søndag den 11. december 2011

Waza og Rhumsiki; dyr og smuk natur

Vores tur her først i december måned skulle gå til nogle eftersigende utrolig smukke områder. Vi skulle køre meget og havde derfor sat fem dage af til turen. Fredag morgen stod vi alle klar klokken ni med bilen pakket og madpakken i hånden. Igen var det Ezai som skulle med os på tur – hvilket er ganske smart, da han kan fungere som både chauffør og guide. Vi kom dog endnu en gang ikke helt af sted til tiden, da Ezai før han skulle møde os på compounden skulle sætte sin to-årige søn af hos en familie, hvor sønnen, Martin, skulle passes. Martin havde dog bestemt sig for, at far bestemt ikke skulle have lov til at køre på tur med os seks piger uden at han også skulle med. Her skal nok forklares, at Ezais to børn Mathilde og Martin til dagligt bor hos en anden familie, da Ezai arbejder utrolig meget og hans kone, Pauline, studerer i Maroua. Derfor ser børnene ikke så ofte deres forældre, og måske så Martin her en chance for, at få lidt kvalitetstid med sin far. Ezai bukkede i hvert fald under for Martins trillende tårer, og den lille dreng tilbragte derfor turen til Maroua på skødet af skiftevis Dorte og AT, så han kunne komme op til sin mor i Maroua.
Efter et hurtigt stop i Maroua, hvor vi kunne spise vores medbragte madpakke, begyndte turen af hullede veje til Wazapark. Det er bestemt ikke nogen fornøjelse at færdes på de camerounske veje, og man møder da heller ikke mange modkørende biler på de hullede sandveje. Til gengæld er der masser af motorcykler og gående på de lange strækninger i mellem de små landsbyer. Heldigvis er det et flot landskab at køre i, hvor der konstant dukker nye bjergtoppe op i horisonten og landsbyerne ligger tæt ud til vejen. Ved aftentide går solen ned bag bjergene og vi har haft nogle utrolig smukke aftener, hvor vi har kunnet beundre den nedgående sols effekt på aftenhimlen.
Fredag sen aften ankom vi til et flot hotel beliggende på en skrånende klippeside ved Wazapark. Her fik vi os hurtigt installeret på nogle hyggelige værelser og så af sted op mod spiseafdelingen så vi kunne få stillet vores sult. Vi satte os på en hyggelig overdækket terrasse, hvor vi nød ”bush-chicken” og så på bush-brand i det fjerne. En dejlig afslutning på en bumlet tur på over 300 km.
Næste morgen stod vi op klokken 05.30 for at se solopgang. Det var en helt anderledes oplevelse at stå op så tidligt og mærke, at Afrika rent faktisk kan være utrolig kold om morgen. Vi pakkede os ind så godt vi kunne, tog tæpper med, og fandt en klippeside hvor vi kunne komme lidt op i højden og se ud over Wazapark. Her sad vi så fint på rad og række og ventede på, at solen skulle kigge op over bjergene. Der var dog desværre lidt overskyet denne morgen, og vi så derfor ikke meget andet end solens effekt på de mange skyer. Vi klatrede ned igen og spiste vores morgenmad med udsigt til solopgangen. En smuk oplevelse, som også virkelig viste, at før solen står på himlen om morgen er det koldt, men ikke længe efter at solen titter frem, stiger temperaturen hastigt.
Efter morgenmåltidet vat det tid til safari. Vi skulle køre i vores egen bil og så have en lokal guide med ind på området. Wazapark strækker sig over et kæmpe område som rækker hele vejen til Tchad. Derfor fordeler dyrene sig også over et kæmpe område og der er ingen garanti for, hvilke dyr man kommer til at se. Waza åbner først for turister sidst i november måned og har åben indtil omkring maj måned. Vi kørte med højt humør ind i parken og var spændte på, hvilke dyr der ville vise sig for os denne tidlige morgen. Det var tydeligt at Waza er et sted for turister; allerede på hotellet havde vi set flere hvide samlet end under hele vores ophold i Cameroun, og ved indgangen til parken holdt store biler med hvide mennesker klar til at tage på safari. Inde på området følger man mere eller mindre tydelige spor rundt i området, mens guiden og alle vi andre holder skarpt udkig. De første dyr der viste sig var to store strudser som løb inde mellem det høje krat. Når først man har dyr i sigte, er hjulsporerne ikke så vigtige og man kører så man bedst muligt kan komme tæt på. Efter vores strudsejagt fortsatte vi rundt i landskabet, som hovedsageligt er lave buske og træer ind imellem flade og øde områder. Der er ofte brande i området, som farver jorden sort og fjerner små planter. Der gik ikke længe, før vi så de første efterladenskaber fra elefanter, og stemningen blev straks høj og vi håbede at være så heldige at der var elefanter i nærheden. Guiden kunne dog fortælle, at det var sjældent man så elefanter og løver gemte sig også ofte længere inde i parken.
Vi brugte timerne fra 7 til 11 på at køre rundt på området i langsomt tempo både for at kunne holde udkig efter dyr, men også for ikke at ødelægge bilen på de hullede veje. Vi så mange vandhuller, hvor store og små fugle holdt til og indimellem var der også antiloper nede for at drikke. Vi så mange antiloper og gazeller på vores tur, nogle i små grupper andre med helt op til 20-25 store dyr i en flok. Mest spændende var nok girafferne som også gik rundt i parken. Vi mødte en stor flok på 12 giraffer og senere en lille familie med mor, far og unge.
Omkring klokken 11 bevægede vi os ud af området igen og tilbage til hotellet for at spise frokost. Vi ville tage ud i parken igen senere på eftermiddagen for at se, om vi skulle være heldige at finde en løve eller to. Selvom vi ihærdigt ledte og ledte, fandt vi dog heller ikke hen på eftermiddagen nogle løver, så vi besluttede os for at indstille jagten og i stedet bruge resten af eftermiddagen og aftenen på at få tilbagelagt det lange stykke vej fra  Waza til Maroua.

Søndag morgen vågnede vi, efter en tiltrængt nattesøvn i Maroua, op til endnu en dag med masser af kørsel. Destination var Rhumsiki som er et naturskønt område med høje bjerge og dybe dale på grænsen til Nigeria.
Det første stykke vej mod Rhumsiki var i udmærket stand, og vi nåede i fint tempo de første 80 km og havnede dermed i Mokolo, hvor Ezai’s familie bor. Ezai’s far er død, og ved hans død efterlod han sig tre koner og intet mindre end 25 børn(!). Vi besøgte Ezai’s mor som bor sammen med kone nr 2 og de yngste børn. Vi blev budt hjerteligt velkommen og blev placeret i skyggen af det store mangotræ. Ezai forsørger størstedelen af familien med sin løn, som han hver måned sender en andel af til sin mor, samt betaler for yngre søskendes skolegang. Det var rigtig dejligt lige at strække benene og få lidt vand at drikke, før vi igen krøb i bilen for at køre videre mod Rhumsiki. Vi bevægede os i langsomt tempo mod Rhumsiki; vejen var utrolig dårlig og den 50 km lange strækning blev tilbagelagt på 3 timer. Vi skulle gøre et kort holdt i en mindre landsby, hvor Ezai lige skulle ind og hilse på nogle venner. Vi piger besluttede os for at benytte tiden til at se det lokale marked. Det blev dog til et længere markedskig, da vi forgæves ventede på Ezai. Det vidste sig, at bilen var gået i stykker lidt længere nede af vejen, hvilket betød 3 timers ventetid, hvor hele hjulet blev taget af og bilen svejset. Efter denne mindre forsinkelse kørte vi videre mod Mr Bene’s (vores fransklærer) familie. Mr Bene har ikke råd til at hans 6 børn kan gå i skole i byen, så derfor bor hans kone og børn sammen med hans forældre i en lille village. Vi gjorde et kort men hyggeligt stop hos familien og tog nogle gode billeder af familien, som vakte stor glæde hos Mr Bene, da vi igen kom hjem. Vi gjorde også et kort stop på en lille bakketop, som viste sig at være grænsen til Nigeria. Dermed kunne vi tage nogle fine billeder med det ene ben i Cameroun og det andet i Nigeria. 
Vi ankom til det højt beliggende Rhumsiki da mørket havde sænket sig. Vi bestilte mad på en lokal restaurant, og kørte så mod hotellet. Vi blev indlogeret på et smukt beliggende hotel med dejlige værelser og VARMT vand. En fornøjelse for første gang i 3 måneder at tage bad i tempereret vand, medmindre man havde fået det værelse, hvor der kun kom varmt vand, og det var bestemt også varmt. Vi spiste – efter over 2 timers ventetid – et lækkert måltid mad, og så hjem på hovedet i seng.
Mandag morgen stod vi igen tidligt op for denne gang at se solopgang over Rhumsiki. Vi havde på forhånd lejet en guide, som skulle vise os rundt i området hele dagen. Han viste os op på en nærliggende bakke og herfra kunne vi se den smukke solopgang, og samtidig observerer, hvordan byen vågnede i takt med, at solens stråler begyndte at ramme de stråtækte tage. Efter solopgangen kunne vi lige nå en halv time i sengen, før vi igen stod op og spiste morgenmad og mødtes med Olivier, vores guide. Han havde planlagt en tur på en tre timer, hvor vi skulle ned i dalen, hvor der lå en lille landsby og hvor grænsen til Nigeria gik i mellem to bjergtoppe. Man kunne godt mærke, at vi var kommet lidt op i højden for vejret var køligere og vinden blæste en smule. Det var en smuk nedstigning mod dalen, hvor Olivier fortalte på fransk om omgivelserne. Det var meget interessant at høre om området og dens historie og en stor succesoplevelse rent faktisk at forstå, hvad vores fransktalende guide fortalte os. Nede i dalen hilste vi på de få beboer, købte lidt souvenirs og mødte for anden dag i træk den nigerianske grænse, som på ingen måde er afmærket. Vi gik en lille tur i dalen, før vi ved middagstid begyndte opstigningen. Opstigningen var mindst ligeså smuk som nedstigningen og det var rart at bruge en dag på gåben og ikke i en rumlende bil. Vi skiltes fra vores guide ved hotellet omkring klokken 13 og aftalte at mødes igen klokken 15.30 for at se lidt nærmere på landsbyen Rhumsiki. Vi brugte de ledige timer til at spise frokost og slappe af på hotellets terrasse. Da vi mødtes med Olivier igen, blev vi vist rundt i byen, hørte lidt lokalhistorie, fik vist de træer hvor hhv. mænd, kvinder og unge samles når de har brug for at snakke om deres problemer og ikke mindst mødte den lokale spåmand, som kunne give os en spådom med på vejen. Vi købte også souvenirs af den lokale kvindeorganisation, som lavede krukker og potter.
Efter en lang og dejlig dag spiste vi aftensmad på hotellet og brugte et par timer sammen med Ezai, hvor vi forsøgte at lære ham at spille Skip Bo.
Tirsdag morgen skulle vi op og af sted hjem mod Garoua. Vi forlod hotellet lidt i ti og begyndte nedstigningen fra bjergene i Rhumsiki. En tur på 200 km, hvoraf de 50 igen foregik på hullede veje og med 20 km/t.

I dag er det tredje søndag i advent og vi har i dag været til den sidste gudstjeneste i kirken, hvor vi fik sagt farvel til hele menigheden. Den kommende uge er tætpakket med aktiviteter, hvor vi i morgen skal til et arrangement for byens gadedrenge, tirsdag-onsdag skal en tur til Roi Bouba (en muslimsk konge), torsdag skal markedet besøges for sidste gang og fredag skal vi sige ordentlig farvel til compounden og gadedrengene, før vi lørdag skal til bryllup hos Pauline (kirkepræsidentens datter). Lørdag aften letter flyet fra Garoua mod Douala og søndag nat skal vi flyve mod Hamborg.
Vi skal beklage at der ikke kommer så mange billeder på vores picasa album, men vi er ikke så gode venner med det camerounske netværk for tiden. Vi håber det lykkes os at få nogle flere op.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar