tirsdag den 13. september 2011

Siden sidst

Tiden flyver af sted, eller måske egentlig ikke.. Man skulle vel tro, at efter snart 14 dage, så var vi nu inde i tingene, havde en hverdag og var rimelig stabile og vores projekter. Men det er ikke helt virkeligheden. I Cameroun, og garanteret mange andre steder i Afrika, foregår tingene i sit helt eget tempo. Hvor vi danskere elsker dynamik og tempo, så er afrikanerne helt anderledes. Aftaler laves når man lige ”støder på hinanden”, og hvad der kan ske i dag, sker oftest i morgen. Forhåbentlig lærer vi at sætte pris på, at vi nogle gange bare skal læne os tilbage og slappe af.
Heldigvis kan man sige, er det meget rart, at vi netop i denne tid, hvor vi står uden gas og dermed uden mulighed for selv at lave varme måltider i huset, ikke bruger så forfærdelig meget energi, eller rettere; vi kan selv disponere over dagen. Vi har dog ikke mødt andet end hjælpsomhed, så vi har både været ved Mama i præsidentens hus og ved Elia i løbet af ugen, for at lave vores varme mad en gang om dagen. Resten af tiden står den på brød og lidt rester af ris eller pasta.
Ovenpå alt dette, skal det dog siges, at Cameroun er skøn. Vi møder flere og flere mennesker, og har nu haft de to første dage på college. Vi er delt ind, så vi er to hold med tre på hver. Dermed er der tre, der den ene uge underviser på college, mens de andre underviser i primary og nursery school. Ugen efter er det så omvendt. Oveni denne undervisning kommer så alle de andre opgaver med biblioteket, gadedrengene, gæstehusene, administration mv., som vi fordeler i mellem os alt efter, hvem der har tid. Vi er også i denne uge begyndt at få fransk undervisning med Mr. Bennett. Det skal nok blive rigtig sjovt at lære noget fransk, men lige nu, er det rigtig svært og vi føler lidt et pres fra mange sider, for at kunne tale mere fransk – men vi har altså kun lige været her 12 dage!

Ja det var vel egentlig status sådan lige pt. I løbet af ugen skulle vi gerne få mere at vide om primary og nursery school, og så kan vi rigtig komme i gang med at ligge ugeplan – sikke vi glæder os! Ellers har vi haft en stille og rolig weekend, hvor vi fredag var på markedet med Esther for at købe stof til vores flotte kjoler, som hun vil sy til os. Vi har allerede set resultatet af de første, og de er rigtig smukke! Vi er også alle blevet flittige brugere af kortspil mv., så vi i løbet af dagen kan samles om et slag Skip-Bo eller andre sjove spil. Søndag var vi igen i kirke. Denne gang var der langt flere mennesker end sidste gang, og der var band som spillede op. Det var endnu en gudstjeneste på 2½ time, men tiden flyver næsten af sted, når mange af indslagene er sang, eller andet rytmik.
Mandag formiddag tog de første to til college for at overvære Mr. Bennett (ham som også er vores fransklærer) undervise en klasse i engelsk. Vi andre gik på biblioteket for at begynde med lidt rengøring – hvilket viste sig at være meget tiltrængt. Støv og sand havde lagt sig overalt i rummet og lagde en brun hinde på alt; bøger, reoler, gulve, borde, vindueskarme, papirer, skrivebord; alt var dækket. Bevæbnet med klude og vand, gik vi i gang med at tørre af. Det blev en større omgang, hvor også loftet fik en tur med kosten, da der var rigtig, rigtig mange edderkopper og edderkoppespind overalt. Resultat blev efterhånden synligt, og da de sidste frøer også var jaget ud af lokalet, var vi klar til at rykke lidt om. I dag har vi så sat bøger op, og er begyndt at lave en inventarliste, hvilket nok skal vise sig, at være en større opgave, specielt da biblioteket også har et lager, som mest af alt ligner et lokale, hvor folk har sat kasser og bøger ind, for så at tænke ”så forsvinder de nok af sig selv”. Når det så rigtig kommer op at køre, og vores fransk forbedres en smule, er det meningen at vi skal tage i mod kunder, som enten skal købe bøger (ja lidt misvisende at man så kalder det et bibliotek) eller bestille tryksager fra trykkeriet overfor. Et rigtig hyggeligt projekt.
I morgen er der så endnu en dag, og hvad den byder på, det vil vise sig!

PS. Læs senere i dag om Dorte og AT’s eventyr med vores fine vaskemaskine!

4 kommentarer:

  1. Ih altså! Hvornår er 'Senere i dag'? :P Det lyder som om at i, trods manglen på gas, har det godt! Jeg savner jer..

    SvarSlet
  2. Ups, den røg vist lige i svinget... AT som højt og helligt har lovet at skrive et lille stykke om vores fine maskine (som pt står på køkkenbordet), er ikke lige kommet så langt endnu. Men ejg skal nok lige prikke til hende, og så kommer der nok noget snarest - men alting tager jo som bekendt tid i Afrika! :D

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt at høre om jeres hverdag. Det set ud til at I alle 6 får nok at se til, når først aftalerne kommer på plads. Vi har set de første fotos fra jer, og det giver os andre en bedre indblik i jeres afrikanske dagligdag.
    hilsen mor Grethe

    SvarSlet
  4. Det lyder da spændende, at vi må høre noget om jeres vaskemaskine. Men nu er der gået en uge, og det er da ikke "senere i dag." Men hvis historien ikke kommer, så er det ok. Det er er fint som I gør det.

    SvarSlet