Kunsten at dele

I dag, torsdag er det en uge siden vi begyndte vores rejse mod Cameroun. I denne uge har vi oplevet rigtig meget og flere af os synes at det føles som en hel måned vi har været væk fordi vi bare har oplevet så meget på den her uge.

I går aftalte vi med Elia at vi ville kigge ned til ham og drengene her i formiddag. Vi havde en masse tomme 2 liters sodavandsflasker, som vi ville fylde lidt vand i og på den måde bruge dem som bowlingkegler.
Vi gik ned til drengene kl. 10 her i formiddags for at spille bowling med drengene, men desværre kom vi lige i primary school’s frikvarter og derfor var der rigtig mange børn, som kom og så på os hvide mennesker. Det var rigtig synd for drengene, at de på grund af vores hudfarve fik så meget uønsket opmærksomhed. Børnene fra primary school stod og maste op af drengenes hegn for at kigge på os; de fremmede mennesker med en anden hudfarve. Til sidst var vi seks piger nødt til at gå ind på Elias værelse så børnene ikke kunne se os. Nogle af børnene forsvandt efter lidt tid, når der ikke var nogle danskere at kigge på. Det var en lidt skræmmende oplevelse for os, som bare gerne ville gøre noget godt for drengene, men så fik de så meget opmærksomhed, som gjorde flere af dem kede af det. Da børnene fra primary school skulle have time igen kl. 10.30 forsvandt børnene heldigvis, og vi kunne endelig begyndte at bowle med drengene.

Det var en rigtig god oplevelse at bowle med drengene, og man kunne se, de nød det. Vi startede med at sætte keglerne op og kaste boldene tilbage, men der gik ikke længe, før drengene selv havde set systemet. En af de rigtig sjove og lærerige ting, var drengenes opfattelse af det at dele og skiftes. Vi havde sat to baner op og havde fire bolde. Dermed skulle drengene på skift kaste med bolden mod flaskerne. De højeste og dermed store drenge, fik oftest bolden, fordi de var fysisk overlegne. Vi prøvede mange gange at forklare dem, at de skulle skiftes, og det lykkes også udmærket. Man kunne hurtigt se, hvem der havde fanget pointen med at skiftes, og hvem der syntes, det var sjovest bare selv at skyde hele tiden. Vi piger havde i hvert fald en rigtig hyggelig formiddag, og drengen virkede også rigtig glade for den nye leg – de beholdte i hvert fald flaskerne da vi gik.

En ting som ikke rigtig bringer smilet frem hos os hernede, er at vi nu (igen) er løbet tør for gas. Vi var ved at bage brød i går aftes, da gassen slap op, så her til morgen, måtte vi igen på jagt efter Ezai, så han kunne sende bud efter noget brød. Vi ser derfor nu igen frem til et par dage med hvidt brød til alle måltider. Dog blev vi glædeligt overrasket, da Esther (en af kvinderne på compounden) kom med to gryder mad til os. Helene havde tidligere været nede forbi Mama (præsidentens kone) i sin søgen på gas, hvor de ude bagved sad og lavede mad, og der havde de snakket lidt om, at vi ikke havde noget mad, før vi igen fik gas.  Det var en rigtig flot gestus, at de lige tænkte på os i deres måltid og sendte lidt mad op til os. Aftenen skal gå med afslapning da manglen på gas og dermed mad, ikke ligefrem giver den store energi i denne varme.