I dag er det fredag den 14. oktober og det ser endelig ud til, at internettet her på compounden virker. Vi havde et ordentlig uvejr for snart en måned siden, og der røg internettet desværre. Det er ellers rart når regnen melder sig, for så bliver luften renset igennem og temperaturen falder, hvilket vi kun kan sætte pris på! Der er sket meget siden sidst, nærmest så meget at der er svært at holde styr på. Jeg skal forsøge at holde kronologien, men det er så mange indtryk der falder ind over hinanden.
Vi er efterhånden kommet rigtig godt igang med al vores undervisning. Vi har fået lavet et nogenlunde holdbart skema for primary school, så vi kan komme ned og undervise både elever og lærere i engelsk. Det har hurtigt vist sig, at vi i primary school ikke kun kan være til gavn for eleverne, men bestemt også for lærerne. Hver klasse har tildelt én lærer, som så underviser i alle fag. Dermed er det ikke givet, at læren på nogen måde kan tale engelsk, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem fremmer elevernes muligheder for at lære engelsk. Vi underviser derfor både børnene og hjælper lærerene med deres udtale samt forsøger at tilrettelægge undervisningen bedst muligt til elevernes niveau.
På college har vi i de sidste uger stået på egen hånd, da Mr Bene har været hjemme i sin landsby i forbindelse med valget. Vi har derfor fire gange i ugen ca to uger sammenlagt været på college for at undervise fra 7.30 til 12.45 i forskellige klasser. Det har været noget af en mundfuld, men samtdig også en rigtig god udfordring som vi har lært rigtig meget af. Nu er Mr Bene tilbage, så nu er vores rolle i college mere observerende og kontrollerende, for at sørge for at eleverne laver noget og ikke bare kigger ud i luften – man kan godt gemme sig i klassen når der sidder 70 andre elever rundt om en. Vores timer på college giver os rig mulighed for at snakke med de andre elever, som er meget interesserede i at lære vores navne og ellers snakke en masse fransk til os, som endnu vi ikke helt forstår.
Hos gadedrengene går det også stille og roligt fremefter. Vi har, når der er flest til undervsining, 11 drenge tre dage i ugen, som vi underviser i engelsk og matematik. Der er stor forskel på, hvor meget drengene kan i forvejen. Nogle har gået i primary school og er klar til college, men er aldrig kommet videre i systemet. Andre kan ikke holde på deres kugelpen og knap stave deres navn. Derfor skal vi også variere undervisningen utrolig meget, så vi rammer de forksellige niveau drengene er på. Vi forsøger at give drengene et basalt ordforåd i engelsk, både for at det skal bruges hvis de engang kommer i skole, men også fordi, at det er vigtigt at kunne kommunikere bare en smule med udlændinge som ikke taler fransk. I matemaik arbejder vi med basale regneregler, tabeller og som noget nyt geometri. Specielt i matematik er der stor forskel på, hvor meget drengene kan, så vi laver individuelle opgaver til dem, så vidt som det er muligt.
Vi bruger efterhånden også mere og mere tid nede hos drengene om eftermiddagen. Hver tirsdag eftermiddag har vi en ”fysisk” aktivitet med drengene og for tiden er vi ved at lære at spille ultimate. Ultimate er på sin vis lidt som håndbold, bare med en frisbee. Ja altså, der er to hold, to mål(områder) og man må ikke tabe frisbee’en. Det gælder så om at få frisbeen kastet fra holdkammerat til holdkammerat uden at tabe den, eller modstanderholdet slår den i jorden. Man kan score i hver sin ende inden for et afgrænset område ved at have en spiller stående i feltet som griber frisbeen. Kort sagt, en leg som kan lære drengene at spille sammen, stole på hinanden, hjælpe hinanden og ikke tabe sit temperament. Vi hygger os allesammen i en times tid, indtil vi danskere sveder så meget, at vi ikke kan mere J Derudover er vi også ude at se, når drengene spiller fodbold mod et andet hold gadedrenge. Drengene er meget glade for deres ugentlige undervisningen i fodbold, og går meget op i det. Det er rigtig dejligt at dele drengenes interesser og glæder. Vi er også hos drengene torsdag aften, hvor evangalisten Silas kommer. Han fortæller drengene om historier og vers fra biblen og drengene er rigtig glade for hans besøg, Han beder sammen med drengene om sygdom men også om hverdagens stridigheder og problemer. Bagefter hygger vi sammen med drengene (der er for tiden 28 hvis de er samlet), som alle meget gerne vil lære os franske ord, snakke med os og lege. I går aftes lærte vi både ”hovede, skulder, knæ og tå” på fransk, lærte at danse på camerounsk vis (vi lærte dem den danske støvledans) og legede en stor omgang kludermor. Alt i alt kommer vi tættere og tættere på drengene og holder rigtig meget af dem alle.
Foruden vores undervisning har vi også lidt administrerende arbejde. Vi forsøger at holde hoved og hale i de mange gæster som kommer til compounden for at overnatte – en opgave der mange gange sætter vores fransk-kunskaber på en prøve. Derudover har vi stadig bogbutikken hver dag, hvor salget ikke er så stort, men mange stikker hovedet ind, bare lige for at sige hej. Lige pt er vi også ved at ligge budget for gadedrengene. Budgettet skal gerne kunne bruges når vi rejser herfra, men der er en del arbejde optil. Vi skal have snakket med Elia om hans udgifter og med kirken og deres forpligtigelser overfor projektet – og samtidig skal vi lige have grønt lys fra dem derhjemme i Danmark. Det hele er lidt et pusslespil, men en rigtig god udfordring til alle vores kommunikativeevner.
Hver søndag går vi i kirke, og har nu siden sidst oplevet både ungdomsgudstjeneste og endnu en (denne gang meget lang) nadver. Den anden sidste søndag er der ungdomsgudstjeneste. Her er det de unge fra området som står for gudstjenesten. De synger, beder, spiller skuespil og styrer slagets gang. En rigtig god måde at inddrage mange unge i gudstjenesten. Den første søndag i måneden er der jo nadver. Nadveren er ligseom en tilbygning på gudstjenesten, da gudstjenesten først afsluttes på normal vis, for så ti minutter senere at begynde igen, med henblik på nadveren. Menigheden har i den forgangne uge været til forberedelse i kirken og for at bevise dette, har de et kort med, som de giver når de modtager nadveren. Selve handlingen med bøn, sang og nadver tager ikke mere end en trekvarter, men denne søndag, var der efter nadveren utrolig mange mennesker, som lige benyttede sig af lidt ”fri taletid”. Vi ved egentlig ikke helt, hvad systemet er, men tilslut ved hver gudstjeneste, kan man komme op og give beskeder til menigheden. Måske har de en form for liste man skal skrive sig på, men nogle gange er der bare rigtig mange, som har noget på hjerte. Således sad vi denne søndag i kirken fra 10.15-13.30 og ventede på at alle var færdig med at give beskeder, så vi kunne komme hjem og få noget at drikke og lidt kølig luft fra vores ”air-comdition-propeller”.
Sidste søndag var der så en kort gudstjeneste pga. præsidentvalget, så det vejede lidt op for den lange oplevelse søndagen før. Det har været rigtig spændende at opleve præsidentvalget hernede. De har kun valg hvert syvende år, så det er en sjælden begivenhed kan man næsten mene. Vi har forsøgt at snakke med mange om valget, og de fleste giver udtryk for, at de gerne vil have en ny præsident. Den siddende præsident, har været ved magten i 21 år (så vidt jeg husker) og er efterhånden ikke ung mere. Men med 22 modkandidater, hvoraf mange allerede har en plads i regeringen, er det svært at vældte ham af pinden, så at sige. Det er en kringlet affærre, men det korte af det lange er, at Cameroun nok ikke får ny præsident foreløbigt – og da slet ikke en kvinde J
Efter denne lange beretning om vores dejlige hverdag hernede, kommer lige to små historier, som falder lidt udenfor hverdagens sædvanlige oplevelser.
En ganske almindelig onsdag eftermiddag sad vi begge i bogbutikken. Vi forsøgte at komme på nettet med et lånt USB-modem-stik, for at sende artikler og mails hjem. Det lykkedes dog ikke rigtig for os, og computeren mente, at tiden skulle bruges på opdateringer. Vi besluttede os derfor for, at læse en bog. Da det var rigtig varmt og da butikken ikke rigtig har nogen god ventlilation, besluttede vi os for at sættes os udenfor på en bænk. Denne bænk står en meter fra døren ind til biblioteket og lige ved siden af indgangen til resten af bygningen, som huser en masse administration samt trykkeriet. Her sad vi så pænt ved siden af hinanden og læste. En mand kom kørende på sin motorcykel, parkerede udenfor lågen indtil bygningen og kom hen og hilste. Han sagde han kom fra el-selskabet og skulle aflæse de forskellige målere. Han stillede sig op ved den første el-måler som sidder lige ved siden af døren til bogbutikken. Her noterede han på nogle papir forskellige tal, og kiggede ind i bogbutikken, men gik ikke ind på noget tidspunkt. Han spurgte så til, hvor kontoret lå, men eftersom at alle i bygningen var gået hjem, sendte vi ham over på den anden side, til kirkensadministration. Han kom tilbage igen efter nogle minutter, og gik ind af døren til hovedbygning – altså den bygning som huser administrationskontorer, trykkeri og vores bogbutik. Trykkeri og bogbutik har deres egen indgang, men hele bygningen er forbundet med ”bagdøre”. Efter et stykke tid kom han ud igen og sagde pænt farvel. Efter et par minutter gik jeg ind i butikken igen, for at se, hvor langt computeren var med opdatere. Da jeg kom ind, råbte jeg ud til Dorte, om hun havde fjernet computeren, for den stod ikke på bordet længere. Dorte kom ind i butikken, og vi stod begge og stirrede på det tomme bord, før vi kiggede på hinanden og rundt i lokalet. Vi så hurtigt at døren ud til gangen, hvor kontorerne ligger, stod åben. Jeg løb den ene vej, mens Dorte løb den anden vej – rent tegenfilm næsten, som vi stod der på gangen og kiggede på hinanden som et stort spørgsmålstegn. Verden stod næsten stille indtil det gik op for os, at vores computer var stjålet, og den eneste der havde været på stedet, var manden som aflæste el. Selvom vi havde siddet lige udenfor døren til bogbutikken hele tiden, havde han simpelthen gået ind af bagdøren, taget computeren lagt den i sin taske og gået ud af den anden dør, lige forbi vores næser. Vi ved ikke, om det var planlagt på forhånd, men det virkede rimelig professionelt, og man skal være lidt lusket for ligefrem at udgive sig for at være en anden og stjæle på kirkensområde, som vi ellers anser for meget sikkert. Han har højest sandsynligt stået i døråbning, hvor eltavlen er, og kigget ind i butikken, hvor computeren har stået på bordet. Han har så kunnet se at der var en anden dør ind og udnyttet dette, for hvis han var gået ind i butikken ville vi have fulgt efter ham. Ved at gå gennem hovedbygningen ind til kontorerne, hvor vi troede han skulle aflæse el, har han i fred og ro kunnet tage vores computer.
Vi kontaktede selvfølgelig Ezai og straks stod mange mennesker og skulle have historien. Ezai ringede rundt for at høre, om manden rent faktisk var udsendt af elselskabet, men det var han ikke. Der var derfor desværre ikke meget at gøre, og vores computer (med dansk tastatur) bliver nok solgt på markedet, hvis han da ikke beholder den selv. En rigtig træls oplevelse, og vi var nok også lidt chokkeret over, at vi på den måde var blevet narret. Selv om computeren ikke er forfærdelig meget værd, så var der en masse mails hjem, billeder mv som nu er tabt. Men skaden er ikke større, end at vi må skrive nye mails hjem, nye blogindlæg og krydse fingre for, at vi endnu har billederne på vores kamera. Ezai har stillet en ny computer til rådighed, som vi kan bruge indtil vi forlader landet, så det er super dejligt.
En træls historie, men efterhånden kan vi trække lidt på smilebåndet af det, og være glad for at Ezai kunne hive en computer med dansk tastatur frem.
Den anden historie I får i denne omgang, kommer i et særskilt indlæg. Vi kan allerede afsløre, at historien har vagt stor opsigt og endda kommet i radioen!
Melder alt godt fra Cameroun og på snarligt genhør!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar