Oktober måned er nu gået og frem er kommet november; vores sidste hele måned her i Cameroun. Lige for tiden vrimler compounden med hvide mennesker, hele 13 styk i alt bor der her lige for tiden og i torsdag kom der sørme fire danskere mere fra Mission Afrika, som var på rundtur i landet. Dejligt at snakke lidt dansk, læse en dansk avis og høre lidt nyt hjemmefra. Den store forøgelse af danskere her på stedet for tiden skyldes, at 7 seniorvolontører fra Lemvig (og en enkelt fra Sorø) er her i et par uger, for at bygge toiletter til Primary School. Et projekt som sognet har samlet penge sammen til, og som nu resluterer i to store huller som gerne skulle blive til otte toiletter. Vi havde fornøjelsen af i sidste uge at byde dem velkommen i lufthavnen og vise dem rundt i byen på markederne. Halvtreds-plusserne (som de også kaldes) har også været med på både college og i primary school, for at se, hvad vi unge volontører laver.
Ugen hvor I derhjemme forhåbentlig holdt efterårsferie, skulle egentlig have været en almindelig uge for os hernede, men det blev faktisk til en uge uden meget undervisning. Mange lærere var sendt på kursus og gadedrengene var ikke hjemme på centeret hele ugen. Derfor havde vi en uge med tid til afslapning, regnskabsarbejde for Ezai og klargøring af gæstehuse til seniorvolontørerne. Sidste uge var vi så tilbage i undervisningslokalerne hvor vi underviste på hhv. Primary school og college samt selvfølgelig gadedrengene. Ikke så meget nyt at melde fra vores hverdag, men vi har endelig taget hul på nogle ture væk fra Garoua. I lørdags (den 29.10.11) var vi på tur med Elia. Elia havde tilbudt at tage os med på tur ud til sin tidligere landsby, hvor hans far i mange år havde arbejdet for kirken. Her kunne vi se på afrikas natur, lidt bjerge, en plantage og måske en flodhest.
Lørdag morgen klokken 7.00 stod vi alle seks klar til at tage afsted ud af byen. Vi vidste at Ezai havde været nødt til at hyre en chauffør samt bil udefra, da de mange gæster på compounden sætter pres på kirkens egne chauffører. Eftersom det nu er Afrika, havde vi understreget overfor Ezai, at bilen ville være her klokken 7.00 efter dansk tidsregning, altså præcist, og det havde han lovet nok skulle lade sig gøre, så vi kunne komme i gang med programmet før varmen rigtig meldte sig. Dog kan det vel stadig ikke komme som den store overraskelse, at klokken var 08.15 før en blå ”minibus” rullede ind foran huset. Vi havde joket lidt med, at bilen garanteret var noget værre skrammel, men vi var stadig ikke parate til det syn, der meldte sig. Sagt på en pæn måde, så var den i hvert fald aldrig gået igennem syn derhjemme; den havde huller i bunden, en bagklap der kunne falde af når som helst, underlige lyde og et gearskift der ikke helt virkede. Sæderne var hullede og personen i midten sad på en jernstang, mens man i siderne måtte sidde enten i et hul eller med den ene balle på kanten af sædet og dermed en anden jernstang. Ikke just en behagelig oplevelse på hullede og støvede veje ud imod bushen. Der var dog ikke meget andet at gøre, end at tage det med et smil og som en del af oplevelsen, og vi kom da også helskindet både frem og tilbage.
Elia som var vores guide for dagen fortalte, at første stop var den landsby, hvor hans far i mange år havde boet og arbejdet for kirken. Elia havde også selv nogle år tilbage boet i landsbyen med sin far, så for ham var det næsten som at komme hjem. Vi havde på den lange støvede vej ind til landsbyen mødt mange små klynger af huse langs med vejen – jeg skal ikke kunne bedømme om de var store nok til at udgøre en landsby eller ej, men vi glædede os i hvert fald alle, til at se nærmere på de små lerhytter. Vi blev budt velkommen af den mand, som nu havde overtaget Elia’s fars tidligere job. Vi fik lov at se hans hjem som bestod af flere små hytter indenfor en indhegning. Det var rigtig sjovt at få lov lige at stikke hovedet ind og se, hvad de små rum gemte på. Det var tydeligt at se, at det var vigtig at være mere eller mindre selvforsynende, for på store måtter på jorden var lagt jordnødder og andre grøntsager for at kunne tørre og bruges i madlavning. Bagved indhegning kunne vi skimte markerne med majs, korn, jordnødder og bomuld. Det var et helt andet sceneri end hvad vi er vant til fra byen; bjerge i horisonten, marker, floder og en overdøvende stilhed, vi ikke har hørt længe.
Efter det korte visit blev vi vidst til kirken ved siden af. Vi fik at vide, at de var ved at opføre en ny kirke, da den gamle var ved at være for lille. Udefra var det eneste man kunne se halvopførte mure og et bygningsværk, der var gået i stå. Det viste sig dog, at inde bag murene gemte den gamle kirke sig, som stadig blev brugt. Den nye kirke blev simpelthen bygget rundt om den gamle kirke. Kirken var ikke stor og bestod ganske simpelt af et stort rum med sten-/lerbænke støbt til gulvet og et lille alter oppe for til. Kirken huser 300 hver søndag til gudstjeneste, så de må sidde meget tæt.
Turen gik nu med et par lokale drenge og Elia mod et lille bjerg (nok nærmere en bakke) lige bag huset. Solen var nu ved at bevæge sig højt mod himlen og varmen trykkede allerede. Vi begav os raskt afsted mod toppen, og det tog ikke mange minutter før vi kunne nyde det smukke landskab som omgav hele området omkring os. Det var en rigtig smuk udsigt som virkelig viste os noget af det Afrika, vi sådan har savnet. Vi kunne skimte høje bjerge, se de snoede floder og nyde synet af de mange marker som bærer levebrødet for mange af landsbybeboerne. Efter at have bevæget os lidt rundt på toppen, hvor Elia havde udpeget alle de gode steder at tage billeder og insisteret på at tage masser af gruppebilleder, begav vi os ned af igen. Vi endte ved en lille jordnøddemark, hvor de tre kvinder bød os ”indenfor” så vi kunne se, hvad de lavede. Det viste os, hvordan de gravede jordnødderne op ved roden og at de dyrkede tre forskellige sorter, som artede sig bedst til hver sin ting. Som vi stod der på marken, kom flere børn gående over markerne for lige at se og måske hilse på de hvide mennesker, der stod der og blomstrede midt i det hele.
Efter at have smagt tre slags jordnødder, gik turen videre gennem bomuldsmarker ned mod floden. Det var en længere tur igennem mandshøje planter med en følelese af, at man hele tiden kunne fare vild i de store marker. Selvom klokken ikke var mere end knap ti, glædede vi os alle til at komme til den lille flod og dermed mulighed for lidt afkøling og en omgang solcreme. Da vi nåede flodbreden (tænk: et stykke med sand der leder ned til en lavandet og (meget) bred å). Her smed vi alle – nogen efter mere betænkningstid end andre – skoene og gik ud i vandet for at bliver afkølet. Det var rigtig lækkert at mærke vandet ligeså stille køle benene og fjerne tankerne lidt fra varmen og det faktum, at vi skulle gå et langt stykke tilbage igen i endnu mere varme. Vi så ingen flodheste eller større fisk, men der skulle i floden være flodheste på visse tider af året og længere oppe mødte vi fiskere i gang med dagens fangst.
Vi bevægede os tilbage mod landsbyen, hvor vi startede for at finde en kvinde som skulle lave nogel smukke krukker. Under tiden nærmede vi os middagstid og vores vandrationer skrumpede hele tiden ind. Vi holdt pause i skyggen af et stort Baobab-træ før vi gik videre ad de små veje til flere lerhytter og flere små børn der rendte rundt og legede tag-fat i meget lidt tøj og med store maver. Det lykkedes os ikke at finde den kvinde som Elia før havde besøgt som lavede krukker, da hun var i marken for at arbejde – eller også var hun på markedet, det fandt vi ikke helt ud af. På vej tilbage mødte vi dog en anden kvinde, som også lavede store krukker. Det var rigtig fint at se det røde ler, de store krukker og de små ”hytter” som fungerede som ovn. Vi vendte snuden tilbage mod kirken og vores opsamlingssted. Her skulle vi spise lidt medbragt - og hjemmebagt - brød. Da vi kom frem under et nyt stort træ og ringede til chaufføren gik det imidlertid op for os, at seniorvolontørerne benyttede samme minibus og chauffør som os, og eftersom de var på en anden tur i et andet område, ville der gå tre timer før vi kunne blive hentet. En meget lang ventetid i middagsvarmen midt ude i bushen ventede os, og der var ikke meget at gøre, selvom vi prøvede at ringe til vores kære Ezai; der var ikke flere biler eller chauffører på compounden. Vi satte os godt til rette i et par plastikhavestole og spiste en bid brød for derefter at begynde at slå ventetiden ihjel. Vi var ikke meget for at bevæge os rundt, da solen var hård og vores vandration lav. Vi havde regnet med, at vi skulle videre til et plantageområde, hvor vi kunen få lidt forsyninger af vand og frugt, men den plan blev ikke til meget. Nogle fik sovet eller prøvet instrumenterne i kirken (en tromme og en avanceret rytme-rangle), mens andre fik snakket og hygget. Vi var et stort trækplaster for byens børn, som fik brugt det meste af dagen på at sidde i skyggen og kigge på os. Vi besluttede at når chaufføren en gang dukkede op, ville vi køre tilbage mod compounden og så gemme plantage og flodheste til en anden dag. Det viste sig at være en god beslutning, for klokken var 16 før vores kære skrammelkasse kom og vi kunne begynde turen hjem.
Efter en bumlet tur tilbage til Garoua gik vi lige et smut omkring markedet for at hente nye kjoler, en god ide som kom til at koste os en times ekstra ventetid, da de to piger på markedet havde nøglen til vores lejlighed. Men så kunne vi bruge tiden på at drikke noget af det vand, Ezai så sødt havde sendt med chaufføren og se alle de billeder vi havde taget. Da vi endelig kom ind skulle vi alle i bad for derefter at besøge den lokale restaurant da ingen den aften orkede hverken at lave mad eller vaske op.
En dejlig dag med smuk natur, hyggeligt selskab, sjove oplevelser og god mad (samt for Dorte og mit vedkommende, første aften med oksekød siden Danmark).
De næste par uger skal gå med undervisning, bryllup på lørdag hos et lokalt par fra menigheden , besøge en ny kirke på søndag og forhåbentlig flere lørdags-ture ud i det blå. Sidst på måneden skulle den store safaritur gerne komme og vi glæder os alle allerede.
Vi håber alt er vel derhjemme,
Melder alt godt fra Cameroun!
Dorte og Helene
For at se billeder fra vores tur, skulle det være muligt at bruge følgende link:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar