søndag den 11. december 2011

Waza og Rhumsiki; dyr og smuk natur

Vores tur her først i december måned skulle gå til nogle eftersigende utrolig smukke områder. Vi skulle køre meget og havde derfor sat fem dage af til turen. Fredag morgen stod vi alle klar klokken ni med bilen pakket og madpakken i hånden. Igen var det Ezai som skulle med os på tur – hvilket er ganske smart, da han kan fungere som både chauffør og guide. Vi kom dog endnu en gang ikke helt af sted til tiden, da Ezai før han skulle møde os på compounden skulle sætte sin to-årige søn af hos en familie, hvor sønnen, Martin, skulle passes. Martin havde dog bestemt sig for, at far bestemt ikke skulle have lov til at køre på tur med os seks piger uden at han også skulle med. Her skal nok forklares, at Ezais to børn Mathilde og Martin til dagligt bor hos en anden familie, da Ezai arbejder utrolig meget og hans kone, Pauline, studerer i Maroua. Derfor ser børnene ikke så ofte deres forældre, og måske så Martin her en chance for, at få lidt kvalitetstid med sin far. Ezai bukkede i hvert fald under for Martins trillende tårer, og den lille dreng tilbragte derfor turen til Maroua på skødet af skiftevis Dorte og AT, så han kunne komme op til sin mor i Maroua.
Efter et hurtigt stop i Maroua, hvor vi kunne spise vores medbragte madpakke, begyndte turen af hullede veje til Wazapark. Det er bestemt ikke nogen fornøjelse at færdes på de camerounske veje, og man møder da heller ikke mange modkørende biler på de hullede sandveje. Til gengæld er der masser af motorcykler og gående på de lange strækninger i mellem de små landsbyer. Heldigvis er det et flot landskab at køre i, hvor der konstant dukker nye bjergtoppe op i horisonten og landsbyerne ligger tæt ud til vejen. Ved aftentide går solen ned bag bjergene og vi har haft nogle utrolig smukke aftener, hvor vi har kunnet beundre den nedgående sols effekt på aftenhimlen.
Fredag sen aften ankom vi til et flot hotel beliggende på en skrånende klippeside ved Wazapark. Her fik vi os hurtigt installeret på nogle hyggelige værelser og så af sted op mod spiseafdelingen så vi kunne få stillet vores sult. Vi satte os på en hyggelig overdækket terrasse, hvor vi nød ”bush-chicken” og så på bush-brand i det fjerne. En dejlig afslutning på en bumlet tur på over 300 km.
Næste morgen stod vi op klokken 05.30 for at se solopgang. Det var en helt anderledes oplevelse at stå op så tidligt og mærke, at Afrika rent faktisk kan være utrolig kold om morgen. Vi pakkede os ind så godt vi kunne, tog tæpper med, og fandt en klippeside hvor vi kunne komme lidt op i højden og se ud over Wazapark. Her sad vi så fint på rad og række og ventede på, at solen skulle kigge op over bjergene. Der var dog desværre lidt overskyet denne morgen, og vi så derfor ikke meget andet end solens effekt på de mange skyer. Vi klatrede ned igen og spiste vores morgenmad med udsigt til solopgangen. En smuk oplevelse, som også virkelig viste, at før solen står på himlen om morgen er det koldt, men ikke længe efter at solen titter frem, stiger temperaturen hastigt.
Efter morgenmåltidet vat det tid til safari. Vi skulle køre i vores egen bil og så have en lokal guide med ind på området. Wazapark strækker sig over et kæmpe område som rækker hele vejen til Tchad. Derfor fordeler dyrene sig også over et kæmpe område og der er ingen garanti for, hvilke dyr man kommer til at se. Waza åbner først for turister sidst i november måned og har åben indtil omkring maj måned. Vi kørte med højt humør ind i parken og var spændte på, hvilke dyr der ville vise sig for os denne tidlige morgen. Det var tydeligt at Waza er et sted for turister; allerede på hotellet havde vi set flere hvide samlet end under hele vores ophold i Cameroun, og ved indgangen til parken holdt store biler med hvide mennesker klar til at tage på safari. Inde på området følger man mere eller mindre tydelige spor rundt i området, mens guiden og alle vi andre holder skarpt udkig. De første dyr der viste sig var to store strudser som løb inde mellem det høje krat. Når først man har dyr i sigte, er hjulsporerne ikke så vigtige og man kører så man bedst muligt kan komme tæt på. Efter vores strudsejagt fortsatte vi rundt i landskabet, som hovedsageligt er lave buske og træer ind imellem flade og øde områder. Der er ofte brande i området, som farver jorden sort og fjerner små planter. Der gik ikke længe, før vi så de første efterladenskaber fra elefanter, og stemningen blev straks høj og vi håbede at være så heldige at der var elefanter i nærheden. Guiden kunne dog fortælle, at det var sjældent man så elefanter og løver gemte sig også ofte længere inde i parken.
Vi brugte timerne fra 7 til 11 på at køre rundt på området i langsomt tempo både for at kunne holde udkig efter dyr, men også for ikke at ødelægge bilen på de hullede veje. Vi så mange vandhuller, hvor store og små fugle holdt til og indimellem var der også antiloper nede for at drikke. Vi så mange antiloper og gazeller på vores tur, nogle i små grupper andre med helt op til 20-25 store dyr i en flok. Mest spændende var nok girafferne som også gik rundt i parken. Vi mødte en stor flok på 12 giraffer og senere en lille familie med mor, far og unge.
Omkring klokken 11 bevægede vi os ud af området igen og tilbage til hotellet for at spise frokost. Vi ville tage ud i parken igen senere på eftermiddagen for at se, om vi skulle være heldige at finde en løve eller to. Selvom vi ihærdigt ledte og ledte, fandt vi dog heller ikke hen på eftermiddagen nogle løver, så vi besluttede os for at indstille jagten og i stedet bruge resten af eftermiddagen og aftenen på at få tilbagelagt det lange stykke vej fra  Waza til Maroua.

Søndag morgen vågnede vi, efter en tiltrængt nattesøvn i Maroua, op til endnu en dag med masser af kørsel. Destination var Rhumsiki som er et naturskønt område med høje bjerge og dybe dale på grænsen til Nigeria.
Det første stykke vej mod Rhumsiki var i udmærket stand, og vi nåede i fint tempo de første 80 km og havnede dermed i Mokolo, hvor Ezai’s familie bor. Ezai’s far er død, og ved hans død efterlod han sig tre koner og intet mindre end 25 børn(!). Vi besøgte Ezai’s mor som bor sammen med kone nr 2 og de yngste børn. Vi blev budt hjerteligt velkommen og blev placeret i skyggen af det store mangotræ. Ezai forsørger størstedelen af familien med sin løn, som han hver måned sender en andel af til sin mor, samt betaler for yngre søskendes skolegang. Det var rigtig dejligt lige at strække benene og få lidt vand at drikke, før vi igen krøb i bilen for at køre videre mod Rhumsiki. Vi bevægede os i langsomt tempo mod Rhumsiki; vejen var utrolig dårlig og den 50 km lange strækning blev tilbagelagt på 3 timer. Vi skulle gøre et kort holdt i en mindre landsby, hvor Ezai lige skulle ind og hilse på nogle venner. Vi piger besluttede os for at benytte tiden til at se det lokale marked. Det blev dog til et længere markedskig, da vi forgæves ventede på Ezai. Det vidste sig, at bilen var gået i stykker lidt længere nede af vejen, hvilket betød 3 timers ventetid, hvor hele hjulet blev taget af og bilen svejset. Efter denne mindre forsinkelse kørte vi videre mod Mr Bene’s (vores fransklærer) familie. Mr Bene har ikke råd til at hans 6 børn kan gå i skole i byen, så derfor bor hans kone og børn sammen med hans forældre i en lille village. Vi gjorde et kort men hyggeligt stop hos familien og tog nogle gode billeder af familien, som vakte stor glæde hos Mr Bene, da vi igen kom hjem. Vi gjorde også et kort stop på en lille bakketop, som viste sig at være grænsen til Nigeria. Dermed kunne vi tage nogle fine billeder med det ene ben i Cameroun og det andet i Nigeria. 
Vi ankom til det højt beliggende Rhumsiki da mørket havde sænket sig. Vi bestilte mad på en lokal restaurant, og kørte så mod hotellet. Vi blev indlogeret på et smukt beliggende hotel med dejlige værelser og VARMT vand. En fornøjelse for første gang i 3 måneder at tage bad i tempereret vand, medmindre man havde fået det værelse, hvor der kun kom varmt vand, og det var bestemt også varmt. Vi spiste – efter over 2 timers ventetid – et lækkert måltid mad, og så hjem på hovedet i seng.
Mandag morgen stod vi igen tidligt op for denne gang at se solopgang over Rhumsiki. Vi havde på forhånd lejet en guide, som skulle vise os rundt i området hele dagen. Han viste os op på en nærliggende bakke og herfra kunne vi se den smukke solopgang, og samtidig observerer, hvordan byen vågnede i takt med, at solens stråler begyndte at ramme de stråtækte tage. Efter solopgangen kunne vi lige nå en halv time i sengen, før vi igen stod op og spiste morgenmad og mødtes med Olivier, vores guide. Han havde planlagt en tur på en tre timer, hvor vi skulle ned i dalen, hvor der lå en lille landsby og hvor grænsen til Nigeria gik i mellem to bjergtoppe. Man kunne godt mærke, at vi var kommet lidt op i højden for vejret var køligere og vinden blæste en smule. Det var en smuk nedstigning mod dalen, hvor Olivier fortalte på fransk om omgivelserne. Det var meget interessant at høre om området og dens historie og en stor succesoplevelse rent faktisk at forstå, hvad vores fransktalende guide fortalte os. Nede i dalen hilste vi på de få beboer, købte lidt souvenirs og mødte for anden dag i træk den nigerianske grænse, som på ingen måde er afmærket. Vi gik en lille tur i dalen, før vi ved middagstid begyndte opstigningen. Opstigningen var mindst ligeså smuk som nedstigningen og det var rart at bruge en dag på gåben og ikke i en rumlende bil. Vi skiltes fra vores guide ved hotellet omkring klokken 13 og aftalte at mødes igen klokken 15.30 for at se lidt nærmere på landsbyen Rhumsiki. Vi brugte de ledige timer til at spise frokost og slappe af på hotellets terrasse. Da vi mødtes med Olivier igen, blev vi vist rundt i byen, hørte lidt lokalhistorie, fik vist de træer hvor hhv. mænd, kvinder og unge samles når de har brug for at snakke om deres problemer og ikke mindst mødte den lokale spåmand, som kunne give os en spådom med på vejen. Vi købte også souvenirs af den lokale kvindeorganisation, som lavede krukker og potter.
Efter en lang og dejlig dag spiste vi aftensmad på hotellet og brugte et par timer sammen med Ezai, hvor vi forsøgte at lære ham at spille Skip Bo.
Tirsdag morgen skulle vi op og af sted hjem mod Garoua. Vi forlod hotellet lidt i ti og begyndte nedstigningen fra bjergene i Rhumsiki. En tur på 200 km, hvoraf de 50 igen foregik på hullede veje og med 20 km/t.

I dag er det tredje søndag i advent og vi har i dag været til den sidste gudstjeneste i kirken, hvor vi fik sagt farvel til hele menigheden. Den kommende uge er tætpakket med aktiviteter, hvor vi i morgen skal til et arrangement for byens gadedrenge, tirsdag-onsdag skal en tur til Roi Bouba (en muslimsk konge), torsdag skal markedet besøges for sidste gang og fredag skal vi sige ordentlig farvel til compounden og gadedrengene, før vi lørdag skal til bryllup hos Pauline (kirkepræsidentens datter). Lørdag aften letter flyet fra Garoua mod Douala og søndag nat skal vi flyve mod Hamborg.
Vi skal beklage at der ikke kommer så mange billeder på vores picasa album, men vi er ikke så gode venner med det camerounske netværk for tiden. Vi håber det lykkes os at få nogle flere op.

torsdag den 1. december 2011

Traditionelle huse, flodheste og shoppping

Yagoua, Maga og Maroua

Endelig er tiden kommet til, at vi her på bloggen skal begynde at fortælle lidt om, hvad Cameroun kan byde på af seværdigheder foruden vores kære by, Garoua. Denne weekend stod på besøg i det nordlige Cameroun, hvor vi skulle besøge byerne Yagoua, Maga og Maroua. Efter planen skulle vi tidligt fredag morgen køre mod Yagoua i vores lejede bil med plads til os seks piger og Ezai som chauffør. Men som alt andet her i Afrika startede vi ud med forsinkelse. Torsdag aften midt i alle forberedelser til at tage afsted, modtog vi den kedelige nyhed, at vi ikke kunne få bilen før lørdag morgen. Dermed var der ikke andet at gøre, end at vi måtte afsted ekstra tidligt lørdag morgen og så skære lidt af programmet af. Fredag brugte vi derfor på mentalt at forberede os på weekends mange timer på de støvede, hullede camerounske veje. Læs: vi slappede af, bagte kager og slappede mere af. J
Det viste sig dog, at vores forberedelser bestemt ikke var spildte, for vejen til Yagoua var næsten fire timer lang og ikke nem. Det fleste veje er asfalteret og næsten brede nok til to biler, men selvom de er asfalteret er de ikke uden kæmpe store huller, revner og mange års slid. Når asfalten slipper op eller er tilstrækkelig slidt, kører man i sand. Dermed brugte vi timerne siddende tæt op ad hinanden hoppende op mod loftet og med støv overalt. Vores første mål i Yagoua var et hospital hvorpå Marc arbejder (Kirkepræsidentens nevø, som vi mødte da vi ankom hertil). Marc var desværre ikke på hospitalet, da han var rejst mod Yaounde, men hospitalets administrator viste os rundt på de forskellige afdelinger. Det var rigtig spændende lige at få et lille indblik i, hvordan man er stillet, når man kommer som patient i Cameroun. Yagoua er en større by (sammenlignet med de mange små landsbyer rundt om) og hospitalet havde da også flere afdelinger samt en sengebygning. Hovedsagelig kan man sige, at de små konsultationsrum er meget spartanske med slidte, plastikbelagte madrasser og udstyr af ældre dato. Men hvis man sammenligner hospitalet i Yagoua med et lille hospital vi så i en landsby en times kørsel udenfor Yagoua, var det tydeligt at landsby hospitalerne er mere slidte, beskidte og med færre midler. De hospitaler vi indtil videre har set, har alle deres eget lille laboratorie, hvor der står et stereoskop og lugter meget af klor. Her kan man især se, hvor få midler hospitalet har at gøre med, da udstyret typisk er slidt og bestemt ikke, hvad vi vil kalde tidssvarende. I Yagoua var der også en øjenlæge, som havde sit eget lille rum, hvor han kan tjekke patienternes syn ved en synsprøve, som minder meget om den, vi kender fra Danmark.
Efter vores hospitalsbesøg havde vi inviteret os selv på besøg hos Marcs familie bestående af hans kone Esther og deres tre børn. Vi havde snakket rigtig meget med Esther da de var i Garoua i september og glædede os til at se hende og børnene igen. Desværre var Esther ikke hjemme da vi kom forbi dem, så vi bestemte os for at køre ud og se grænseovergangen til Chad og så vende tilbage for at hilse på Esther senere. På vej ud af byen og mod floden som skiller Cameroun og Chad, punkterede vi dog. Ud af bilen strøg vi allesammen, konstaterede at den var helt galt og glædede os over, at vi bagpå havde et reservehjul. Det er vist ikke hver dag, at seks hvide piger punkterer midt i Yagoua – i hvert fald havde vi en mindre skare omkring os imens vi ventede på, at Ezai skiftede dæk, så vi kunne trille mod nærmeste værksted. Ventetiden ved værkstedet brugte vi på at få lidt koldt at drikke og et par af de medbragte pandekager. Esther havde hørt at vi befandt os nede i byen, så hun kom og hilste på os allesammen. Efter et hyggeligt gensyn var det tid til at se nærmere på floden samt Chad og derefter vende snuden mod Maroua, hvor vi skulle overnatte. I regnsæsonen rykker grænseovergangen til Chad sig, da floden går over sine breder, men i disse tøretider, kan man stå på den ene flodbred og vinke over til Chad. Hvis man vil over på den anden side, kan man benytte de lokale små fiskerbåde eller den større bilfærge, som vel bedst kan sammenlignes med en stor jerntømmerflåde.
Tre raslende timer var der tilbage til Maroua, hvor Dorte og jeg krøb om bag i bilen og forsøgte at finde os til rette på de støvede veje. På hjemturen var vi på et kort visit ved et præsteseminarium. Her så vi undervisningslokaler og det område, hvorpå præsteeleverne og deres familier bor. Ellers bød hjemturen på mange små landsbyer der passerede forbi, øde områder med lave buske og store kvægflokke samt en smuk solnedgang bag bjergene. Vel fremme i Maroua fandt vi frem til vores overnatningssted, som var nogle ret nye volontørlejligheder midt i byen. Her var rigtig fine forhold og en dejlig lille terrasse, hvor vi næste morgen kunne indtage en lækker morgenmad i den varme morgensol.
Søndag skulle vi igen tidligt op, for to timers camerounskeveje lå imellem os og Maga, som var dagens destination. Et langt stræk derud af på om end muligt endnu ringere veje, endte heldigvis i sidse ende ved en stor smuk sø. Vi havde alle set meget frem til forhåbentlig at skulle se nogle flodheste på nær hold. Derfor var Ezais førse mission at finde nogle fiskere, som kunne hyres til at sejle os ud. Aftalen blev, at vi senere på dagen kunne vende tilbage, og så ville de tage os med ud på søen. I mellemtiden kunne vi køre til den nærliggende landsby Pus, hvor vi kunne se nogle traditionelle huse. Vi troede egentlig blot, at vi skulle se nogle lerhytter med stråtag som så mange gange før, men det viste sig, at disse huse var meter høje hytter, næsten formet som bikuber. Disse huse blev brugt for 50 år siden, men i dag er de kun for at vise frem. Typisk boede der en enkelt familie indenfor indhegningen som rummede tre – fire huse. Her kunne manden bo med sine koner og børn. Konerne og børnene havde deres hytter og manden havde sin egen. I alle hytter var der plads til, at dyrene også kunne sove inde. I hytterne var der også ildsteder og ”hylder” til opbevaring af service og mad. Væggene var dekoreret med tegninger og i loftet hang flagermusene i små klynger. Et af husene havde en lille tilbygning som blev brugt til opbevaring af mad og mennesker under ufredstider. Man kunne let forsvare den lille indgang og rummet var derfor optimalt til beskyttelse. Efter et spændende besøg, kørte vi tilbage til Maga, for lige at se lidt mere af byen, som faktisk er kirkepræsidentens landsby, hvor han har boet med sin familie, før de flyttede til Garoua. Vi så også en lokal radiostation som er under opførsel med støtte fra Mission Afrika. Herefter var det endelig tid til vores flodhestesejlads. Vi blev alle syv placeret i en forvokset kano med motor i den ene ende. To mand var med til at styre, den ene siddende bagerst ved motoren den anden foran som udkigspost. Vi var meget spændte og måske lidt anspændte også da vandet eftersigende ikke blot skulle indeholde flodheste men også alligatorer og alt muligt andet (sandhedsgraden står dog lidt ud i det uvisse). Vi krydsede søen for på den anden side at ramme et bredt stykke med høje vandplanter og smalle passager. Vi sejlede gennem vand-junglen til en lille landsby isoleret på en ø midt ude mellem de høje planter. Her gik vi i land, hilste til højre og venstre og følte os måske nok allermest til skue for de lokale. Heller ingen flodheste viste sig på den lille ø, så vi sejlede ud igen for at fortsætte vores jagt. Vi kom til et stort område, hvor fiskerne fortalte at de tidligere på dagen havde set hundrede flodheste. Men nu var der altså ingen, og vi vendte lige så stille vores båd tilbage mod den bred, vi var sejlet ud fra. Undervejs havde vi haft lidt problemer med at båden gik i stå og havde lidt vanskeligheder med at starte, og ligefør vi ramte bredden gik motoren da også helt ud, og vores ”kaptajn” kunne informere at han måtte tilbage ud i en anden lille båd for at hente en dims, som var tabt fra motoren. Alle disse informationer trængte dog ikke langt ind, da vi pludselig så en stor flodhest stikke snuden op. Desværre fik vi ikke meget mere at se, da flodhesten var på vej modsatte vej af, hvad vores 2. styrmand stagede båden imod og uden motor, var der ikke meget at gøre. Men en flodhest var det - stor og flot! Sikkert i land igen takkede vi for turen og trak tilbage til vores bil for at begynde hjemturen til Maroua. Hjemturen var mindst ligeså lang som turen derud, og vi var alle trætte. Da vi ankom til Maroua var vi lige ude forbi et universitet der er under opbyggelse samt byens størst EFLC kirke. Om aftenen gik vi efter et dejligt bad for at få støvet af, til en nærliggende restaurant sammen med Ezai og hans kone, som studerer i Maroua. Det var rart ikke selv at skulle tilberede noget, men bare få kød, kylling og kartofler serveret efter en lang aften. Nu var vi alle klar til at hvile ud, før mandagen skulle bruges på power-shopping.
Vi brugte mange timer og mange tusinde franc på det store souvenirmarked i Maroua; trommer, tasker, figurer, masker, krukker og meget andet røg ind  bag i bilen på den ellers trange plads, og hjemad gik det – efter endnu en punktering – til de vante rammer i Garoua. En rigtig dejlig tur, hvor vi har fået et dejligt afbræk fra hverdagen og helt bestemt blod på tanden for at se mere af Cameroun.
- Denne weekend skal vi på natur-tur til Rumsiki og Wasa, hvor vi forhåbentlig skal se en masse camerounsk natur og vilde dyr! Vi er væk fra fredag til tirsdag så det bliver en længere tur. J

PS billeder vil snarest muligt komme op på Picasa!

onsdag den 23. november 2011

Det er længe, længe siden...

Ja lang tid er der gået siden sidst, men læs blot dette som noget godt, da det betyder, at vi har nok at se til hernede for tiden. Siden sidst har vi sagt farvel til halvtredsplusserne, været ramt af malaria samt oplevet intet mindre end et bryllup og to præste- samt ældsteindsættelser.
For to uger siden, altså lørdag den 5. november, var vi alle seks piger inviteret til bryllup ved et par fra kirken. Vi kendte ikke parret i forvejen, men Elia kender parret fra kirken og havde fået en invitation til os. Vi var alle meget glade for invitation og spændte på, hvordan et camerounsk bryllup skulle foregå. Vi havde i dagene op til forsøgt at finde ud af, hvad man giver i bryllupsgave; og hvis ikke man vil give gryder, skåle, geder eller andet til husholdningen, så kunne man give parret et indrammet bibelcitat fandt vi ud af. Så dagen før brylluppet var tre af os draget med Ezai ud, for at finde en rammemager, som solgte disse indrammede plakater, som det egentlig er. Vi fandt en meget snæver lille butik med en veltalende nigerianer, som kunne vise alle sine plakater frem og fortælle os, hvilke der var bedst til bryllup. Vi valgte hurtigt en plakat med et citat omhandlende det at blive gift. Gaven skulle selvfølgelig også pakkes ind, men det vidste sig, at blive et større kunststykke. Gavepapir hernede kommer ikke i store ruller, men som enkelte stykker glanspapir som skal klistres sammen, hvis gaven er større – og det meget pertentligt og præcist! Så mens vi stod og svedte inde i den lille butik, forsøgte ramme-manden og Ezai at stramme papiret helt ud, for så at tape det til HELE vejen rundt og på alle leder og kanter. Da papiret så til sidst var sat stramt på plads, skulle der bånd på – eller i hvert et stykke glitterpapir med klister på bagsiden som i små stykker klistret sammen udgjorde noget lignende gavebånd. Resultat blev på sin vist smukt, men havde også krævet en del sved – og indpakningen kostede det halve af selve gaven. At der så samme aften var en af de andre piger som ved et uheld satte sig på gaven så glasset gik itu og hele processen lørdag formiddag derfor skulle gentages, gjorde det ikke bedre. J
Det blev dog hverken Dorte eller jeg som lørdag måtte tilbage til ramme-manden for at få erstattet det knuste glas, da vi desværre måtte bruge fredag aften på et lokalt sygehus, da en af pigerne var blevet rigtig dårlig. Allerede fredag eftermiddag blev Theresa dårlig, og da temperaturen blev ved at stige og hun havde det rigtig dårligt, måtte vi fredag aften ringe efter Ezai som kørte os på et nærliggende hospital. I og med at det var fredag aften og dermed weekend, var det første hospital vi kom til lukket – men med alle de kontakter Ezai har, blev der hurtigt kaldt personale på arbejde på et nærliggende baptisthospital, som vi kørte til. Her blev vi mødt af først en camerounsk læge og derefter en tysk læge, hvor sidstnævnte få uger forinden var ankommet til hospitalet. Theresa havde haft opkast, dårlig mave, høj temperatur og mavesmerter. Der måtte indkaldes en laborant på arbejde, som kunne lave forskellige prøver for at se, hvad Theresa fejlede. Dorte og jeg som var med på sidelinjen for at hjælpe Theresa og holde hovede og hale på, hvad der blev sagt, havde en kort mulighed for at se lidt ind i det camerounske hospitalssystem. For det første skal man betale sig fra det meste; først skal man have et personligt sygekort som skal betales, dernæst skal man betale for konsultation og prøver, før disse bliver foretaget. Vi fik også mulighed for at tale lidt med den tyske læge som kunne fortælle, at hun hver dag så rigtig mange tilfælde af tyfus, malaria og selvfølgelig fejlernæring af børn. Hverdag, fra tidlig morgen til solen gik ned, kom folk langvejs fra, for at konsulterer hospitalets læger og sygeplejersker. Hospitalet havde også dets eget lille apotek, hvor man på lægens anvisning kunne købe den nødvendige medicin. De efterfølgende dage, hvor vi vendte tilbage med Theresa for at følge op på hendes sygdomsforløb, så vi også med egne øjne de mange ventende patienter. Som hvid blev vi helt tydeligt for-prioriteret hvilket betød, at vi ikke tilbragte noget nær så lang tid, som de mange andre patienter. Personalet på hospitalet var også en god mix af både mænd og kvinder - yngre og ældre, som alle på en eller anden måde, havde kontakt med patienterne. Theresa fik fredag aften at vide, at hun havde malaria på et tidligt stadie og en maveinfektion. Dorte og jeg fik beskrevet et helt pille-arsenal vi skulle sørge for at Theresa fik, for at behandle både malaria og maveinfektion. Natten mellem fredag og lørdag gik derfor for Dortes og mit vedkommende med at hjælpe Theresa igennem en lang og hård nat. Lørdag formiddagen blev brugt til at sove ud, så vi kunne komme til bryllup hen ad eftermiddagen. Theresa måtte vi desværre efterlade hjemme i seng, da hun bestemt ikke var i stand til at klare et helt bryllup. Heldigvis var den kirkelige ceremoni i vores egen kirke her på compounden, så vi kunne hurtigt komme op og se, hvordan hun havde det.
            Selve brylluppet startede i kirken lige omkring klokken 14.45. Vi sad fem piger bænket pænt op (for en gang skyld ikke forrest i kirken) i nye afrikanske kjoler og med Elia yderst som oversætter og fortæller. Vi var meget spændte på, hvordan forløbet ville være, og det føltes som evigheder vi sad og ventede, før brud og brudgom kom. Først kom brudgommen nede bagfra i kirken arm i arm med mor og svigermor, for at stå oppe foran i kirken, når bruden skulle føres ind. Musikken startede og ind kom dansende først brudepiger og brudesvende i matchende tøj, dernæst en lille dreng og pige smukt klædt i hhv. jakkesæt og kjole og til sidst bruden ført af sin far og med første brudepigen til at bære slæbet, efterfulgt af den nærmeste familie. Optoget gik med små dansende skridt op mod alteret under tilrøb og glædesskrig. Oppe forest i kirken var sat en sofa med stole på hver side. I sofaen skulle brudeparret sidde, med første brudepige og brudesvend på hver side. Brudgommen var klædt i smoking og bruden var iklædt en stor hvid kjole med glimmer og pallietter for alle pengene. Ceremonien varede næsten tre timer (altså en hel del længere end et dansk bryllup), og var fyldt med sang og dans. Der var et kor fra Maroua, som brudgommen tidligere havde været en del af, samt det lokale kirkekor. Selve vielsen blev foretaget af vores lokale præst Francois; han holdt en lille prædiken omkring ægteskabet, og selve ring-overrækkelsen foregik ved, at først brudgommen fremsagde ægteskabsløfter – på ægte amerikanskvis – for så at løfte sin kommende kones hånd op i luften og sætte en ring på hendes finger, efterfulgt af samme procedure for bruden. Da løftet var afsluttet kom kvinderne på benene og dansede, sang og ’skreg’(meget høje lyde som kvinderne bruger som hyldest/udtryk for glæde) for de nygifte. Der var også taler for det nygifte par under gudstjenesten og en stor gaveoverrækkelse, hvor folk kom dansende ind i kirken med gaver til parret – alt lige fra store fade, gryder, koste og penge til børn(!) Børnene blev dog leveret tilbage igen J Et meget festligt indslag, som egentlig symboliserer mest af alt, at pigen nu er blevet en kvinde, som har til opgave at passe sit køkken, holde et pænt hjem og selvfølgelig føde sin mand en masse børn.
Efter den kirkelige handling som sluttede omkring klokken 18 havde vi lige lidt tid til at klæde om og gøre klar til reception/fest om aftenen. Igen havde vi ikke rigtig megen ide om, hvad der ventede os, så da vi klokken 20.30 drog afsted var vi atter meget spændte. Festen blev holdt i en baggård til et spisested/club. Der var dækket fint op, og mange af gæsterne fra kirken var igen mødt op. I kirken var der vel en 600 mennesker, mens der til festen bagefter var ca 300 festklædte mennesker. I midten af gården var der sat en pavillion op, hvor orkesteret spillede. Da brudeparret ankom, foregik det igen i et dansende optog rundt forbi alle bordene. Bruden havde skiftet til en grøn kjole og hendes mand matchede med grøn skjorte og slips. Vi blev alle budt velkommen af en konferencier og aftenens program blev præsenteret. Første punkt var nogle taler og lidt sang alt imens maden blev sat frem på to store borde, som skulle fungerer som buffet. Vi var efterhånden ved at være sultne, så vi kastede os glade over bordet som bød på forskellige afrikanske retter. Der var kylling, fisk og oksekød med ris, plantin (friturestegte bananer), kartofler samt friturestegt brøddej – og garanteret mere som allerede er gået i glemmebogen. Fælles for det hele var, at det var koldt, men det skulle eftersigende være meget normalt. Under maden var der live musik og lidt indslag fra venner og familie. Efter maden var der endnu en gaveoverrækkelse. Brudeparret dansede op på scenen, hvor de under sang og musik tog imod gaver fra de dansende gæster. Simone og Helene bevægede sig også mod podiet med gaven fra os danske piger, og gaven blev taget varmt imod af parret, som takkede mange gange både for gaven og fordi vi kom. Der blev bragt mange fine gaver til parret – deriblandt både geder og høns. Senere på aftenen delte de nygifte gotteposer ud til alle gæster, hvorpå der var hæftet et lille bibelvers. Der blev også skåret kage ud og sørme også en stegt ged skar brudeparret i fællesskab ud. Vi nåede desværre ikke meget mere af aftenens program, da klokken efterhånden nærmede sig midnat og tid til, at vi skulle hjem ’i sikkerhed’ på kirkens område. Efter en rigtig hyggelig aften lagde vi os alle til at sove (Theresa havde en lidt bedre nat end sidst), og var søndag morgen klar til endnu en lang gudstjeneste med efterfølgende nadver.

Weekenden efter var alle mand raske og friske. Theresa havde holdt sig i ro og færdiggjort sin behandling for både malari og mavebakterier, og var nu på benene igen. Det havde været lidt en speciel oplevelse for os alle, at Theresa havde været syg; Der gik ikke mange timer, før alle på compounden vidste, at hun var syg. De kom for at se til hende, ønske hende god bedring og nogle af præsterne kom også for at bede for hende. Det viser rigtig tydeligt, hvordan alle her på compounden anser hinanden som værende en stor familie, og bekymrer sig meget om hinandens ve og vel.
Vi havde denne weekend modtaget en invitation til en præsteindsættelse i en kirke i den anden ende af byen. Seniorvolontørerne ville også gerne med, så vi måtte køre af to omgange ud til en kirke, som lå godt gemt inde i mellem en masse små huse. Kirken var under opbyggelse – eller måske færdig, hvem ved – og taget bestod af plastik. Der var sand på gulvet og bestemt ingen aircondition af nogen art. Alle vi hvide blev pænt stolet op foran, så vi kunne følge med i slagets gang. Ceremonien begyndte lige omkring klokken 10 og sluttede klokken 14, så vi var meget glade for den vand, der blev serveret undervejs. Det var svært for os helt at gennemskue, hvor meget der var anderledes i denne gudstjeneste sammenlignet med alle andre søndagsgudstjenester. Der var sang, bøn og prædike som altid, dog var det som om, at sangene blev vendt mod den præst der skulle indsættes samt de fem evangelister som også skulle indsættes ved samme ceremoni. De seks mænd som gudstjenesten altså ligesom handlede om, var bænket forrest med deres respektive kone ved deres side. Når kvinder, børn eller lokale sang, var de vendt mod mændene og ”skrigdamerne” (som vi så fint har døbt de kvinder som vifter med et stykke klæde foran folks ansigter samtidig med, at de udstøder en høj skrigende lyd) var omkring dem hele tiden. Tilstede var også mange præster, som vi kendte fra compounden. Vi fandt ud af, at en af præsterne er ”formand” for disse indsættelsesceremonier og dermed altid forestår en sådan ceremoni. Tilstede var også en masse ældste (altså mand som på den ene eller anden måde, laver et specielt stykke arbejde for kirken) samt vicepresidenten for EFLC (Eglise Fraternelle Lutherane Cameroon) og en håndfuld andre præster. Selve indsættelsen foregik ved, at der først blev fortalt lidt om præstens fortid; hans skole gang, familie og tidligere arbejdspladser, hvorefter præsten selv blev kaldt op. De i menigheden (vel nærmest en form for menighedsråd) som så støttede op om denne indsættelse, skulle så rejse sig op og tilkendegive at de stod inde for, at denne præst blev indsat i deres kirke. Herefter dannede de tilstedeværende præster en kreds omkring den nyindsatte præst, hvor de bad for ham og velsignede ham.
Nogenlunde samme procedure fandt sted for de fem mænd der skulle indsættes som evangelister, hvorefter alle på skift var oppe og holde en lille tale. Efterfølgende var der først ordinær penge indsamling efterfulgt af indsamling til de seks mænd og deres familie. Der blev givet små og store gaver i form af penge, gryder, skåle, pakker og meget andet. Da den kirkelige handling var færdig, blev alle bydt over ved siden af, hvor der blev serveret lidt mad. Ovenpå den lange gudstjeneste var det rigtig dejligt lige at få lidt at spise samt noget koldt at drikke.
Vi sagde om mandagen farvel til seniorvolontørerne som skulle begynde deres rejse hjem til Danmark igen. Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem alle sammen, for det har været et rigtig dejligt pusterum i den afrikanske hverdag, at have andre danskere omkring sig. Heldigvis kunne vi dog se frem til, at der ikke er længe til vores hjemrejse og at de sidste uger nu her frem mod vores hjemrejse skal bruges rundt i det camerounske land, for at se lidt mere af den smukke natur og kultur. Ellers forløber hverdagene som altid med undervisning og gadedrenge. Onsdag havde vi faktisk en rigtig sjov oplevelse sammen med alle drengene, da de skulle ud for at spille fordbold med de katolske gadedrenge. Vi plejer at se drengenes kamp om onsdag om det så er her på compounden eller lidt udenfor byen hos de katolske gadedrenge. Drengene plejer at gå ud til stedet, hvor de spiller, mens vi kører med en af compoundens chauffører (middagsheden er ikke til at gå så langt i) og så nogle gange følges hjem på gå-ben med dem bagefter. I onsdags var det hele dog lidt forsinket, og vi kunne ikke forstå, hvorfor drengene endnu ikke havde forladt compounden og var begyndt at gå ud mod det sted, hvor de spiller fodbold. Det viste sig at Elia var ude og at alle drengene derfor ventede på ham, så de kunne få deres bold og spillertrøjer (gule og orange overtræksveste). Da Elia endelig kom, var klokken mange og vi fandt derfor på, at hvis vi kunne få en af kirkens pick-up trucks at køre i, kunne vi have en hel del drenge på ladet! Det skulle selvfølgelig prøves, og vi endte med at køre afsted ud af byen med 15-20 drenge på ladet. Alle drengene synes det var vældig skægt, og de havde store smil på hele vejen igennem byen, og kom rettidigt frem til kampen.
Dorte og jeg har også brugt denne uge på, at hjælpe Elia med at købe tøj til alle drengene. En gang om året op til jul, får alle drengene et sæt nyt tøj bestående af bukser, t-shirt og et par sko. Det er et større cirkus at købe tøj til 22 drenge, få dem til at prøve det og så tilbage på markedet igen, for at bytte det. Puha, en større omgang som dog resulterer i nogle meget glade drenge, som ser frem til at få udleveret deres nye tøj. Vi har også været på det store marked for at købe kæmpe store sække med ris, sukker og jodnødder til drengene og i løbet af denne uge, skulle vi gerne finde et sted, hvor vi kan købe en masse majs.

Lørdag pakkede vi alle turtasken, en masse vandflasker og solcreme og drog i to biler på tur med Ezai mod byen/søen Lagdo. Det var en kørsel på en god times tid ad egentlig udemærkede veje. Vi fik set mange små og store byer på vores vej, og fik igen et nyt indtryk af det land, vi nu længe har boet i. Nogle steder man kører forbi, er der udelukkende små lerhytter indhegnet mellem hinanden, andre steder er der større ”huse” lavet af støbte sten og med tag over. Langs med vejene går skoleelever i deres farverige skoleuniformer, for at komme til den nærmeste by med primary school eller college.
Vi nåede søen Lagdo lige omkring middagstid. Der var egentlig ikke meget at se, andet end en opdæmmet sø samt et vandværk, som giver strøm til hele den nordlige del af Cameroun. Der var utrolig smukt og fredeligt, men vi så ikke meget af området. Ezai havde planlagt at vi skulle til et sted kaldet Lagon Bleu, som skulle være et smukt hotel/turiststed. Han havde haft nogle af de tidligere volontører med dertil. Da vi ankom til Lagon Bleu (som lå 10 minutteres kørsel fra opdæmningen) var der dog ikke meget tilbage af det tidligere ellers velbesøgte sted. Den tidligere ejer var død to år forinden og stedet havde fuldstændig tabt sin glans. Men det var tydeligt at se, hvordan stedet en gang havde været smukt med blomster, træer og små hytter alle med udsigt lige ned til vandet. Vi seks piger gjorde det hurtigt til en drøm, at købe stedet, bygge det op og skiftes til at leve dernede. Det var et skønt sted med aber i træerne og vandet lige nedenfor. Vi nøjedes dog med at købe et par fisk, som nogle fiskere trak i land lige nedenfor, og Ezai inviterede os alle hjem på frokost/aftensmad.
            Efter en dejlig dag sad vi alle om aften hos Ezai, som sammen med Louise havde tilberedt fiskene samt ris (Ezais kone læser i Maroua og er derfor ikke hjemme i lange perioder). Det var et utrolig dejligt måltid i rigtig godt selskab. Ezais to børn kom hjem og vi havde nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi spiste, snakkede og legede. Dagen efter, søndag den 20, var vi igen blevet inviteret til indsættelse. Denne gang var det en kirke på den nærliggende militærflyvestation, som skulle have indsat en ny blandt de ældste. Ceremonien var ikke meget anderledes fra sidste søndag, dog havde vi denne gang Ezai med, som kunne oversætte for os, så vi fik lidt mere ud af ceremonien. Når man bliver indsat blandt de ældste forpligtiger man sig til ”socialt” arbejde indenfor kirken. De ældste tager rundt og snakker med folk, som har brug for trøst eller på nogen måde vejledning. Der blev også optaget fire diakonister, tre kvinder og en mand, som også skal arbejde med at forkynde det kristne budskab i området.

Den kommende uge byder på undervisning frem til fredag, hvor vi tager afsted på tur mod Maga, Maroua og Yagoua. Her skal vi forhåbentlig ud at se en masse nyt, og forhåbentlig besøge Mark og se det hospital, hvor han arbejder. En spændende uge venter og vi glæder os alle meget.
Husk at se nye billeder på i vores picasa album! J

torsdag den 3. november 2011

Første tur ud i Camerouns natur

Oktober måned er nu gået og frem er kommet november; vores sidste hele måned her i Cameroun. Lige for tiden vrimler compounden med hvide mennesker, hele 13 styk i alt bor der her lige for tiden og i torsdag kom der sørme fire danskere mere fra Mission Afrika, som var på rundtur i landet. Dejligt at snakke lidt dansk, læse en dansk avis og høre lidt nyt hjemmefra. Den store forøgelse af danskere her på stedet for tiden skyldes, at 7 seniorvolontører fra Lemvig (og en enkelt fra Sorø) er her i et par uger, for at bygge toiletter til Primary School. Et projekt som sognet har samlet penge sammen til, og som nu resluterer i to store huller som gerne skulle blive til otte toiletter. Vi havde fornøjelsen af i sidste uge at byde dem velkommen i lufthavnen og vise dem rundt i byen på markederne. Halvtreds-plusserne (som de også kaldes) har også været med på både college og i primary school, for at se, hvad vi unge volontører laver.
Ugen hvor I derhjemme forhåbentlig holdt efterårsferie, skulle egentlig have været en almindelig uge for os hernede, men det blev faktisk til en uge uden meget undervisning. Mange lærere var sendt på kursus og gadedrengene var ikke hjemme på centeret hele ugen. Derfor havde vi en uge med tid til afslapning, regnskabsarbejde for Ezai og klargøring af gæstehuse til seniorvolontørerne. Sidste uge var vi så tilbage i undervisningslokalerne hvor vi underviste på hhv. Primary school og college samt selvfølgelig gadedrengene. Ikke så meget nyt at melde fra vores hverdag, men vi har endelig taget hul på nogle ture væk fra Garoua. I lørdags (den 29.10.11) var vi på tur med Elia. Elia havde tilbudt at tage os med på tur ud til sin tidligere landsby, hvor hans far i mange år havde arbejdet for kirken. Her kunne vi se på afrikas natur, lidt bjerge, en plantage og måske en flodhest.
Lørdag morgen klokken 7.00 stod vi alle seks klar til at tage afsted ud af byen. Vi vidste at Ezai havde været nødt til at hyre en chauffør samt bil udefra, da de mange gæster på compounden sætter pres på kirkens egne chauffører. Eftersom det nu er Afrika, havde vi understreget overfor Ezai, at bilen ville være her klokken 7.00 efter dansk tidsregning, altså præcist, og det havde han lovet nok skulle lade sig gøre, så vi kunne komme i gang med programmet før varmen rigtig meldte sig. Dog kan det vel stadig ikke komme som den store overraskelse, at klokken var 08.15 før en blå ”minibus” rullede ind foran huset. Vi havde joket lidt med, at bilen garanteret var noget værre skrammel, men vi var stadig ikke parate til det syn, der meldte sig. Sagt på en pæn måde, så var den i hvert fald aldrig gået igennem syn derhjemme; den havde huller i bunden, en bagklap der kunne falde af når som helst, underlige lyde og et gearskift der ikke helt virkede. Sæderne var hullede og personen i midten sad på en jernstang, mens man i siderne måtte sidde enten i et hul eller med den ene balle på kanten af sædet og dermed en anden jernstang. Ikke just en behagelig oplevelse på hullede og støvede veje ud imod bushen. Der var dog ikke meget andet at gøre, end at tage det med et smil og som en del af oplevelsen, og vi kom da også helskindet både frem og tilbage.
Elia som var vores guide for dagen fortalte, at første stop var den landsby, hvor hans far i mange år havde boet og arbejdet for kirken. Elia havde også selv nogle år tilbage boet i landsbyen med sin far, så for ham var det næsten som at komme hjem. Vi havde på den lange støvede vej ind til landsbyen mødt mange små klynger af huse langs med vejen – jeg skal ikke kunne bedømme om de var store nok til at udgøre en landsby eller ej, men vi glædede os i hvert fald alle, til at se nærmere på de små lerhytter. Vi blev budt velkommen af den mand, som nu havde overtaget Elia’s fars tidligere job. Vi fik lov at se hans hjem som bestod af flere små hytter indenfor en indhegning. Det var rigtig sjovt at få lov lige at stikke hovedet ind og se, hvad de små rum gemte på. Det var tydeligt at se, at det var vigtig at være mere eller mindre selvforsynende, for på store måtter på jorden var lagt jordnødder og andre grøntsager for at kunne tørre og bruges i madlavning. Bagved indhegning kunne vi skimte markerne med majs, korn, jordnødder og bomuld. Det var et helt andet sceneri end hvad vi er vant til fra byen; bjerge i horisonten, marker, floder og en overdøvende stilhed, vi ikke har hørt længe.
Efter det korte visit blev vi vidst til kirken ved siden af. Vi fik at vide, at de var ved at opføre en ny kirke, da den gamle var ved at være for lille. Udefra var det eneste man kunne se halvopførte mure og et bygningsværk, der var gået i stå. Det viste sig dog, at inde bag murene gemte den gamle kirke sig, som stadig blev brugt. Den nye kirke blev simpelthen bygget rundt om den gamle kirke. Kirken var ikke stor og bestod ganske simpelt af et stort rum med sten-/lerbænke støbt til gulvet og et lille alter oppe for til. Kirken huser 300 hver søndag til gudstjeneste, så de må sidde meget tæt.
Turen gik nu med et par lokale drenge og Elia mod et lille bjerg (nok nærmere en bakke) lige bag huset. Solen var nu ved at bevæge sig højt mod himlen og varmen trykkede allerede. Vi  begav os raskt afsted mod toppen, og det tog ikke mange minutter før vi kunne nyde det smukke landskab som omgav hele området omkring os. Det var en rigtig smuk udsigt som virkelig viste os noget af det Afrika, vi sådan har savnet. Vi kunne skimte høje bjerge, se de snoede floder og nyde synet af de mange marker som bærer levebrødet for mange af landsbybeboerne. Efter at have bevæget os lidt rundt på toppen, hvor Elia havde udpeget alle de gode steder at tage billeder og insisteret på at tage masser af gruppebilleder, begav vi os ned af igen. Vi endte ved en lille jordnøddemark, hvor de tre kvinder bød os ”indenfor” så vi kunne se, hvad de lavede. Det viste os, hvordan de gravede jordnødderne op ved roden og at de dyrkede tre forskellige sorter, som artede sig bedst til hver sin ting. Som vi stod der på marken, kom flere børn gående over markerne for lige at se og måske hilse på de hvide mennesker, der stod der og blomstrede midt i det hele.
Efter at have smagt tre slags jordnødder, gik turen videre gennem bomuldsmarker ned mod floden. Det var en længere tur igennem mandshøje planter med en følelese af, at man hele tiden kunne fare vild i de store marker. Selvom klokken ikke var mere end knap ti, glædede vi os alle til at komme til den lille flod og dermed mulighed for lidt afkøling og en omgang solcreme. Da vi nåede flodbreden (tænk: et stykke med sand der leder ned til en lavandet og (meget) bred å). Her smed vi alle – nogen efter mere betænkningstid end andre – skoene og gik ud i vandet for at bliver afkølet. Det var rigtig lækkert at mærke vandet ligeså stille køle benene og fjerne tankerne lidt fra varmen og det faktum, at vi skulle gå et langt stykke tilbage igen i endnu mere varme. Vi så ingen flodheste eller større fisk, men der skulle i floden være flodheste på visse tider af året og længere oppe mødte vi fiskere i gang med dagens fangst. 
Vi bevægede os tilbage mod landsbyen, hvor vi startede for at finde en kvinde som skulle lave nogel smukke krukker. Under tiden nærmede vi os middagstid og vores vandrationer skrumpede hele tiden ind. Vi holdt pause i skyggen af et stort Baobab-træ før vi gik videre ad de små veje til flere lerhytter og flere små børn der rendte rundt og legede tag-fat i meget lidt tøj og med store maver. Det lykkedes os ikke at finde den kvinde som Elia før havde besøgt som lavede krukker, da hun var i marken for at arbejde – eller også var hun på markedet, det fandt vi ikke helt ud af. På vej tilbage mødte vi dog en anden kvinde, som også lavede store krukker. Det var rigtig fint at se det røde ler, de store krukker og de små ”hytter” som fungerede som ovn. Vi vendte snuden tilbage mod kirken og vores opsamlingssted. Her skulle vi spise lidt medbragt - og hjemmebagt - brød. Da vi kom frem under et nyt stort træ og ringede til chaufføren gik det imidlertid op for os, at seniorvolontørerne benyttede samme minibus og chauffør som os, og eftersom de var på en anden tur i et andet område, ville der gå tre timer før vi kunne blive hentet. En meget lang ventetid i middagsvarmen midt ude i bushen ventede os, og der var ikke meget at gøre, selvom vi prøvede at ringe til vores kære Ezai; der var ikke flere biler eller chauffører på compounden. Vi satte os godt til rette i et par plastikhavestole og spiste en bid brød for derefter at begynde at slå ventetiden ihjel. Vi var ikke meget for at bevæge os rundt, da solen var hård og vores vandration lav. Vi havde regnet med, at vi skulle videre til et plantageområde, hvor vi kunen få lidt forsyninger af vand og frugt, men den plan blev ikke til meget. Nogle fik sovet eller prøvet instrumenterne i kirken (en tromme og en avanceret rytme-rangle), mens andre fik snakket og hygget. Vi var et stort trækplaster for byens børn, som fik brugt det meste af dagen på at sidde i skyggen og kigge på os. Vi besluttede at når chaufføren en gang dukkede op, ville vi køre tilbage mod compounden og så gemme plantage og flodheste til en anden dag. Det viste sig at være en god beslutning, for klokken var 16 før vores kære skrammelkasse kom og vi kunne begynde turen hjem.
Efter en bumlet tur tilbage til Garoua gik vi lige et smut omkring markedet for at  hente nye kjoler, en god ide som kom til at koste os en times ekstra ventetid, da de to piger på markedet havde nøglen til vores lejlighed. Men så kunne vi bruge tiden på at drikke noget af det vand, Ezai så sødt havde sendt med chaufføren og se alle de billeder vi havde taget. Da vi endelig kom ind skulle vi alle i bad for derefter at besøge den lokale restaurant da ingen den aften orkede hverken at lave mad eller vaske op.
En dejlig dag med smuk natur, hyggeligt selskab, sjove oplevelser og god mad (samt for Dorte og mit vedkommende, første aften med oksekød siden Danmark).

De næste par uger skal gå med undervisning, bryllup på lørdag hos et lokalt par fra menigheden , besøge en ny kirke på søndag og forhåbentlig flere lørdags-ture ud i det blå. Sidst på måneden skulle den store safaritur gerne komme og vi glæder os alle allerede.

Vi håber alt er vel derhjemme,
Melder alt godt fra Cameroun!

Dorte og Helene

For at se billeder fra vores tur, skulle det være muligt at bruge følgende link:

fredag den 14. oktober 2011

Vores liv i Cameroun

Efter mange forespørgsler, vil vi lave et lille særskilt indlæg om vores hverdag hernede i det dejlige land.
Vi er delt i to grupper, som hver uge skifter mellem primary school og college. Når man er på college er alle tre piger samlet afsted. På primary school er der derimod to afsted, for at den sidste kan passe bogbutikken også. Timerne fra 7.30 til 12 bliver altså hver dag brugt enten i college eller på primary school. Dog skal man ikke glemme, at vi tirsdag, onsdag og fredag underviser drengene om formiddagen. Tirsdag og fredag er det primary-holdet mens det onsdag er college-holdet der underviser drengene. Vi mødes til frokost hver dag mellem 12 og 13. Klokken 13.30 skal der igen sidde en i bogbutikken, mens der for de andre er lidt mere frit slag. Tirsdag er der fysisk aktivitet for drengene klokken 15, hvor vi ofte er alle mand afsted (undtagen den i butikken). Torsdag er vi også hos drengene, mest bare for hyggens skyld og for at lave lidt lektiehjælp med de, der har lyst. Torsdag aften er der også besøg hos drengene af evangalisten Silas, hvor vi også deltager. Onsdag går vi ofte ned til fodboldbanen for at se drengene spille fodbold om eftermiddagen.
Og så kan måske foranlediges til at tro, at der så er masser af fritid. Meeen det vil jeg nu ikke mene. Foruden ovenstående lille resume af ugens forpligtigelser skal vi hver dag have styr på 70 andre ting. Gæstehusene skal tjekkes, gæster tjekker ind og ud, lønninger skal udbetales og meget andet. Vi handler også på markedet flere gange om ugen. Lige i kort gåafstand fra compounden ligger det lille marked, hvor vi kan købe det meste. Her bevæger vi os ned, typisk en tre-stykker for at købe grøntsager og andre dagligvarer. Og hvis i skulle være i tvivl, så er det at handle på et marked i Cameroun, altså ikke det sammme som at gå i Bilka og tage varer ned fra hylderne. For det første, er der ikke noget klimaanlæg(!), gadesælgere råber fra højre og venstre, og markedet er en stor labyrint. I skrivende stund, er vi lige kommet tilbage fra en tur på markedet. I dag gik vi alle afsted, da vi ville kigge på stof til at få syet flere kjoler. Vi gik derfor seks mand afsted, med rygsække på ryggen og penge godt gemt i en af taskerne. Efter en farefuld færd langs den trafikkerede vej, kommer vi ind til de snorede gader (bare rolig mor, selvom der ikke er fortove, så er det ikke så slemt; før motorcyklerne, som der er mange af, kommer drønende forbi, så dytter de lige så vi kan hoppe til siden). Måske er gader ikke det rette ord, men rettere små stier som er tydeligt mærket efter mange års brug, som gør stierne meget hullet og noget af en udfordring at gå på. Boderne ligger helt ud til stierne. Nogle steder, specielt hvor de sælger stof, tøj, plastikbaljer, søm/skruer eller alt muligt andet, er der overdækket med intermistisk tag i form af klæder smidt over tvær-bjælker. Man skal gå på én lang rækker og sno sig mellem sælgere, varer og motorcykler, som hele tiden synes at dukke op overalt. Når vi ankommer til boderne med grøntsager, er der masser at vælge imellem og tricket er så at kunne udvælge sig de rigtige grøntsager og forhandle sig frem til den rette pris. Vi synes selv, at vi efterhånden er blevet ret gode til det, men vi bliver højest sandsynligt snydt, ved hver eneste bod vi er ved. J I dag havde Dorte og jeg fornøjelsen af, at forhandle os frem til nogle (synes vi) gode priser på stof, som inden længe skal sendes mod skræderen. Priserne startede generelt allesammen mellem 10.000 og 15.000 CFA (100-150 kroner), men da vi havde lært af tidligere køb, at alt over 10.000 højest sandsynligt var for meget, måtte vi igang med at forhandle. Da vi forlod markedet, havde vi sammenlagt brugt 17.000 CFA på tre store og fine stykker stof – altså havde vi forhandlet os frem til næsten én-tredjedel af, hvad priserne på stoffet, var startet på. I kan tro vi var stolte!
På det lille marked er der også en lille butik, som har faste priser på hylderne. Her køber vi de dagligvarer, som ikke er grøntsager såsom ris, pasta, konserves, mælkepulver og æg. Nogle gange kører vi også på det store marked, hvor de har den bedste kvalitet af mel; vi har af bitter erfaring måttet sande, at mel kan smage meget forskelligt. Det store marked har også et større udvalg af stort set alt, som ikke er grøntsager. Vi har endnu ikke eksperimenteret med at købe kød, men længlsen efter snart at sætte tænderne i et stykke kød, får os nok snart til at investere i en kylling som kan slagtes.
Vores måltider består til morgen af brød, som vi bager aftenen før med nutella (ala Cameroun). Til frokost får vi oftest ris eller pasta med sovs. Nogle gange er der lidt æg eller tun til. Aftensmåltidet varieres også med ris eller pasta med sovs til. Hertil får vi grøntsager, som altid er bestående mest af kål blandet med løg og hvidløg. Ca en gang i ugen får vi kartofler tilberedt på den ene eller anden måde med grøntsager til. Når vi er ved at være alt for træt af ris og sovs, laver vi en stor omgang pizza med cocktailpølser. Til specielle anledninger har vi også lavet pandekager med fyld – hvilket altid er en nydelse! Vi eksperimenterer også med chokoladeboller, banankager og chokolademuffins til hyggeaftener, det lykkedes som regel fint, men det hele foregår på slum og efter hvad vi lige tror der skal i, så nogle gange bliver resultatet en lidt spøjs blød chokoladekage.
Mandag til lørdag kommer Mr Bene klokken 17 for at undervise i fransk. Vi er igen delt i to hold, så det kun er tre af gangen der har undervisning. Imens laver de tre andre mad, så vi kan spise samlet klokken 18.15 – sådan ca. Efter maden og den efterfølgende opvask (opvaskemaskine har endnu ikke gjort sit indtog i Cameroun), går vi nogle gange til drenge. Andre aftener finde vi kortene frem og spiller et slag Skip-Bo eller Ligretto, læser en bog eller ser et par afsnit af en serie. Lørdag bruger vi ofte til at få vasket tøj i vores kære vaskemaskine, gøre rent, besøge familier på compounden, gå på markedet eller bare slappe af. Søndag sover vi lidt længere end normalt, går i kirke og nyder resten af dagen typisk på vores nyindkøbte tæppe, som kan ligge lige ude foran huset. Ja, sådan går dagene hernede ganske fornøjelige og altid med noget at se til.

6 hvide piger bliver mor

Mandag aften d. 10 oktober lige omkring kl. 18.30 blev en af pigerne fra vores hus opmærksom på at der lå noget ude ved siden af vores hus. Hun troede bare at det var noget af vores vasketøj der var faldet ned af tøjsnoren men da hun nærmede sig bunken der lå på jorden, kunne hun se at det var en lille dreng der lå der på jorden svøbt i nogle håndklæder. Drengen var meget lille og ikke ret meget mere end en måned gammel. Drengen var efterladt ved vores hus helt alene sammen med en pose med baby tøj. Det var noget af et chok for os alle sammen og vi vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv eller for den  skyld barnet.
Vi kontaktede vores ven Elia fra gadedrengehjemmet for at få lidt hjælp til hvad vi skulle gøre i sådan en situation. Han fortalte os, at han om eftermiddag havde snakket med en kvinde nede ved hans hus som kom gående med nogle poser i hånden. Drengene fortalte at de havde set hende gå rundt oppe omkring vores hus. Alle drengene blev sendt ud for at se om de kunne finde hende. I mellemtiden fik vi fat i kirke præsidentet og hans datter som er sygeplejerske. Kirke præsidentens datter som hedder Pauline kiggede på drengen for at se om han var okay. Kirke præsidenten fik fat i de sociale myndigheder som efter vores forventninger reageret meget hurtigt op situationen og var klar til at tage i mod drengen for at hjælpe ham. Kirke præsidenten mente at det var vores opgave at navngive drengen idet at det var os der fandt ham. Vi valgt i fællesskab alle 6 piger at navngive ham Moses Joshua. Navnet Moses fordi han ligesom i biblen var blevet efterladt af hans mor til en forhåblig bedre fremtid et andet sted. Han hedder Joshua af det simple grund at der var en af pigerne som altid har drømt om at navngive hendes dreng Joshua og nu fik hun muligheden for det.  
Rygtet om at vi havde fundet en baby uden foran vores hun spredte sig meget hurtigt. Inden længe havde vi for uden alle drengene fra gadedrenge hjemmet også besøg af det meste af præsidentes familie og en del af vores naboer som lige skulle se hvad de hvide piger nu havde gang på sådan en mandag aften.  – Her kan det indskydes, at der ikke gik mere end to dage, før nyheden om at en lille dreng var fundet på kirkensomårde af 6 danske piger, ramte radioen. Det er altså alligevel ikke helt hverdagskost, at et lille barn på den måde bliver efterladt – eller også er det igen vores hudfarve som skaber en del interesse. I hvert fald har kirken allerede nu, modtaget henvendelser fra familier, som kunne være interesseret i at adoptere barnet!
Det var en stor oplevelse at se gadedrengenes opmærksomhed og bekymring for denne lille dreng. De spurgte os rigtig mange gange om vi ville tage ham med til Danmark, der måtte vi desværre skuffe dem og sige at det havde vi desværre ikke mulighed for. Kirken kunne godt se vores problem og har lovet os at de vil følge med i drengens liv og sørge for at han har det godt. Drengen har været på hospitalet og er blevet tjekket for en hel række sygdommen. Moses blev bagefter placeret hos de sociale myndigheder som lige nu passer på ham og de vil prøve at finde en ny familie til Moses. Vi håber at vi kan via kirken nogle gange få en opdatering på hvordan det går med Moses videre i hans liv.
Helene og Dorte ønsker hvert fald Moses Joshua alt mulig held og lykke i fremtiden.

Så er der internet igen!

I dag er det fredag den 14. oktober og det ser endelig ud til, at internettet her på compounden virker. Vi havde et ordentlig uvejr for snart en måned siden, og der røg internettet desværre. Det er ellers rart når regnen melder sig, for så bliver luften renset igennem og temperaturen falder, hvilket vi kun kan sætte pris på! Der er sket meget siden sidst, nærmest så meget at der er svært at holde styr på. Jeg skal forsøge at holde kronologien, men det er så mange indtryk der falder ind over hinanden.
Vi er efterhånden kommet rigtig godt igang med al vores undervisning. Vi har fået lavet et nogenlunde holdbart skema for primary school, så vi kan komme ned og undervise både elever og lærere i engelsk. Det har hurtigt vist sig, at vi i primary school ikke kun kan være til gavn for eleverne, men bestemt også for lærerne. Hver klasse har tildelt én lærer, som så underviser i alle fag. Dermed er det ikke givet, at læren på nogen måde kan tale engelsk, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem fremmer elevernes muligheder for at lære engelsk. Vi underviser derfor både børnene og hjælper lærerene med deres udtale samt forsøger at tilrettelægge undervisningen bedst muligt til elevernes niveau.
På college har vi i de sidste uger stået på egen hånd, da Mr Bene har været hjemme i sin landsby i forbindelse med valget. Vi har derfor fire gange i ugen ca to uger sammenlagt været på college for at undervise fra 7.30 til 12.45 i forskellige klasser. Det har været noget af en mundfuld, men samtdig også en rigtig god udfordring som vi har lært rigtig meget af. Nu er Mr Bene tilbage, så nu er vores rolle i college mere observerende og kontrollerende, for at sørge for at eleverne laver noget og ikke bare kigger ud i luften – man kan godt gemme sig i klassen når der sidder 70 andre elever rundt om en. Vores timer på college giver os rig mulighed for at snakke med de andre elever, som er meget interesserede i at lære vores navne og ellers snakke en masse fransk til os, som endnu vi ikke helt forstår.
Hos gadedrengene går det også stille og roligt fremefter. Vi har, når der er flest til undervsining, 11 drenge tre dage i ugen, som vi underviser i engelsk og matematik. Der er stor forskel på, hvor meget drengene kan i forvejen. Nogle har gået i primary school og er klar til college, men er aldrig kommet videre i systemet. Andre kan ikke holde på deres kugelpen og knap stave deres navn. Derfor skal vi også variere undervisningen utrolig meget, så vi rammer de forksellige niveau drengene er på. Vi forsøger at give drengene et basalt ordforåd i engelsk, både for at det skal bruges hvis de engang kommer i skole, men også fordi, at det er vigtigt at kunne kommunikere bare en smule med udlændinge som ikke taler fransk. I matemaik arbejder vi med basale regneregler, tabeller og som noget nyt geometri. Specielt i matematik er der stor forskel på, hvor meget drengene kan, så vi laver individuelle opgaver til dem, så vidt som det er muligt.
Vi bruger efterhånden også mere og mere tid nede hos drengene om eftermiddagen. Hver tirsdag eftermiddag har vi en ”fysisk” aktivitet med drengene og for tiden er vi ved at lære at spille ultimate. Ultimate er på sin vis lidt som håndbold, bare med en frisbee. Ja altså, der er to hold, to mål(områder) og man må ikke tabe frisbee’en. Det gælder så om at få frisbeen kastet fra holdkammerat til holdkammerat uden at tabe den, eller modstanderholdet slår den i jorden. Man kan score i hver sin ende inden for et afgrænset område ved at have en spiller stående i feltet som griber frisbeen. Kort sagt, en leg som kan lære drengene at spille sammen, stole på hinanden, hjælpe hinanden og ikke tabe sit temperament. Vi hygger os allesammen i en times tid, indtil vi danskere sveder så meget, at vi ikke kan mere J Derudover er vi også ude at se, når drengene spiller fodbold mod et andet hold gadedrenge. Drengene er meget glade for deres ugentlige undervisningen i fodbold, og går meget op i det. Det er rigtig dejligt at dele drengenes interesser og glæder. Vi er også hos drengene torsdag aften, hvor evangalisten Silas kommer. Han fortæller drengene om historier og vers fra biblen og drengene er rigtig glade for hans besøg, Han beder sammen med drengene om sygdom men også om hverdagens stridigheder og problemer. Bagefter hygger vi sammen med drengene (der er for tiden 28 hvis de er samlet), som alle meget gerne vil lære os franske ord, snakke med os og lege. I går aftes lærte vi både ”hovede, skulder, knæ og tå” på fransk, lærte at danse på camerounsk vis (vi lærte dem den danske støvledans) og legede en stor omgang kludermor. Alt i alt kommer vi tættere og tættere på drengene og holder rigtig meget af dem alle.
Foruden vores undervisning har vi også lidt administrerende arbejde. Vi forsøger at holde hoved og hale i de mange gæster som kommer til compounden for at overnatte – en opgave der mange gange sætter vores fransk-kunskaber på en prøve. Derudover har vi stadig bogbutikken hver dag, hvor salget ikke er så stort, men mange stikker hovedet ind, bare lige for at sige hej. Lige pt er vi også ved at ligge budget for gadedrengene. Budgettet skal gerne kunne bruges når vi rejser herfra, men der er en del arbejde optil. Vi skal have snakket med Elia om hans udgifter og med kirken og deres forpligtigelser overfor projektet – og samtidig skal vi lige have grønt lys fra dem derhjemme i Danmark. Det hele er lidt et pusslespil, men en rigtig god udfordring til alle vores kommunikativeevner.
Hver søndag går vi i kirke, og har nu siden sidst oplevet både ungdomsgudstjeneste og endnu en (denne gang meget lang) nadver. Den anden sidste søndag er der ungdomsgudstjeneste. Her er det de unge fra området som står for gudstjenesten. De synger, beder, spiller skuespil og styrer slagets gang. En rigtig god måde at inddrage mange unge i gudstjenesten. Den første søndag i måneden er der jo nadver. Nadveren er ligseom en tilbygning på gudstjenesten, da gudstjenesten først afsluttes på normal vis, for så ti minutter senere at begynde igen, med henblik på nadveren. Menigheden har i den forgangne uge været til forberedelse i kirken og for at bevise dette, har de et kort med, som de giver når de modtager nadveren. Selve handlingen med bøn, sang og nadver tager ikke mere end en  trekvarter, men denne søndag, var der efter nadveren utrolig mange mennesker, som lige benyttede sig af lidt ”fri taletid”. Vi ved egentlig ikke helt, hvad systemet er, men tilslut ved hver gudstjeneste, kan man komme op og give beskeder til menigheden. Måske har de en form for liste man skal skrive sig på, men nogle gange er der bare rigtig mange, som har noget på hjerte. Således sad vi denne søndag i kirken fra 10.15-13.30 og ventede på at alle var færdig med at give beskeder, så vi kunne komme hjem og få noget at drikke og lidt kølig luft fra vores ”air-comdition-propeller”.
Sidste søndag var der så en kort gudstjeneste pga. præsidentvalget, så det vejede lidt op for den lange oplevelse søndagen før. Det har været rigtig spændende at opleve præsidentvalget hernede. De har kun valg hvert syvende år, så det er en sjælden begivenhed kan man næsten mene. Vi har forsøgt at snakke med mange om valget, og de fleste giver udtryk for, at de gerne vil have en ny præsident. Den siddende præsident, har været ved magten i 21 år (så vidt jeg husker) og er efterhånden ikke ung mere. Men med 22 modkandidater, hvoraf mange allerede har en plads i regeringen, er det svært at vældte ham af pinden, så at sige. Det er en kringlet affærre, men det korte af det lange er, at Cameroun nok ikke får ny præsident foreløbigt – og da slet ikke en kvinde J
Efter denne lange beretning om vores dejlige hverdag hernede, kommer lige to små historier, som falder lidt udenfor hverdagens sædvanlige oplevelser.
En ganske almindelig onsdag eftermiddag sad vi begge i bogbutikken. Vi forsøgte at komme på nettet med et lånt USB-modem-stik, for at sende artikler og mails hjem. Det lykkedes dog ikke rigtig for os, og computeren mente, at tiden skulle bruges på opdateringer. Vi besluttede os derfor for, at læse en bog. Da det var rigtig varmt og da butikken ikke rigtig har nogen god ventlilation, besluttede vi os for at sættes os udenfor på en bænk. Denne bænk står en meter fra døren ind til biblioteket og lige ved siden af indgangen til resten af bygningen, som huser en masse administration samt trykkeriet. Her sad vi så pænt ved siden af hinanden og læste. En mand kom kørende på sin motorcykel, parkerede udenfor lågen indtil bygningen og kom hen og hilste. Han sagde han kom fra el-selskabet og skulle aflæse de forskellige målere. Han stillede sig op ved den første el-måler som sidder lige ved siden af døren til bogbutikken. Her noterede han på nogle papir forskellige tal, og kiggede ind i bogbutikken, men gik ikke ind på noget tidspunkt. Han spurgte så til, hvor kontoret lå, men eftersom at alle i bygningen var gået hjem, sendte vi ham over på den anden side, til kirkensadministration. Han kom tilbage igen efter nogle minutter, og gik ind af døren til hovedbygning – altså den bygning som huser administrationskontorer, trykkeri og vores bogbutik. Trykkeri og bogbutik har deres egen indgang, men hele bygningen er forbundet med ”bagdøre”. Efter et stykke tid kom han ud igen og sagde pænt farvel. Efter et par minutter gik jeg ind i butikken igen, for at se, hvor langt computeren var med opdatere. Da jeg kom ind, råbte jeg ud til Dorte, om hun havde fjernet computeren, for den stod ikke på bordet længere. Dorte kom ind i butikken, og vi stod begge og stirrede på det tomme bord, før vi kiggede på hinanden og rundt i lokalet. Vi så hurtigt at døren ud til gangen, hvor kontorerne ligger, stod åben. Jeg løb den ene vej, mens Dorte løb den anden vej – rent tegenfilm næsten, som vi stod der på gangen og kiggede på hinanden som et stort spørgsmålstegn. Verden stod næsten stille indtil det gik op for os, at vores computer var stjålet, og den eneste der havde været på stedet, var manden som aflæste el. Selvom vi havde siddet lige udenfor døren til bogbutikken hele tiden, havde han simpelthen gået ind af bagdøren, taget computeren lagt den i sin taske og gået ud af den anden dør, lige forbi vores næser. Vi ved ikke, om det var planlagt på forhånd, men det virkede rimelig professionelt, og man skal være lidt lusket for ligefrem at udgive sig for at være en anden og stjæle på kirkensområde, som vi ellers anser for meget sikkert. Han har højest sandsynligt stået i døråbning, hvor eltavlen er, og kigget ind i butikken, hvor computeren har stået på bordet. Han har så kunnet se at der var en anden dør ind og udnyttet dette, for hvis han var gået ind i butikken ville vi have fulgt efter ham. Ved at gå gennem hovedbygningen ind til kontorerne, hvor vi troede han skulle aflæse el, har han i fred og ro kunnet tage vores computer.
Vi kontaktede selvfølgelig Ezai og straks stod mange mennesker og skulle have historien. Ezai ringede rundt for at høre, om manden rent faktisk var udsendt af elselskabet, men det var han ikke. Der var derfor desværre ikke meget at gøre, og vores computer (med dansk tastatur) bliver nok solgt på markedet, hvis han da ikke beholder den selv. En rigtig træls oplevelse, og vi var nok også lidt chokkeret over, at vi på den måde var blevet narret. Selv om computeren ikke er forfærdelig meget værd, så var der en masse mails hjem, billeder mv som nu er tabt. Men skaden er ikke større, end at vi må skrive nye mails hjem, nye blogindlæg og krydse fingre for, at vi endnu har billederne på vores kamera. Ezai har stillet en ny computer til rådighed, som vi kan bruge indtil vi forlader landet, så det er super dejligt.
En træls historie, men efterhånden kan vi trække lidt på smilebåndet af det, og være glad for at Ezai kunne hive en computer med dansk tastatur frem.
Den anden historie I får i denne omgang, kommer i et særskilt indlæg. Vi kan allerede afsløre, at historien har vagt stor opsigt og endda kommet i radioen!
Melder alt godt fra Cameroun og på snarligt genhør!