fredag den 14. oktober 2011

Vores liv i Cameroun

Efter mange forespørgsler, vil vi lave et lille særskilt indlæg om vores hverdag hernede i det dejlige land.
Vi er delt i to grupper, som hver uge skifter mellem primary school og college. Når man er på college er alle tre piger samlet afsted. På primary school er der derimod to afsted, for at den sidste kan passe bogbutikken også. Timerne fra 7.30 til 12 bliver altså hver dag brugt enten i college eller på primary school. Dog skal man ikke glemme, at vi tirsdag, onsdag og fredag underviser drengene om formiddagen. Tirsdag og fredag er det primary-holdet mens det onsdag er college-holdet der underviser drengene. Vi mødes til frokost hver dag mellem 12 og 13. Klokken 13.30 skal der igen sidde en i bogbutikken, mens der for de andre er lidt mere frit slag. Tirsdag er der fysisk aktivitet for drengene klokken 15, hvor vi ofte er alle mand afsted (undtagen den i butikken). Torsdag er vi også hos drengene, mest bare for hyggens skyld og for at lave lidt lektiehjælp med de, der har lyst. Torsdag aften er der også besøg hos drengene af evangalisten Silas, hvor vi også deltager. Onsdag går vi ofte ned til fodboldbanen for at se drengene spille fodbold om eftermiddagen.
Og så kan måske foranlediges til at tro, at der så er masser af fritid. Meeen det vil jeg nu ikke mene. Foruden ovenstående lille resume af ugens forpligtigelser skal vi hver dag have styr på 70 andre ting. Gæstehusene skal tjekkes, gæster tjekker ind og ud, lønninger skal udbetales og meget andet. Vi handler også på markedet flere gange om ugen. Lige i kort gåafstand fra compounden ligger det lille marked, hvor vi kan købe det meste. Her bevæger vi os ned, typisk en tre-stykker for at købe grøntsager og andre dagligvarer. Og hvis i skulle være i tvivl, så er det at handle på et marked i Cameroun, altså ikke det sammme som at gå i Bilka og tage varer ned fra hylderne. For det første, er der ikke noget klimaanlæg(!), gadesælgere råber fra højre og venstre, og markedet er en stor labyrint. I skrivende stund, er vi lige kommet tilbage fra en tur på markedet. I dag gik vi alle afsted, da vi ville kigge på stof til at få syet flere kjoler. Vi gik derfor seks mand afsted, med rygsække på ryggen og penge godt gemt i en af taskerne. Efter en farefuld færd langs den trafikkerede vej, kommer vi ind til de snorede gader (bare rolig mor, selvom der ikke er fortove, så er det ikke så slemt; før motorcyklerne, som der er mange af, kommer drønende forbi, så dytter de lige så vi kan hoppe til siden). Måske er gader ikke det rette ord, men rettere små stier som er tydeligt mærket efter mange års brug, som gør stierne meget hullet og noget af en udfordring at gå på. Boderne ligger helt ud til stierne. Nogle steder, specielt hvor de sælger stof, tøj, plastikbaljer, søm/skruer eller alt muligt andet, er der overdækket med intermistisk tag i form af klæder smidt over tvær-bjælker. Man skal gå på én lang rækker og sno sig mellem sælgere, varer og motorcykler, som hele tiden synes at dukke op overalt. Når vi ankommer til boderne med grøntsager, er der masser at vælge imellem og tricket er så at kunne udvælge sig de rigtige grøntsager og forhandle sig frem til den rette pris. Vi synes selv, at vi efterhånden er blevet ret gode til det, men vi bliver højest sandsynligt snydt, ved hver eneste bod vi er ved. J I dag havde Dorte og jeg fornøjelsen af, at forhandle os frem til nogle (synes vi) gode priser på stof, som inden længe skal sendes mod skræderen. Priserne startede generelt allesammen mellem 10.000 og 15.000 CFA (100-150 kroner), men da vi havde lært af tidligere køb, at alt over 10.000 højest sandsynligt var for meget, måtte vi igang med at forhandle. Da vi forlod markedet, havde vi sammenlagt brugt 17.000 CFA på tre store og fine stykker stof – altså havde vi forhandlet os frem til næsten én-tredjedel af, hvad priserne på stoffet, var startet på. I kan tro vi var stolte!
På det lille marked er der også en lille butik, som har faste priser på hylderne. Her køber vi de dagligvarer, som ikke er grøntsager såsom ris, pasta, konserves, mælkepulver og æg. Nogle gange kører vi også på det store marked, hvor de har den bedste kvalitet af mel; vi har af bitter erfaring måttet sande, at mel kan smage meget forskelligt. Det store marked har også et større udvalg af stort set alt, som ikke er grøntsager. Vi har endnu ikke eksperimenteret med at købe kød, men længlsen efter snart at sætte tænderne i et stykke kød, får os nok snart til at investere i en kylling som kan slagtes.
Vores måltider består til morgen af brød, som vi bager aftenen før med nutella (ala Cameroun). Til frokost får vi oftest ris eller pasta med sovs. Nogle gange er der lidt æg eller tun til. Aftensmåltidet varieres også med ris eller pasta med sovs til. Hertil får vi grøntsager, som altid er bestående mest af kål blandet med løg og hvidløg. Ca en gang i ugen får vi kartofler tilberedt på den ene eller anden måde med grøntsager til. Når vi er ved at være alt for træt af ris og sovs, laver vi en stor omgang pizza med cocktailpølser. Til specielle anledninger har vi også lavet pandekager med fyld – hvilket altid er en nydelse! Vi eksperimenterer også med chokoladeboller, banankager og chokolademuffins til hyggeaftener, det lykkedes som regel fint, men det hele foregår på slum og efter hvad vi lige tror der skal i, så nogle gange bliver resultatet en lidt spøjs blød chokoladekage.
Mandag til lørdag kommer Mr Bene klokken 17 for at undervise i fransk. Vi er igen delt i to hold, så det kun er tre af gangen der har undervisning. Imens laver de tre andre mad, så vi kan spise samlet klokken 18.15 – sådan ca. Efter maden og den efterfølgende opvask (opvaskemaskine har endnu ikke gjort sit indtog i Cameroun), går vi nogle gange til drenge. Andre aftener finde vi kortene frem og spiller et slag Skip-Bo eller Ligretto, læser en bog eller ser et par afsnit af en serie. Lørdag bruger vi ofte til at få vasket tøj i vores kære vaskemaskine, gøre rent, besøge familier på compounden, gå på markedet eller bare slappe af. Søndag sover vi lidt længere end normalt, går i kirke og nyder resten af dagen typisk på vores nyindkøbte tæppe, som kan ligge lige ude foran huset. Ja, sådan går dagene hernede ganske fornøjelige og altid med noget at se til.

6 hvide piger bliver mor

Mandag aften d. 10 oktober lige omkring kl. 18.30 blev en af pigerne fra vores hus opmærksom på at der lå noget ude ved siden af vores hus. Hun troede bare at det var noget af vores vasketøj der var faldet ned af tøjsnoren men da hun nærmede sig bunken der lå på jorden, kunne hun se at det var en lille dreng der lå der på jorden svøbt i nogle håndklæder. Drengen var meget lille og ikke ret meget mere end en måned gammel. Drengen var efterladt ved vores hus helt alene sammen med en pose med baby tøj. Det var noget af et chok for os alle sammen og vi vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv eller for den  skyld barnet.
Vi kontaktede vores ven Elia fra gadedrengehjemmet for at få lidt hjælp til hvad vi skulle gøre i sådan en situation. Han fortalte os, at han om eftermiddag havde snakket med en kvinde nede ved hans hus som kom gående med nogle poser i hånden. Drengene fortalte at de havde set hende gå rundt oppe omkring vores hus. Alle drengene blev sendt ud for at se om de kunne finde hende. I mellemtiden fik vi fat i kirke præsidentet og hans datter som er sygeplejerske. Kirke præsidentens datter som hedder Pauline kiggede på drengen for at se om han var okay. Kirke præsidenten fik fat i de sociale myndigheder som efter vores forventninger reageret meget hurtigt op situationen og var klar til at tage i mod drengen for at hjælpe ham. Kirke præsidenten mente at det var vores opgave at navngive drengen idet at det var os der fandt ham. Vi valgt i fællesskab alle 6 piger at navngive ham Moses Joshua. Navnet Moses fordi han ligesom i biblen var blevet efterladt af hans mor til en forhåblig bedre fremtid et andet sted. Han hedder Joshua af det simple grund at der var en af pigerne som altid har drømt om at navngive hendes dreng Joshua og nu fik hun muligheden for det.  
Rygtet om at vi havde fundet en baby uden foran vores hun spredte sig meget hurtigt. Inden længe havde vi for uden alle drengene fra gadedrenge hjemmet også besøg af det meste af præsidentes familie og en del af vores naboer som lige skulle se hvad de hvide piger nu havde gang på sådan en mandag aften.  – Her kan det indskydes, at der ikke gik mere end to dage, før nyheden om at en lille dreng var fundet på kirkensomårde af 6 danske piger, ramte radioen. Det er altså alligevel ikke helt hverdagskost, at et lille barn på den måde bliver efterladt – eller også er det igen vores hudfarve som skaber en del interesse. I hvert fald har kirken allerede nu, modtaget henvendelser fra familier, som kunne være interesseret i at adoptere barnet!
Det var en stor oplevelse at se gadedrengenes opmærksomhed og bekymring for denne lille dreng. De spurgte os rigtig mange gange om vi ville tage ham med til Danmark, der måtte vi desværre skuffe dem og sige at det havde vi desværre ikke mulighed for. Kirken kunne godt se vores problem og har lovet os at de vil følge med i drengens liv og sørge for at han har det godt. Drengen har været på hospitalet og er blevet tjekket for en hel række sygdommen. Moses blev bagefter placeret hos de sociale myndigheder som lige nu passer på ham og de vil prøve at finde en ny familie til Moses. Vi håber at vi kan via kirken nogle gange få en opdatering på hvordan det går med Moses videre i hans liv.
Helene og Dorte ønsker hvert fald Moses Joshua alt mulig held og lykke i fremtiden.

Så er der internet igen!

I dag er det fredag den 14. oktober og det ser endelig ud til, at internettet her på compounden virker. Vi havde et ordentlig uvejr for snart en måned siden, og der røg internettet desværre. Det er ellers rart når regnen melder sig, for så bliver luften renset igennem og temperaturen falder, hvilket vi kun kan sætte pris på! Der er sket meget siden sidst, nærmest så meget at der er svært at holde styr på. Jeg skal forsøge at holde kronologien, men det er så mange indtryk der falder ind over hinanden.
Vi er efterhånden kommet rigtig godt igang med al vores undervisning. Vi har fået lavet et nogenlunde holdbart skema for primary school, så vi kan komme ned og undervise både elever og lærere i engelsk. Det har hurtigt vist sig, at vi i primary school ikke kun kan være til gavn for eleverne, men bestemt også for lærerne. Hver klasse har tildelt én lærer, som så underviser i alle fag. Dermed er det ikke givet, at læren på nogen måde kan tale engelsk, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem fremmer elevernes muligheder for at lære engelsk. Vi underviser derfor både børnene og hjælper lærerene med deres udtale samt forsøger at tilrettelægge undervisningen bedst muligt til elevernes niveau.
På college har vi i de sidste uger stået på egen hånd, da Mr Bene har været hjemme i sin landsby i forbindelse med valget. Vi har derfor fire gange i ugen ca to uger sammenlagt været på college for at undervise fra 7.30 til 12.45 i forskellige klasser. Det har været noget af en mundfuld, men samtdig også en rigtig god udfordring som vi har lært rigtig meget af. Nu er Mr Bene tilbage, så nu er vores rolle i college mere observerende og kontrollerende, for at sørge for at eleverne laver noget og ikke bare kigger ud i luften – man kan godt gemme sig i klassen når der sidder 70 andre elever rundt om en. Vores timer på college giver os rig mulighed for at snakke med de andre elever, som er meget interesserede i at lære vores navne og ellers snakke en masse fransk til os, som endnu vi ikke helt forstår.
Hos gadedrengene går det også stille og roligt fremefter. Vi har, når der er flest til undervsining, 11 drenge tre dage i ugen, som vi underviser i engelsk og matematik. Der er stor forskel på, hvor meget drengene kan i forvejen. Nogle har gået i primary school og er klar til college, men er aldrig kommet videre i systemet. Andre kan ikke holde på deres kugelpen og knap stave deres navn. Derfor skal vi også variere undervisningen utrolig meget, så vi rammer de forksellige niveau drengene er på. Vi forsøger at give drengene et basalt ordforåd i engelsk, både for at det skal bruges hvis de engang kommer i skole, men også fordi, at det er vigtigt at kunne kommunikere bare en smule med udlændinge som ikke taler fransk. I matemaik arbejder vi med basale regneregler, tabeller og som noget nyt geometri. Specielt i matematik er der stor forskel på, hvor meget drengene kan, så vi laver individuelle opgaver til dem, så vidt som det er muligt.
Vi bruger efterhånden også mere og mere tid nede hos drengene om eftermiddagen. Hver tirsdag eftermiddag har vi en ”fysisk” aktivitet med drengene og for tiden er vi ved at lære at spille ultimate. Ultimate er på sin vis lidt som håndbold, bare med en frisbee. Ja altså, der er to hold, to mål(områder) og man må ikke tabe frisbee’en. Det gælder så om at få frisbeen kastet fra holdkammerat til holdkammerat uden at tabe den, eller modstanderholdet slår den i jorden. Man kan score i hver sin ende inden for et afgrænset område ved at have en spiller stående i feltet som griber frisbeen. Kort sagt, en leg som kan lære drengene at spille sammen, stole på hinanden, hjælpe hinanden og ikke tabe sit temperament. Vi hygger os allesammen i en times tid, indtil vi danskere sveder så meget, at vi ikke kan mere J Derudover er vi også ude at se, når drengene spiller fodbold mod et andet hold gadedrenge. Drengene er meget glade for deres ugentlige undervisningen i fodbold, og går meget op i det. Det er rigtig dejligt at dele drengenes interesser og glæder. Vi er også hos drengene torsdag aften, hvor evangalisten Silas kommer. Han fortæller drengene om historier og vers fra biblen og drengene er rigtig glade for hans besøg, Han beder sammen med drengene om sygdom men også om hverdagens stridigheder og problemer. Bagefter hygger vi sammen med drengene (der er for tiden 28 hvis de er samlet), som alle meget gerne vil lære os franske ord, snakke med os og lege. I går aftes lærte vi både ”hovede, skulder, knæ og tå” på fransk, lærte at danse på camerounsk vis (vi lærte dem den danske støvledans) og legede en stor omgang kludermor. Alt i alt kommer vi tættere og tættere på drengene og holder rigtig meget af dem alle.
Foruden vores undervisning har vi også lidt administrerende arbejde. Vi forsøger at holde hoved og hale i de mange gæster som kommer til compounden for at overnatte – en opgave der mange gange sætter vores fransk-kunskaber på en prøve. Derudover har vi stadig bogbutikken hver dag, hvor salget ikke er så stort, men mange stikker hovedet ind, bare lige for at sige hej. Lige pt er vi også ved at ligge budget for gadedrengene. Budgettet skal gerne kunne bruges når vi rejser herfra, men der er en del arbejde optil. Vi skal have snakket med Elia om hans udgifter og med kirken og deres forpligtigelser overfor projektet – og samtidig skal vi lige have grønt lys fra dem derhjemme i Danmark. Det hele er lidt et pusslespil, men en rigtig god udfordring til alle vores kommunikativeevner.
Hver søndag går vi i kirke, og har nu siden sidst oplevet både ungdomsgudstjeneste og endnu en (denne gang meget lang) nadver. Den anden sidste søndag er der ungdomsgudstjeneste. Her er det de unge fra området som står for gudstjenesten. De synger, beder, spiller skuespil og styrer slagets gang. En rigtig god måde at inddrage mange unge i gudstjenesten. Den første søndag i måneden er der jo nadver. Nadveren er ligseom en tilbygning på gudstjenesten, da gudstjenesten først afsluttes på normal vis, for så ti minutter senere at begynde igen, med henblik på nadveren. Menigheden har i den forgangne uge været til forberedelse i kirken og for at bevise dette, har de et kort med, som de giver når de modtager nadveren. Selve handlingen med bøn, sang og nadver tager ikke mere end en  trekvarter, men denne søndag, var der efter nadveren utrolig mange mennesker, som lige benyttede sig af lidt ”fri taletid”. Vi ved egentlig ikke helt, hvad systemet er, men tilslut ved hver gudstjeneste, kan man komme op og give beskeder til menigheden. Måske har de en form for liste man skal skrive sig på, men nogle gange er der bare rigtig mange, som har noget på hjerte. Således sad vi denne søndag i kirken fra 10.15-13.30 og ventede på at alle var færdig med at give beskeder, så vi kunne komme hjem og få noget at drikke og lidt kølig luft fra vores ”air-comdition-propeller”.
Sidste søndag var der så en kort gudstjeneste pga. præsidentvalget, så det vejede lidt op for den lange oplevelse søndagen før. Det har været rigtig spændende at opleve præsidentvalget hernede. De har kun valg hvert syvende år, så det er en sjælden begivenhed kan man næsten mene. Vi har forsøgt at snakke med mange om valget, og de fleste giver udtryk for, at de gerne vil have en ny præsident. Den siddende præsident, har været ved magten i 21 år (så vidt jeg husker) og er efterhånden ikke ung mere. Men med 22 modkandidater, hvoraf mange allerede har en plads i regeringen, er det svært at vældte ham af pinden, så at sige. Det er en kringlet affærre, men det korte af det lange er, at Cameroun nok ikke får ny præsident foreløbigt – og da slet ikke en kvinde J
Efter denne lange beretning om vores dejlige hverdag hernede, kommer lige to små historier, som falder lidt udenfor hverdagens sædvanlige oplevelser.
En ganske almindelig onsdag eftermiddag sad vi begge i bogbutikken. Vi forsøgte at komme på nettet med et lånt USB-modem-stik, for at sende artikler og mails hjem. Det lykkedes dog ikke rigtig for os, og computeren mente, at tiden skulle bruges på opdateringer. Vi besluttede os derfor for, at læse en bog. Da det var rigtig varmt og da butikken ikke rigtig har nogen god ventlilation, besluttede vi os for at sættes os udenfor på en bænk. Denne bænk står en meter fra døren ind til biblioteket og lige ved siden af indgangen til resten af bygningen, som huser en masse administration samt trykkeriet. Her sad vi så pænt ved siden af hinanden og læste. En mand kom kørende på sin motorcykel, parkerede udenfor lågen indtil bygningen og kom hen og hilste. Han sagde han kom fra el-selskabet og skulle aflæse de forskellige målere. Han stillede sig op ved den første el-måler som sidder lige ved siden af døren til bogbutikken. Her noterede han på nogle papir forskellige tal, og kiggede ind i bogbutikken, men gik ikke ind på noget tidspunkt. Han spurgte så til, hvor kontoret lå, men eftersom at alle i bygningen var gået hjem, sendte vi ham over på den anden side, til kirkensadministration. Han kom tilbage igen efter nogle minutter, og gik ind af døren til hovedbygning – altså den bygning som huser administrationskontorer, trykkeri og vores bogbutik. Trykkeri og bogbutik har deres egen indgang, men hele bygningen er forbundet med ”bagdøre”. Efter et stykke tid kom han ud igen og sagde pænt farvel. Efter et par minutter gik jeg ind i butikken igen, for at se, hvor langt computeren var med opdatere. Da jeg kom ind, råbte jeg ud til Dorte, om hun havde fjernet computeren, for den stod ikke på bordet længere. Dorte kom ind i butikken, og vi stod begge og stirrede på det tomme bord, før vi kiggede på hinanden og rundt i lokalet. Vi så hurtigt at døren ud til gangen, hvor kontorerne ligger, stod åben. Jeg løb den ene vej, mens Dorte løb den anden vej – rent tegenfilm næsten, som vi stod der på gangen og kiggede på hinanden som et stort spørgsmålstegn. Verden stod næsten stille indtil det gik op for os, at vores computer var stjålet, og den eneste der havde været på stedet, var manden som aflæste el. Selvom vi havde siddet lige udenfor døren til bogbutikken hele tiden, havde han simpelthen gået ind af bagdøren, taget computeren lagt den i sin taske og gået ud af den anden dør, lige forbi vores næser. Vi ved ikke, om det var planlagt på forhånd, men det virkede rimelig professionelt, og man skal være lidt lusket for ligefrem at udgive sig for at være en anden og stjæle på kirkensområde, som vi ellers anser for meget sikkert. Han har højest sandsynligt stået i døråbning, hvor eltavlen er, og kigget ind i butikken, hvor computeren har stået på bordet. Han har så kunnet se at der var en anden dør ind og udnyttet dette, for hvis han var gået ind i butikken ville vi have fulgt efter ham. Ved at gå gennem hovedbygningen ind til kontorerne, hvor vi troede han skulle aflæse el, har han i fred og ro kunnet tage vores computer.
Vi kontaktede selvfølgelig Ezai og straks stod mange mennesker og skulle have historien. Ezai ringede rundt for at høre, om manden rent faktisk var udsendt af elselskabet, men det var han ikke. Der var derfor desværre ikke meget at gøre, og vores computer (med dansk tastatur) bliver nok solgt på markedet, hvis han da ikke beholder den selv. En rigtig træls oplevelse, og vi var nok også lidt chokkeret over, at vi på den måde var blevet narret. Selv om computeren ikke er forfærdelig meget værd, så var der en masse mails hjem, billeder mv som nu er tabt. Men skaden er ikke større, end at vi må skrive nye mails hjem, nye blogindlæg og krydse fingre for, at vi endnu har billederne på vores kamera. Ezai har stillet en ny computer til rådighed, som vi kan bruge indtil vi forlader landet, så det er super dejligt.
En træls historie, men efterhånden kan vi trække lidt på smilebåndet af det, og være glad for at Ezai kunne hive en computer med dansk tastatur frem.
Den anden historie I får i denne omgang, kommer i et særskilt indlæg. Vi kan allerede afsløre, at historien har vagt stor opsigt og endda kommet i radioen!
Melder alt godt fra Cameroun og på snarligt genhør!