onsdag den 23. november 2011

Det er længe, længe siden...

Ja lang tid er der gået siden sidst, men læs blot dette som noget godt, da det betyder, at vi har nok at se til hernede for tiden. Siden sidst har vi sagt farvel til halvtredsplusserne, været ramt af malaria samt oplevet intet mindre end et bryllup og to præste- samt ældsteindsættelser.
For to uger siden, altså lørdag den 5. november, var vi alle seks piger inviteret til bryllup ved et par fra kirken. Vi kendte ikke parret i forvejen, men Elia kender parret fra kirken og havde fået en invitation til os. Vi var alle meget glade for invitation og spændte på, hvordan et camerounsk bryllup skulle foregå. Vi havde i dagene op til forsøgt at finde ud af, hvad man giver i bryllupsgave; og hvis ikke man vil give gryder, skåle, geder eller andet til husholdningen, så kunne man give parret et indrammet bibelcitat fandt vi ud af. Så dagen før brylluppet var tre af os draget med Ezai ud, for at finde en rammemager, som solgte disse indrammede plakater, som det egentlig er. Vi fandt en meget snæver lille butik med en veltalende nigerianer, som kunne vise alle sine plakater frem og fortælle os, hvilke der var bedst til bryllup. Vi valgte hurtigt en plakat med et citat omhandlende det at blive gift. Gaven skulle selvfølgelig også pakkes ind, men det vidste sig, at blive et større kunststykke. Gavepapir hernede kommer ikke i store ruller, men som enkelte stykker glanspapir som skal klistres sammen, hvis gaven er større – og det meget pertentligt og præcist! Så mens vi stod og svedte inde i den lille butik, forsøgte ramme-manden og Ezai at stramme papiret helt ud, for så at tape det til HELE vejen rundt og på alle leder og kanter. Da papiret så til sidst var sat stramt på plads, skulle der bånd på – eller i hvert et stykke glitterpapir med klister på bagsiden som i små stykker klistret sammen udgjorde noget lignende gavebånd. Resultat blev på sin vist smukt, men havde også krævet en del sved – og indpakningen kostede det halve af selve gaven. At der så samme aften var en af de andre piger som ved et uheld satte sig på gaven så glasset gik itu og hele processen lørdag formiddag derfor skulle gentages, gjorde det ikke bedre. J
Det blev dog hverken Dorte eller jeg som lørdag måtte tilbage til ramme-manden for at få erstattet det knuste glas, da vi desværre måtte bruge fredag aften på et lokalt sygehus, da en af pigerne var blevet rigtig dårlig. Allerede fredag eftermiddag blev Theresa dårlig, og da temperaturen blev ved at stige og hun havde det rigtig dårligt, måtte vi fredag aften ringe efter Ezai som kørte os på et nærliggende hospital. I og med at det var fredag aften og dermed weekend, var det første hospital vi kom til lukket – men med alle de kontakter Ezai har, blev der hurtigt kaldt personale på arbejde på et nærliggende baptisthospital, som vi kørte til. Her blev vi mødt af først en camerounsk læge og derefter en tysk læge, hvor sidstnævnte få uger forinden var ankommet til hospitalet. Theresa havde haft opkast, dårlig mave, høj temperatur og mavesmerter. Der måtte indkaldes en laborant på arbejde, som kunne lave forskellige prøver for at se, hvad Theresa fejlede. Dorte og jeg som var med på sidelinjen for at hjælpe Theresa og holde hovede og hale på, hvad der blev sagt, havde en kort mulighed for at se lidt ind i det camerounske hospitalssystem. For det første skal man betale sig fra det meste; først skal man have et personligt sygekort som skal betales, dernæst skal man betale for konsultation og prøver, før disse bliver foretaget. Vi fik også mulighed for at tale lidt med den tyske læge som kunne fortælle, at hun hver dag så rigtig mange tilfælde af tyfus, malaria og selvfølgelig fejlernæring af børn. Hverdag, fra tidlig morgen til solen gik ned, kom folk langvejs fra, for at konsulterer hospitalets læger og sygeplejersker. Hospitalet havde også dets eget lille apotek, hvor man på lægens anvisning kunne købe den nødvendige medicin. De efterfølgende dage, hvor vi vendte tilbage med Theresa for at følge op på hendes sygdomsforløb, så vi også med egne øjne de mange ventende patienter. Som hvid blev vi helt tydeligt for-prioriteret hvilket betød, at vi ikke tilbragte noget nær så lang tid, som de mange andre patienter. Personalet på hospitalet var også en god mix af både mænd og kvinder - yngre og ældre, som alle på en eller anden måde, havde kontakt med patienterne. Theresa fik fredag aften at vide, at hun havde malaria på et tidligt stadie og en maveinfektion. Dorte og jeg fik beskrevet et helt pille-arsenal vi skulle sørge for at Theresa fik, for at behandle både malaria og maveinfektion. Natten mellem fredag og lørdag gik derfor for Dortes og mit vedkommende med at hjælpe Theresa igennem en lang og hård nat. Lørdag formiddagen blev brugt til at sove ud, så vi kunne komme til bryllup hen ad eftermiddagen. Theresa måtte vi desværre efterlade hjemme i seng, da hun bestemt ikke var i stand til at klare et helt bryllup. Heldigvis var den kirkelige ceremoni i vores egen kirke her på compounden, så vi kunne hurtigt komme op og se, hvordan hun havde det.
            Selve brylluppet startede i kirken lige omkring klokken 14.45. Vi sad fem piger bænket pænt op (for en gang skyld ikke forrest i kirken) i nye afrikanske kjoler og med Elia yderst som oversætter og fortæller. Vi var meget spændte på, hvordan forløbet ville være, og det føltes som evigheder vi sad og ventede, før brud og brudgom kom. Først kom brudgommen nede bagfra i kirken arm i arm med mor og svigermor, for at stå oppe foran i kirken, når bruden skulle føres ind. Musikken startede og ind kom dansende først brudepiger og brudesvende i matchende tøj, dernæst en lille dreng og pige smukt klædt i hhv. jakkesæt og kjole og til sidst bruden ført af sin far og med første brudepigen til at bære slæbet, efterfulgt af den nærmeste familie. Optoget gik med små dansende skridt op mod alteret under tilrøb og glædesskrig. Oppe forest i kirken var sat en sofa med stole på hver side. I sofaen skulle brudeparret sidde, med første brudepige og brudesvend på hver side. Brudgommen var klædt i smoking og bruden var iklædt en stor hvid kjole med glimmer og pallietter for alle pengene. Ceremonien varede næsten tre timer (altså en hel del længere end et dansk bryllup), og var fyldt med sang og dans. Der var et kor fra Maroua, som brudgommen tidligere havde været en del af, samt det lokale kirkekor. Selve vielsen blev foretaget af vores lokale præst Francois; han holdt en lille prædiken omkring ægteskabet, og selve ring-overrækkelsen foregik ved, at først brudgommen fremsagde ægteskabsløfter – på ægte amerikanskvis – for så at løfte sin kommende kones hånd op i luften og sætte en ring på hendes finger, efterfulgt af samme procedure for bruden. Da løftet var afsluttet kom kvinderne på benene og dansede, sang og ’skreg’(meget høje lyde som kvinderne bruger som hyldest/udtryk for glæde) for de nygifte. Der var også taler for det nygifte par under gudstjenesten og en stor gaveoverrækkelse, hvor folk kom dansende ind i kirken med gaver til parret – alt lige fra store fade, gryder, koste og penge til børn(!) Børnene blev dog leveret tilbage igen J Et meget festligt indslag, som egentlig symboliserer mest af alt, at pigen nu er blevet en kvinde, som har til opgave at passe sit køkken, holde et pænt hjem og selvfølgelig føde sin mand en masse børn.
Efter den kirkelige handling som sluttede omkring klokken 18 havde vi lige lidt tid til at klæde om og gøre klar til reception/fest om aftenen. Igen havde vi ikke rigtig megen ide om, hvad der ventede os, så da vi klokken 20.30 drog afsted var vi atter meget spændte. Festen blev holdt i en baggård til et spisested/club. Der var dækket fint op, og mange af gæsterne fra kirken var igen mødt op. I kirken var der vel en 600 mennesker, mens der til festen bagefter var ca 300 festklædte mennesker. I midten af gården var der sat en pavillion op, hvor orkesteret spillede. Da brudeparret ankom, foregik det igen i et dansende optog rundt forbi alle bordene. Bruden havde skiftet til en grøn kjole og hendes mand matchede med grøn skjorte og slips. Vi blev alle budt velkommen af en konferencier og aftenens program blev præsenteret. Første punkt var nogle taler og lidt sang alt imens maden blev sat frem på to store borde, som skulle fungerer som buffet. Vi var efterhånden ved at være sultne, så vi kastede os glade over bordet som bød på forskellige afrikanske retter. Der var kylling, fisk og oksekød med ris, plantin (friturestegte bananer), kartofler samt friturestegt brøddej – og garanteret mere som allerede er gået i glemmebogen. Fælles for det hele var, at det var koldt, men det skulle eftersigende være meget normalt. Under maden var der live musik og lidt indslag fra venner og familie. Efter maden var der endnu en gaveoverrækkelse. Brudeparret dansede op på scenen, hvor de under sang og musik tog imod gaver fra de dansende gæster. Simone og Helene bevægede sig også mod podiet med gaven fra os danske piger, og gaven blev taget varmt imod af parret, som takkede mange gange både for gaven og fordi vi kom. Der blev bragt mange fine gaver til parret – deriblandt både geder og høns. Senere på aftenen delte de nygifte gotteposer ud til alle gæster, hvorpå der var hæftet et lille bibelvers. Der blev også skåret kage ud og sørme også en stegt ged skar brudeparret i fællesskab ud. Vi nåede desværre ikke meget mere af aftenens program, da klokken efterhånden nærmede sig midnat og tid til, at vi skulle hjem ’i sikkerhed’ på kirkens område. Efter en rigtig hyggelig aften lagde vi os alle til at sove (Theresa havde en lidt bedre nat end sidst), og var søndag morgen klar til endnu en lang gudstjeneste med efterfølgende nadver.

Weekenden efter var alle mand raske og friske. Theresa havde holdt sig i ro og færdiggjort sin behandling for både malari og mavebakterier, og var nu på benene igen. Det havde været lidt en speciel oplevelse for os alle, at Theresa havde været syg; Der gik ikke mange timer, før alle på compounden vidste, at hun var syg. De kom for at se til hende, ønske hende god bedring og nogle af præsterne kom også for at bede for hende. Det viser rigtig tydeligt, hvordan alle her på compounden anser hinanden som værende en stor familie, og bekymrer sig meget om hinandens ve og vel.
Vi havde denne weekend modtaget en invitation til en præsteindsættelse i en kirke i den anden ende af byen. Seniorvolontørerne ville også gerne med, så vi måtte køre af to omgange ud til en kirke, som lå godt gemt inde i mellem en masse små huse. Kirken var under opbyggelse – eller måske færdig, hvem ved – og taget bestod af plastik. Der var sand på gulvet og bestemt ingen aircondition af nogen art. Alle vi hvide blev pænt stolet op foran, så vi kunne følge med i slagets gang. Ceremonien begyndte lige omkring klokken 10 og sluttede klokken 14, så vi var meget glade for den vand, der blev serveret undervejs. Det var svært for os helt at gennemskue, hvor meget der var anderledes i denne gudstjeneste sammenlignet med alle andre søndagsgudstjenester. Der var sang, bøn og prædike som altid, dog var det som om, at sangene blev vendt mod den præst der skulle indsættes samt de fem evangelister som også skulle indsættes ved samme ceremoni. De seks mænd som gudstjenesten altså ligesom handlede om, var bænket forrest med deres respektive kone ved deres side. Når kvinder, børn eller lokale sang, var de vendt mod mændene og ”skrigdamerne” (som vi så fint har døbt de kvinder som vifter med et stykke klæde foran folks ansigter samtidig med, at de udstøder en høj skrigende lyd) var omkring dem hele tiden. Tilstede var også mange præster, som vi kendte fra compounden. Vi fandt ud af, at en af præsterne er ”formand” for disse indsættelsesceremonier og dermed altid forestår en sådan ceremoni. Tilstede var også en masse ældste (altså mand som på den ene eller anden måde, laver et specielt stykke arbejde for kirken) samt vicepresidenten for EFLC (Eglise Fraternelle Lutherane Cameroon) og en håndfuld andre præster. Selve indsættelsen foregik ved, at der først blev fortalt lidt om præstens fortid; hans skole gang, familie og tidligere arbejdspladser, hvorefter præsten selv blev kaldt op. De i menigheden (vel nærmest en form for menighedsråd) som så støttede op om denne indsættelse, skulle så rejse sig op og tilkendegive at de stod inde for, at denne præst blev indsat i deres kirke. Herefter dannede de tilstedeværende præster en kreds omkring den nyindsatte præst, hvor de bad for ham og velsignede ham.
Nogenlunde samme procedure fandt sted for de fem mænd der skulle indsættes som evangelister, hvorefter alle på skift var oppe og holde en lille tale. Efterfølgende var der først ordinær penge indsamling efterfulgt af indsamling til de seks mænd og deres familie. Der blev givet små og store gaver i form af penge, gryder, skåle, pakker og meget andet. Da den kirkelige handling var færdig, blev alle bydt over ved siden af, hvor der blev serveret lidt mad. Ovenpå den lange gudstjeneste var det rigtig dejligt lige at få lidt at spise samt noget koldt at drikke.
Vi sagde om mandagen farvel til seniorvolontørerne som skulle begynde deres rejse hjem til Danmark igen. Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem alle sammen, for det har været et rigtig dejligt pusterum i den afrikanske hverdag, at have andre danskere omkring sig. Heldigvis kunne vi dog se frem til, at der ikke er længe til vores hjemrejse og at de sidste uger nu her frem mod vores hjemrejse skal bruges rundt i det camerounske land, for at se lidt mere af den smukke natur og kultur. Ellers forløber hverdagene som altid med undervisning og gadedrenge. Onsdag havde vi faktisk en rigtig sjov oplevelse sammen med alle drengene, da de skulle ud for at spille fordbold med de katolske gadedrenge. Vi plejer at se drengenes kamp om onsdag om det så er her på compounden eller lidt udenfor byen hos de katolske gadedrenge. Drengene plejer at gå ud til stedet, hvor de spiller, mens vi kører med en af compoundens chauffører (middagsheden er ikke til at gå så langt i) og så nogle gange følges hjem på gå-ben med dem bagefter. I onsdags var det hele dog lidt forsinket, og vi kunne ikke forstå, hvorfor drengene endnu ikke havde forladt compounden og var begyndt at gå ud mod det sted, hvor de spiller fodbold. Det viste sig at Elia var ude og at alle drengene derfor ventede på ham, så de kunne få deres bold og spillertrøjer (gule og orange overtræksveste). Da Elia endelig kom, var klokken mange og vi fandt derfor på, at hvis vi kunne få en af kirkens pick-up trucks at køre i, kunne vi have en hel del drenge på ladet! Det skulle selvfølgelig prøves, og vi endte med at køre afsted ud af byen med 15-20 drenge på ladet. Alle drengene synes det var vældig skægt, og de havde store smil på hele vejen igennem byen, og kom rettidigt frem til kampen.
Dorte og jeg har også brugt denne uge på, at hjælpe Elia med at købe tøj til alle drengene. En gang om året op til jul, får alle drengene et sæt nyt tøj bestående af bukser, t-shirt og et par sko. Det er et større cirkus at købe tøj til 22 drenge, få dem til at prøve det og så tilbage på markedet igen, for at bytte det. Puha, en større omgang som dog resulterer i nogle meget glade drenge, som ser frem til at få udleveret deres nye tøj. Vi har også været på det store marked for at købe kæmpe store sække med ris, sukker og jodnødder til drengene og i løbet af denne uge, skulle vi gerne finde et sted, hvor vi kan købe en masse majs.

Lørdag pakkede vi alle turtasken, en masse vandflasker og solcreme og drog i to biler på tur med Ezai mod byen/søen Lagdo. Det var en kørsel på en god times tid ad egentlig udemærkede veje. Vi fik set mange små og store byer på vores vej, og fik igen et nyt indtryk af det land, vi nu længe har boet i. Nogle steder man kører forbi, er der udelukkende små lerhytter indhegnet mellem hinanden, andre steder er der større ”huse” lavet af støbte sten og med tag over. Langs med vejene går skoleelever i deres farverige skoleuniformer, for at komme til den nærmeste by med primary school eller college.
Vi nåede søen Lagdo lige omkring middagstid. Der var egentlig ikke meget at se, andet end en opdæmmet sø samt et vandværk, som giver strøm til hele den nordlige del af Cameroun. Der var utrolig smukt og fredeligt, men vi så ikke meget af området. Ezai havde planlagt at vi skulle til et sted kaldet Lagon Bleu, som skulle være et smukt hotel/turiststed. Han havde haft nogle af de tidligere volontører med dertil. Da vi ankom til Lagon Bleu (som lå 10 minutteres kørsel fra opdæmningen) var der dog ikke meget tilbage af det tidligere ellers velbesøgte sted. Den tidligere ejer var død to år forinden og stedet havde fuldstændig tabt sin glans. Men det var tydeligt at se, hvordan stedet en gang havde været smukt med blomster, træer og små hytter alle med udsigt lige ned til vandet. Vi seks piger gjorde det hurtigt til en drøm, at købe stedet, bygge det op og skiftes til at leve dernede. Det var et skønt sted med aber i træerne og vandet lige nedenfor. Vi nøjedes dog med at købe et par fisk, som nogle fiskere trak i land lige nedenfor, og Ezai inviterede os alle hjem på frokost/aftensmad.
            Efter en dejlig dag sad vi alle om aften hos Ezai, som sammen med Louise havde tilberedt fiskene samt ris (Ezais kone læser i Maroua og er derfor ikke hjemme i lange perioder). Det var et utrolig dejligt måltid i rigtig godt selskab. Ezais to børn kom hjem og vi havde nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi spiste, snakkede og legede. Dagen efter, søndag den 20, var vi igen blevet inviteret til indsættelse. Denne gang var det en kirke på den nærliggende militærflyvestation, som skulle have indsat en ny blandt de ældste. Ceremonien var ikke meget anderledes fra sidste søndag, dog havde vi denne gang Ezai med, som kunne oversætte for os, så vi fik lidt mere ud af ceremonien. Når man bliver indsat blandt de ældste forpligtiger man sig til ”socialt” arbejde indenfor kirken. De ældste tager rundt og snakker med folk, som har brug for trøst eller på nogen måde vejledning. Der blev også optaget fire diakonister, tre kvinder og en mand, som også skal arbejde med at forkynde det kristne budskab i området.

Den kommende uge byder på undervisning frem til fredag, hvor vi tager afsted på tur mod Maga, Maroua og Yagoua. Her skal vi forhåbentlig ud at se en masse nyt, og forhåbentlig besøge Mark og se det hospital, hvor han arbejder. En spændende uge venter og vi glæder os alle meget.
Husk at se nye billeder på i vores picasa album! J

1 kommentar: