Med hænderne fulde

Så er der igen ved at være sket lidt her midt i Afrika. Det er i dag onsdag, her er høj sol og jeg vil skyde på en 28 grader og klokken er ikke andet end 08.30. Allerede nu har ugen budt på mange nye ting; undervisningen i primary school samt undervisning af gadedrengene. Samtidig har det hold, som i denne uge er på college haft deres første undervisning helt alene(!).

Vores første indtryk af primary school er måske en smule rodet. Vi havde i sidste uge et møde med rektor og vicerektor for skolen. Her så vi på skemaer og skulle så efterfølgende finde ud af, hvilke engelsktimer vi kunne komme og hjælpe. Eftersom vi ønsker at være to til undervisningen, kan vi kun dække en klasse ad gangen. Men vi har fået lavet et rigtig fint program (synes vi selv), hvor vi har fire klasser tre dage i ugen, hvor vi kan hjælpe til ved engelsk undervisningen. Den store udfordring har så været, og er fortsat, at få formidlet til rektor og lærere, hvilke timer vi kommer. Problemet er ikke kun vores sproglige kommunikation, men også det faktum, at selvom der er fine skemaer for alle klasser, overholdes de ikke. Vi mener at have fundet ud af, at der er én lærer til én klasse. Dermed er det altså den samme lærer til alle fagene i løbet af dagen. Derfor overholdes de forskellige fag ikke skemamæssigt, hvilket besværliggør det for os; det er lidt svært at hjælpe til i en fransk time f.eks. J Derudover føler vi os også en smule anmassende, når vi dukker op og læreren afbryder sin undervisning for at begynde engelskundervisningen, blot fordi vi kommer. Vi håber på, at hvis vi overholder vores program, så bliver det tydeligt for lærerne i løbet af et par uger, hvornår vi kommer og dermed hvornår, engelskundervisningen bør ligge ifølge deres skema.

Vi har indtil videre måttet sige fra overfor nursery school, da vi ikke kan finde overskud til det. Arbejdet i nursery school kræver, at vi kan mere fransk end vi evner på nuværende tidspunkt, og det vil tage en del tid fra alt det andet undervisning.

Uge programmet for gadedrengene lavede vi i weekenden efter et møde med Elia og to andre frivillige. Vi underviser drengene tre gange om ugen i engelsk og matematik. Derudover har Elia også drengene til noget franskundervisning. Vi har også lavet et aktivitetsprogram til drengene, så de hver dag har en ide om, hvad der sker i løbet af dagen. 3 gange i ugen kommer der en frivillig og træner fodbold med drengene. En af dagene, onsdag, tager de alle til et sted i byen, hvor de spiller med nogle gadedrenge tilknyttet en katolsk kirke. Tirsdag er vi ved drengene og laver forskellige aktiviteter, torsdag er der lektiehjælp og om aftenen kommer en evangelist ved navn Silas. Søndag er der søndagsskole og kirke for drengene og eftermiddag/aften holder Elia på skift samtale med drengene om fremtid, uddannelse og meget andet. Alt i alt håber vi, at det er et godt program for drengene, vi har i hvert fald fået vores hænder fulde.

Ja, som i nok kan høre, så er vi ved at få meget om ørerne – men det er vel egentlig også, hvad vi har efterspurgt. Dermed er der nu tre på college, to i primary school, tre ved drengene og en i bogbutikken (tidligere omtalt som bibliotek; Forvirringen kommer af, at stedet hedder ”Librairie” på fransk, hvilket camerounerne oversætter til ”library” på engelsk. Dog er der tale om en ”bookstore”). For at få det til at gå op, skiftes vi til at undervise drengene i løbet af ugen de dage, hvor vi ikke er på hhv. college eller primary school. Og så kommer Mr. Benne (som han vist staves, beklager fejlen de andre gange jeg har omtalt ham) selvfølgelig stadig hver dag klokken 17 og underviser os i fransk. Også weekenden har vi i denne uge fyldt ud, da en af præsidentens døtre, Damaris, har inviteret os med i zoologiskhave lørdag. Det bliver vores første tur ud fra compounden så vi glæder os meget. Men før weekenden rammer, skal vi i morgen fejre Mias fødselsdag. Vi håber det kan lykkes at bage en kage og evt. nogle fødselsdagsboller og så ellers fejre hende med en dejlig dag,

Orv ja, så har vi også lige en lille sjov oplevelse fra kirken i søndags… Vi har jo de sidste søndage siddet oppe foran i kirken uden rigtig at have en forklaring på, hvorfor vi skulle sidde der. Eftersom vi endnu ikke forstår meget af gudstjenestens ordlyd, bliver der læst en del i vores medbragte bibler. Vi ville derfor gerne sidde et andet sted i kirken, og vi havde også forhørt os med Ezai, som sagde, at det kunne vi fint gøre. Derfor troppede vi seks piger op i kirken (tre af os i vores fine afrikanske tøj) og forsøgte at gå til højre ned igennem rækkerne. Vi nåede dog ikke at tage mange skridt, før vi med råb blev anvist til vores sædvanlige pladser oppe foran. Der er altså ikke noget at gøre som hvid; man bliver betragtet som en fremtrædende gæst, som skal sidde oppe foran, også selvom vi egentlig bare gerne vil falde lidt ind, da vi jo skal være her de næste 3 måneder!

Og når vi er ved de små sjove historier, så er det vist på tide, at jeg selv fortæller om vores eventyr med vaskemaskinen, da AT endnu ikke har fået skrevet det ned på papir…

…Da vi kom hertil for efterhånden flere uger siden, sagde Ezai at han havde en vaskemaskine vi kunne få til at vaske i. Det blev vi selvfølgelig meget glade for at høre, og tog pænt i mod den. Det var noget af at et skrummel, som skal sluttes til vandhanen for vandindtag og afløbet for vandudtag. Vi tilkaldte Elia som havde tilbudt at hjælpe, efter vi forgæves havde forsøgt os. Han kunne hurtigt konstatere at vi skulle have et andet stik i, da det der sad på ikke kunne bruges (med stik tænker jeg på hovedet af ledningen som skulle i stikkontakten). Derfor måtte vi vente en uges tid, før vi fik et stik som kunne erstatte det der sad på. Nu var der altså strøm til maskinen. Så skulle den blot kobles til. Vi åbnede ind til skabet hvori afløbet fra vasken er. Her kunne vi koble afløbet til – efter selvfølgelig at have tømt skabet for de kæmpe kakerlakker vi har - men ikke vandindtaget, for det var slangen for kort til. AT og Dorte mente dog at vi blot kunne bruge en spand til at hælde vand i maskinen. Dermed var vi klar til vores første vask. Eller faktisk den anden, da pigerne en gang havde forsøgt sig, men det var uden strøm.  Det havde ikke givet det større resultat andet end at gulvet var blevet oversvømmet da de ville tømme den for vand, ved at løfte maskinen op til vasken, så slangen til afløb kunne nå vasken. Anden gang gik det bedre og maskinen gik faktisk i gang med at snurre vand, sæbe og tøj sammen. Efter 15 minutters anspændt ventetid kunne vi tage tøjet op af det nu sorte vand, og konstatere, at det da nok var renere end før. Det eneste der nu var tilbage, var at teste afløbet. Slangen var koblet fra maskinen til afløbet under vasken, men der gik ikke mange sekunder, før slangen røg af, og gulvet i lejligheden igen sejlede i vand. Heldigvis er gulvet beton, og vandet kan med hjælp fra skraberen fra badeværelset ledes igennem rummet til døren ud. Så blev gulvet jo også lige vasket igen igen. Tilbage stod vi nu med nogenlunde rent tøj, men en uholdbar løsning mht. afløbet. Så var der en, der fik den geniale ide, at maskinen da blot skulle op på køkkenbordet og stå, så slangen til afløb kunne gå direkte ned i håndvasken. Og således tog fire piger fat i maskinen for at løfte den op på køkkenbordet. Der stod den jo meget godt, og vi forsøgte os med en ny vask. Denne gang lykkes det meget godt, og afløbet gik også meget godt, indtil ca. 5 sekunder efter vi havde åbnet for udtaget, for da kunne afløbet fra vasken ikke følge med, rørene blev overfyldt, og der stod vand ud på gulvet endnu en gang. Frem med skaberen igen, få alt vandet ledt ud af døren og så måtte vi næste gang huske, at vi skal være lidt påpasselig med mængden vi lukker ud. Hele seancen foregik under stor latter og høje skrig når vandet fossede ud på gulvet. I dag står maskinen stadig på bordet og vi er nu ved at have gennemskuet dens finurligheder. Vi vasker bestemt ikke hverdag, faktisk kun når det virkelig er nødvendigt, så vi skal nok klare os. Men en sjov aften det var det, og vi har fået os mange grin siden også – fx hvis man er ved at fylde maskinen op med vand, men lige har glemt at lukke for vandudtaget og vandet der med igen fosser direkte ud og ned på gulvet.

Det var vist historierne for denne gang - husk at I altid er velkomne til at skrive til os, vi vil forsøge at svare, så hurtigt vi kan!

Melder alt godt fra Cameroun

Siden sidst

Tiden flyver af sted, eller måske egentlig ikke.. Man skulle vel tro, at efter snart 14 dage, så var vi nu inde i tingene, havde en hverdag og var rimelig stabile og vores projekter. Men det er ikke helt virkeligheden. I Cameroun, og garanteret mange andre steder i Afrika, foregår tingene i sit helt eget tempo. Hvor vi danskere elsker dynamik og tempo, så er afrikanerne helt anderledes. Aftaler laves når man lige ”støder på hinanden”, og hvad der kan ske i dag, sker oftest i morgen. Forhåbentlig lærer vi at sætte pris på, at vi nogle gange bare skal læne os tilbage og slappe af.

Heldigvis kan man sige, er det meget rart, at vi netop i denne tid, hvor vi står uden gas og dermed uden mulighed for selv at lave varme måltider i huset, ikke bruger så forfærdelig meget energi, eller rettere; vi kan selv disponere over dagen. Vi har dog ikke mødt andet end hjælpsomhed, så vi har både været ved Mama i præsidentens hus og ved Elia i løbet af ugen, for at lave vores varme mad en gang om dagen. Resten af tiden står den på brød og lidt rester af ris eller pasta.

Ovenpå alt dette, skal det dog siges, at Cameroun er skøn. Vi møder flere og flere mennesker, og har nu haft de to første dage på college. Vi er delt ind, så vi er to hold med tre på hver. Dermed er der tre, der den ene uge underviser på college, mens de andre underviser i primary og nursery school. Ugen efter er det så omvendt. Oveni denne undervisning kommer så alle de andre opgaver med biblioteket, gadedrengene, gæstehusene, administration mv., som vi fordeler i mellem os alt efter, hvem der har tid. Vi er også i denne uge begyndt at få fransk undervisning med Mr. Bennett. Det skal nok blive rigtig sjovt at lære noget fransk, men lige nu, er det rigtig svært og vi føler lidt et pres fra mange sider, for at kunne tale mere fransk – men vi har altså kun lige været her 12 dage!

Ja det var vel egentlig status sådan lige pt. I løbet af ugen skulle vi gerne få mere at vide om primary og nursery school, og så kan vi rigtig komme i gang med at ligge ugeplan – sikke vi glæder os! Ellers har vi haft en stille og rolig weekend, hvor vi fredag var på markedet med Esther for at købe stof til vores flotte kjoler, som hun vil sy til os. Vi har allerede set resultatet af de første, og de er rigtig smukke! Vi er også alle blevet flittige brugere af kortspil mv., så vi i løbet af dagen kan samles om et slag Skip-Bo eller andre sjove spil. Søndag var vi igen i kirke. Denne gang var der langt flere mennesker end sidste gang, og der var band som spillede op. Det var endnu en gudstjeneste på 2½ time, men tiden flyver næsten af sted, når mange af indslagene er sang, eller andet rytmik.

Mandag formiddag tog de første to til college for at overvære Mr. Bennett (ham som også er vores fransklærer) undervise en klasse i engelsk. Vi andre gik på biblioteket for at begynde med lidt rengøring – hvilket viste sig at være meget tiltrængt. Støv og sand havde lagt sig overalt i rummet og lagde en brun hinde på alt; bøger, reoler, gulve, borde, vindueskarme, papirer, skrivebord; alt var dækket. Bevæbnet med klude og vand, gik vi i gang med at tørre af. Det blev en større omgang, hvor også loftet fik en tur med kosten, da der var rigtig, rigtig mange edderkopper og edderkoppespind overalt. Resultat blev efterhånden synligt, og da de sidste frøer også var jaget ud af lokalet, var vi klar til at rykke lidt om. I dag har vi så sat bøger op, og er begyndt at lave en inventarliste, hvilket nok skal vise sig, at være en større opgave, specielt da biblioteket også har et lager, som mest af alt ligner et lokale, hvor folk har sat kasser og bøger ind, for så at tænke ”så forsvinder de nok af sig selv”. Når det så rigtig kommer op at køre, og vores fransk forbedres en smule, er det meningen at vi skal tage i mod kunder, som enten skal købe bøger (ja lidt misvisende at man så kalder det et bibliotek) eller bestille tryksager fra trykkeriet overfor. Et rigtig hyggeligt projekt.

I morgen er der så endnu en dag, og hvad den byder på, det vil vise sig!

PS. Læs senere i dag om Dorte og AT’s eventyr med vores fine vaskemaskine!

Kunsten at dele

I dag, torsdag er det en uge siden vi begyndte vores rejse mod Cameroun. I denne uge har vi oplevet rigtig meget og flere af os synes at det føles som en hel måned vi har været væk fordi vi bare har oplevet så meget på den her uge.

I går aftalte vi med Elia at vi ville kigge ned til ham og drengene her i formiddag. Vi havde en masse tomme 2 liters sodavandsflasker, som vi ville fylde lidt vand i og på den måde bruge dem som bowlingkegler.
Vi gik ned til drengene kl. 10 her i formiddags for at spille bowling med drengene, men desværre kom vi lige i primary school’s frikvarter og derfor var der rigtig mange børn, som kom og så på os hvide mennesker. Det var rigtig synd for drengene, at de på grund af vores hudfarve fik så meget uønsket opmærksomhed. Børnene fra primary school stod og maste op af drengenes hegn for at kigge på os; de fremmede mennesker med en anden hudfarve. Til sidst var vi seks piger nødt til at gå ind på Elias værelse så børnene ikke kunne se os. Nogle af børnene forsvandt efter lidt tid, når der ikke var nogle danskere at kigge på. Det var en lidt skræmmende oplevelse for os, som bare gerne ville gøre noget godt for drengene, men så fik de så meget opmærksomhed, som gjorde flere af dem kede af det. Da børnene fra primary school skulle have time igen kl. 10.30 forsvandt børnene heldigvis, og vi kunne endelig begyndte at bowle med drengene.

Det var en rigtig god oplevelse at bowle med drengene, og man kunne se, de nød det. Vi startede med at sætte keglerne op og kaste boldene tilbage, men der gik ikke længe, før drengene selv havde set systemet. En af de rigtig sjove og lærerige ting, var drengenes opfattelse af det at dele og skiftes. Vi havde sat to baner op og havde fire bolde. Dermed skulle drengene på skift kaste med bolden mod flaskerne. De højeste og dermed store drenge, fik oftest bolden, fordi de var fysisk overlegne. Vi prøvede mange gange at forklare dem, at de skulle skiftes, og det lykkes også udmærket. Man kunne hurtigt se, hvem der havde fanget pointen med at skiftes, og hvem der syntes, det var sjovest bare selv at skyde hele tiden. Vi piger havde i hvert fald en rigtig hyggelig formiddag, og drengen virkede også rigtig glade for den nye leg – de beholdte i hvert fald flaskerne da vi gik.

En ting som ikke rigtig bringer smilet frem hos os hernede, er at vi nu (igen) er løbet tør for gas. Vi var ved at bage brød i går aftes, da gassen slap op, så her til morgen, måtte vi igen på jagt efter Ezai, så han kunne sende bud efter noget brød. Vi ser derfor nu igen frem til et par dage med hvidt brød til alle måltider. Dog blev vi glædeligt overrasket, da Esther (en af kvinderne på compounden) kom med to gryder mad til os. Helene havde tidligere været nede forbi Mama (præsidentens kone) i sin søgen på gas, hvor de ude bagved sad og lavede mad, og der havde de snakket lidt om, at vi ikke havde noget mad, før vi igen fik gas.  Det var en rigtig flot gestus, at de lige tænkte på os i deres måltid og sendte lidt mad op til os. Aftenen skal gå med afslapning da manglen på gas og dermed mad, ikke ligefrem giver den store energi i denne varme.

Tålmodighed er en dyd

I dag (onsdag) skulle vi ind på vores college(gymnasium) og snakke med rektoren for at få at vide, hvor mange timer vi skulle undervise hos dem om ugen. Vi havde fået at vide, at vi skulle være klar til at køre kl. 9, så det var vi. Vi blev godt nok først hentet kl. 9.30, men vi havde heller ikke regnet med, at vores chauffør (Ezai) ville være her til tiden. Vejen ud til vores college er heldigvis en asfaltvej, som gør ”rejsen” til gymnasiet en del lettere. Vejene rundt omkring i Garoua er meget ødelagte med mange store huller og består bare af rød sand. Vi er heldige hvis vi kører på asfaltvej.

Da vi ankom til gymnasiet, blev vi vist ind på rektors kontor og vi fik at vide, at vi bare skulle vente og så ville rektor komme og fortælle os en masse ting, om vores arbejde på college. Vi troede at det bare ville tage et øjeblik, men der tog vi fejl. Vi kom til at sidde på dette kontor og vente i 3 timer(!), hvor der flere gange kom nogen ind og hilste på og så gik de igen. Efter 2 timer kom der en og sagde, at rektoren var syg, men han ville prøve og finde en anden, vi kunne snakke med. Lige på dette tidspunkt, var vi begge ved at miste modet, og troede ikke at vi nogensinde, kom til at snakke med rektoren. En halv time efter kom der en mand og sagde, at rektoren var på vej og vi bare skulle vente lidt endnu. Og ganske rigtig; rektoren kom lidt efter og viste os rundt op skolen, men han kunne desværre ikke fortælle os noget, som vi kunne bruge til noget. I dag har vi virkelig lært at underholde os selv i mange timer uden helt at vide, hvornår vi skulle være klar til at få information.

I skrivende stund er vi lidt træt af at vi har brugt hele formiddagen på ingenting. Heldigvis kom vores fransklærer her i eftermiddag og fortalte os, hvordan vores franskundervisning skal foregår. Vi skal have franskundervisning 3 timer om ugen (en time pr gang) i de næste 2 måneder, i håb om at vi hurtigt får det lært. Vores fransklærer er heldigvis også ham, vi skal være sammen med, når vi underviser på college og han virker som en meget hjælpsom mand og hans engelsk er rimelig godt, så han er nem at kommunikere med.

Vores fransklærer Mr. Benne har i dag fortalt os, at på mandag ved han, hvor mange timer om ugen vi skal undervise på skolen. Vi glæder os rigtig meget til at få en hverdag op at stå, men det bliver først i næste uge at vi rigtig kommer i gang.

Og så lige et smut tilbage til gårsdagen (tirsdag), hvor vi også havde en meget afventende dag. Vi havde fået at vide, at Ezai ville kigge op i løbet af formiddagen, for at give lidt mere information. Inden han kom, gik to af pigerne dog på markedet med Elia (fra gadedrengeprojektet), da vores madforsyning igen var ved at være lav. Da Ezai kom over middag en gang, fortalte han lidt praktisk omkring stedet og vores sikkerhed. Han hjalp os også med at få vores mobiltelefoner til at virke, så vi kan kommunikere - selv på distance. De to piger havde en rigtig god oplevelse på det lille marked, som ligger i gåafstand (selvom den enorme varme ved middagstid gør det til noget af en udfordring at gå så langt!). Her kunne man få nærmest alt, hvad hjertet begærer, så det var rigtig lækkert.

Ezai fortalte også om to andre ansvarsområder; biblioteket og gæstehusene. Biblioteket er egentlig en bogbutik, hvor vi skal sidde og tage imod betaling, hvis nogen vil købe en bog. Samtidig vil vi have vores eget skrivebord, så vi har mulighed for at lave lidt praktisk administration for kirkens kontor og Ezai. Administrationen af gæstehusene er at tage imod overnattende gæster, deres betaling og lige tjekke at rengøring er OK samt at der er toiletpapir osv. Som en lille bonusopgave, skal vi også en gang i måneden aflæse vand og elektricitetsforbrug for de omkringliggende huse og føre et lille regnskab over det. Dorte og jeg er dermed blevet udnævnt gas- og vandmester (som Dorte så fint benævner det).

Eftermiddagen gik med sen frokost, leg med børn og bare generel hygge. Om aftenen kom Liz (datter af pastoren Triumphant, som vi mødte på flyet) sammen med to af hendes veninder. Det var rigtig hyggeligt selskab og vi havde en rigtig hyggelig og morsom aften. Liz inviterede os også til deres ’beach house’ ved Douala, hvor vi kunne bo som deres gæster, så vi undersøge de kommende uger priser, for at rejse en forlænget weekend til Douala. Efter en dejlig aften, satte vi os i de bløde møbler og hyggede med lidt serie, før vi sagde godnat.

Første gang i kirke

Søndag var første dag i kirke. Vi havde fået at vide at gudstjenesten ville starte klokken 10.00, men som formiddagen skred frem, kunne vi godt fornemme, at tidsplanen ville rykke sig. Klokken 10.45 blev vi hentet af en fra vores compound som sagde, at nu var det ved at være tid til at gudstjenesten kunne starte. Vi havde i løbet af formiddagen været meget i tvivl, om vores søndagstøj var fint nok, og om vi skulle have et tørklæde om hovedet. Da vi trådte ind i kirken blev vi dog meget glade for, at vi havde valgt at bære tørklæde, da alle kvinderne i kirken havde tørklæde på. De havde dog tørklæde på som matchede deres tøj, men sådan noget tøj har vi ikke lige fået lavet endnu, desværre.

Vi var meget spændt på, hvordan gudstjenesten ville forløbe. Vi havde på forhånd fået at vide, at der ville være omkring 700 mennesker og vare flere timer, men kirken var bestemt ikke fyldt. Vi fik forklaret at vejret gjorde, at der var mange som ikke kom til gudstjeneste. Det skal måske her siges, at mange af os, vågnede tidligt i morges da et ordentlig regn- og tordenvejr begyndte, og vejret var ikke blevet bedre i løbet af formiddagen. Vi seks danske piger blev bænket helt oppe foran, med god udsigt til alteret. Forløbet af gudstjeneste var noget helt nyt. For det første var der et, hvad vi vil tro er et ’præsteområde’ Altså et indhegnet område hvori mænd i jakkesæt satte sig op alle pastorer eller præsteelever. En af præsterne var i klædt en hvid præstekjole og havde formentlig ansvaret for gudstjenesten. Det var dog ikke ham, men hvad vi vil betegne som en kordegn, der styrede slagets gang. Denne mand, også i jakkesæt læste tekster op fra biblen, bad og sang for. Nogle salmer var på fransk, men andre gange blev der sunget på andre sprog, formentlig afrikansk stamme sprog. Det var rigtig spændende at høre, hvordan der blev sunget nogle gange i små grupper, andre gange hele kirken og så også med spontane kanon. Undervejs i gudstjenesten blev der også ’klappet’ af nygifte par, formentlig en måde at ønske tillykke på og understrege kvindens overgang til (gift) kvinde, også en kvinde blev ønsket velkommen i menigheden efter at have skiftet fra en katolsk kirke. Vi skulle selvfølgelig også præsenteres for menigheden, og vi måtte igen alle op på rad og række og først fortælle lidt om projektet og derefter præsentere vores navn på fransk.

Det var meget specielt ikke at forstå, hvad der blev sagt under forløbet. Under prædiken fandt vi vores bibler frem, og fik læst et par sider, så var der også lidt bibel lærdom til os. En ting vi morede os over, var at præsten uden at skjule det, havde sin telefon liggende fremme på alteret, og nogle gange lige ’tjekkede den’. Højest sandsynligt ville han blot se hvad klokken var, men for os var det meget spøjst at se på. Noget nyt for os danskere var også, at man til sidst i gudstjenesten alle gik op forbi indsamlingsskåle og lagde et bidrag i, mens menigheden sang. Efter dette og endnu en salme, var gudstjenesten ovre, men fordi det var første søndag i måneden var der også nadver. Normalt er vi vandt til oblater og vin i Danmark, så vi var spændte på at se, hvad vi fik ’serveret’ her i Cameroun. Vi fik heldigvis lidt hjælp til, hvordan en camerounsk nadver foregår, for her spiser og drikker man nemlig samtidig. Man går altså i en pæn linje op forbi de jakkesætsklædte præster, som står med kager og sødt drikke. Hvad det egentlig præcis var vi spiste og drak, er ikke til at sige, men det blev i hvert fald gjort i fællesskab på en gang. Da klokken så nærmede sig halv to, var gudstjenesten færdig for denne gang. Vi hilste lidt til højre og venstre på vej ud af kirken og gik så ellers tilbage til huset, for at få lidt at spise.

Frokosten bestod – ligesom morgenmaden – af hvidt brød med Nutella eller ost, og det var ikke i store mængder. Vi blev derfor hurtigt enige om, at nu måtte vi prøve noget nyt for at få fat i noget gas. I en af gæstelejlighederne ved siden af, fandt vi frem til en lille bundslat gas, hvilket har givet os mulighed for, at lave en dejlig risret bestående af ris, karrysovs og æg.  Det var rigtig lækkert at lave vores første måltid og få kogt noget vand. Det varme vand gav os mulighed for at gøre rent i lejligheden, vaske op og i det hele taget gøre lejligheden beboelig. Ellers er dagen gået med leg og snak med børnene fra compounden og de drenge som er en del af gadebørnsprojektet.

Bonjour Cameroun! Sa vais bien!

Hede, hede og atter hede! Det slår dig når du lander og det forsvinder aldrig. Selv om natten i regnvejr er det varmt! Vi landede torsdag aften klokken 18.00 i Douala og varmen var slående. Det var nærmest helt surrealistisk at man på en 12 timers rejse, kan bevæge sig gennem 4 lande og fra 10 grader til 30 grader og høj fugtighed. Vi startede klokken 03.00 fra Herning for at køre mod Vejle, hvor vi skulle mødes med AT, Louise, Mia og Simone. Klokken 0000 var vi i Hamborg, hvor vi skulle lette mod Zürich med Swiss Air. Vi var alle meget spændte både på den lange rejse og alle de udfordringer samt oplevelser, der ventede os. Først skulle vi lige igennem et mindre billet-problem, da min og Dortes billet ikke matchede de fire andres. Efter flere opkald frem og tilbage til Danmark, kunne vi ved hjælp af Lufthansa tjekke ind og komme mod Zürich. Fra Zürich gik turen rigtig fint videre mod Douala, hvor vi landede torsdag aften.

Vi var rigtig spændte på at tage de første skridt ud af flyveren, indsnuse dufte, mærke varmen og sige godaften til Cameroun. Det var en speciel oplevelse at bevæge sig gennem ankomsthaller med skilte, som man ikke forstod, vagter som kun snakkede fransk og masser af afrikanere, som for hvem, det hele var så naturligt. Vi nåede dog levende ud, med de rigtige stempler og godkendte pas og var så fremme ved bagagebåndene. Her ventede os noget af en oplevelse. Rummet var proppet med mennesker, som enten ventede på bagage eller ventede på at kunne hjælpe nogen med deres bagage, til gengæld for en klækkelig sum. Det var meget overvældende hele tiden at have mennesker omkring sig, som ville snakke og tilbyde hjælp til alverden. Da vores kufferter og rygsække langt om længe kom (det føltes som evigheder før vores ting kom), kunne vi næsten ikke få hånd på dem, før unge camerounere havde lagt beslag på dem for at bære dem ud. Det lykkedes at komme ud af terminalen med den rette bagage og finde frem til Adamau, som skulle køre os til vores overnatningssted. Uden for terminalen var der dog endnu flere bærere klar til at hjælpe, og de fire piger, som havde rullekuffert med, blev ”befriet” for deres bagage. Det blev hurtigt en lidt usikker situation, for kom vores kuffert nu med til den rette bil i mørket, og hvordan skulle vi betale dem? Det var bestemt ikke let at få disse unge fyre til at give en rimelig pris, og til sidst måtte vi stikke dem nogle penge og se at komme væk i bilerne. En lidt overvældende oplevelse, som ikke blev gjort bedre af, at bilerne vi skulle køre gennem byen i, var i forfærdelig stand. Et godt råd kan kun være; tag en rygsæk med! Det er det letteste og man har hele tiden sin egen bagage.

Turen gennem Camerouns største by, var meget spændende. Chaufførerne snakkede ikke engelsk, men de kørte rigtig pænt gennem byen, så vi fra bagsædet kunne nå at få et glimt af byen. Trafikken var i vores danske øjne et stort kaos af biler, motorcykler, gående og dyr. Ingen fletteregler, ingen vigepligt intet andet end et system, man vist skal være camerouner for at forstå. Det Guesthouse vi skulle bo på var i bygninger tilknyttet en kirke. Mørket havde allerede lagt sig, så vores plan var egentlig hurtigst muligt at komme til at sove, da vi allerede klokken 04.30 skulle tilbage til lufthavnen. Der opstod dog det problem, at de flybilletter som gerne skulle ligge til os i receptionen, ikke var der. Igen kostede det opkald frem og tilbage til Danmark, men efter et par timer, lykkedes det at få fingre i billetterne.

                     

Fredag morgen stod vi op klokken 04.00 for at blive hentet af chaufførerne fra aftenen før. Der var knap så mange unge mænd der tilbød at tage vores bagage da vi kom frem til Lufthavnen, men vi blev stadig ’overfaldet’ og måtte igen punge ud for at få vores bagage båret de halvtreds meter gennem hallen hen til tjek ind. Heldigvis kom vores chauffør Adamau os til hjælp, og vi kom fint frem til tjek ind. Vi var bestemt kommet i god tid frem til lufthavnen og sad længe og ventede. Allerede her tidligt om morgen meldte sulten sig, da vi ikke havde fået mad eller drikke siden måltidet på flyet dagen før. Heldigvis blev der serveret en fin lille croissant og en forfriskning på flyet – det skulle dog vise sig at være vores eneste måltid i mange timer. Vi havde en rigtig fin flyvetur fra Douala, som er den største by og så videre til Yaounda som er hovedstaden for så at lande i Gaoura, vores endestation. Her ventede os en stor velkomstkomite, bestående af vores kontaktperson Ezai, præsidenten for kirken (compounden) Robert, den økonomiske administrator Silas og den nytilkommende læge Mark. Ombord på flyet havde vi også i løbet af kort tid gjort et flot bekendtskab med en mand, som også arbejdede inden for kirken. Han var utrolig imponeret af det arbejde vi havde foran os i Cameroun. Også han var utrolig venlig og hjælpsom og har hjulpet os frem til nogle SIM-kort.

Da vi kom frem til compounden var der igen stor velkomst og vi blev præsenteret for endnu flere mennesker. Efter en flot velkomst blev vi vist frem til vores to lejligheder, hvor vi sover tre i hver. Vi har indrettet den ene lejlighed med køkken og spisebord, og den anden med sofaer og hygge. Her havde vi så tid til at pakke ud og se os lidt om i compounden. Efterhånden var det ved at være mange timer siden vores sidste reelle måltid (på flyet) og varmen gjorde det ikke lettere. Heldigvis kom Ezai os til undsætning og inviterede os på frokost sammen med Silas. Her blev vi præsennteret for lokal fisk og stegte bananer som tilbehør. En lidt sjov sammensætning og bananerne faldt ikke i alles smag, heldigvis var der dog også ris til. Efter et dejligt måltid drog vi hjem igen. Vi mødte flere og flere både børn og voksne i compounden og forsøgte hele tiden at forøge vores lille ordforråd.  Efterhånden som timerne gik, blev vi mere og mere tørstige. Gasflaskerne til vores komfur var tomme og vi kunne derfor ikke koge noget vand. Ezai havde lovet at der ville komme vand, men efterhånden som tiden gik, blev vi enige om lige at gå ned og høre ad. Det var en god beslutning da der et eller andet sted i kommunikation var gået noget tabt. Heldigvis var det ikke for sent og vi fik en dejlig masse vand. Ovenpå en tår vand eller to gik vi i seng og fik en dejlig nattesøvn.

Lørdag morgen stod vi op til en ny dag, alle i højt humør over den flotte velkomst. Vores eneste bekymring for denne dag var at vi ikke vidste hvordan vi skulle få morgenmad. Dagen før havde vi aftalt med Ezai at vi ville få noget brød eller hvert fald mel mm. så vi kunne bage et brød til vores morgenmad, og han havde sendt sin assistent i byen for at finde det til os. Han vendte dog kun tilbage med vand (hvilket vi også havde ventet 7 timer på) og lidt ost. Vi regnede så med at det ville komme næste morgen, men det gjorde det dog ikke. Vi havde efterhånden lært, at tingene foregår ”African time” så vi ventede troligt. Da morgentimerne var forbi og middag nærmede sig begyndte vi at blive halv dårlige, og Dorte og jeg gik på jagt efter lidt brød. Det endte dog med, at vi snakkede med Ezai, som nærmest fløj op af stolen og undskyldte mange gange. Han troede at vi fredag aften også havde fået brød, så vi selv kunne spise morgenmad. Vi kørte direkte mod det store marked for at handle. Det var selvfølgelig ikke et supermarked som vi kender det fra Danmark, men der var rigtig mange varer, og alt hvad vi skulle bruge – næsten. Hvad vi ikke kunne få det ene sted, fandt vi det andet. Det eneste som vi virkelig mangler, er gas til komfuret; uden gas ingen mad. Gas er dog midlertidigt udsolgt her i Garoua(!), hvilket medfører at vi de næste par dage må leve af brød. Ezai og hans kone bød på mad her til eftermiddag, og det var endnu en gang en stor venlighed og gæstfrihed der mødte os. Generelt har vi ikke mødt andet end hjertevarme og gæstfrihed her i Garoua.

I dag er der her i compounden blevet afholdt møde for regionens præster, hvilket medførte at vi seks piger mødte op på række og forsigtigt præsenterede os på fransk. Vi fik også sunget en dansk sang for forsamlingen og lavede en kort præsentation af vores ophold på engelsk.

Aftenen er blevet brugt på compounden, hvor vi har besøgt gadebørnene og set hvordan pigerne fletter deres hår – hvilket er en utrolig kreativ og spændende proces. I skrivende stund sidder vi alle samlet og snakker om morgendagens gudstjeneste, oplevelse og selvfølgelig vores mad situation – forhåbentlig kommer gassen inden alt for mange dage.

Varme hilsner fra Cameroun
Dorte og Helene