen derud, og vi var alle trætte. Da vi ankom til Maroua var vi lige ude forbi et universitet der er under opbyggelse samt byens størst EFLC kirke. Om aftenen gik vi efter et dejligt bad for at få støvet af, til en nærliggende restaurant sammen med Ezai og hans kone, som studerer i Maroua. Det var rart ikke selv at skulle tilberede noget, men bare få kød, kylling og kartofler serveret efter en lang aften. Nu var vi alle klar til at hvile ud, før mandagen skulle bruges på power-shopping.
Vi brugte mange timer og mange tusinde franc på det store souvenirmarked i Maroua; trommer, tasker, figurer, masker, krukker og meget andet røg ind  bag i bilen på den ellers trange plads, og hjemad gik det – efter endnu en punktering – til de vante rammer i Garoua. En rigtig dejlig tur, hvor vi har fået et dejligt afbræk fra hverdagen og helt bestemt blod på tanden for at se mere af Cameroun.
- Denne weekend skal vi på natur-tur til Rumsiki og Wasa, hvor vi forhåbentlig skal se en masse camerounsk natur og vilde dyr! Vi er væk fra fredag til tirsdag så det bliver en længere tur. J

PS billeder vil snarest muligt komme op på Picasa!