Yagoua, Maga og Maroua
Endelig er tiden kommet til, at vi her på bloggen skal begynde at fortælle lidt om, hvad Cameroun kan byde på af seværdigheder foruden vores kære by, Garoua. Denne weekend stod på besøg i det nordlige Cameroun, hvor vi skulle besøge byerne Yagoua, Maga og Maroua. Efter planen skulle vi tidligt fredag morgen køre mod Yagoua i vores lejede bil med plads til os seks piger og Ezai som chauffør. Men som alt andet her i Afrika startede vi ud med forsinkelse. Torsdag aften midt i alle forberedelser til at tage afsted, modtog vi den kedelige nyhed, at vi ikke kunne få bilen før lørdag morgen. Dermed var der ikke andet at gøre, end at vi måtte afsted ekstra tidligt lørdag morgen og så skære lidt af programmet af. Fredag brugte vi derfor på mentalt at forberede os på weekends mange timer på de støvede, hullede camerounske veje. Læs: vi slappede af, bagte kager og slappede mere af. J
Det viste sig dog, at vores forberedelser bestemt ikke var spildte, for vejen til Yagoua var næsten fire timer lang og ikke nem. Det fleste veje er asfalteret og næsten brede nok til to biler, men selvom de er asfalteret er de ikke uden kæmpe store huller, revner og mange års slid. Når asfalten slipper op eller er tilstrækkelig slidt, kører man i sand. Dermed brugte vi timerne siddende tæt op ad hinanden hoppende op mod loftet og med støv overalt. Vores første mål i Yagoua var et hospital hvorpå Marc arbejder (Kirkepræsidentens nevø, som vi mødte da vi ankom hertil). Marc var desværre ikke på hospitalet, da han var rejst mod Yaounde, men hospitalets administrator viste os rundt på de forskellige afdelinger. Det var rigtig spændende lige at få et lille indblik i, hvordan man er stillet, når man kommer som patient i Cameroun. Yagoua er en større by (sammenlignet med de mange små landsbyer rundt om) og hospitalet havde da også flere afdelinger samt en sengebygning. Hovedsagelig kan man sige, at de små konsultationsrum er meget spartanske med slidte, plastikbelagte madrasser og udstyr af ældre dato. Men hvis man sammenligner hospitalet i Yagoua med et lille hospital vi så i en landsby en times kørsel udenfor Yagoua, var det tydeligt at landsby hospitalerne er mere slidte, beskidte og med færre midler. De hospitaler vi indtil videre har set, har alle deres eget lille laboratorie, hvor der står et stereoskop og lugter meget af klor. Her kan man især se, hvor få midler hospitalet har at gøre med, da udstyret typisk er slidt og bestemt ikke, hvad vi vil kalde tidssvarende. I Yagoua var der også en øjenlæge, som havde sit eget lille rum, hvor han kan tjekke patienternes syn ved en synsprøve, som minder meget om den, vi kender fra Danmark.
Efter vores hospitalsbesøg havde vi inviteret os selv på besøg hos Marcs familie bestående af hans kone Esther og deres tre børn. Vi havde snakket rigtig meget med Esther da de var i Garoua i september og glædede os til at se hende og børnene igen. Desværre var Esther ikke hjemme da vi kom forbi dem, så vi bestemte os for at køre ud og se grænseovergangen til Chad og så vende tilbage for at hilse på Esther senere. På vej ud af byen og mod floden som skiller Cameroun og Chad, punkterede vi dog. Ud af bilen strøg vi allesammen, konstaterede at den var helt galt og glædede os over, at vi bagpå havde et reservehjul. Det er vist ikke hver dag, at seks hvide piger punkterer midt i Yagoua – i hvert fald havde vi en mindre skare omkring os imens vi ventede på, at Ezai skiftede dæk, så vi kunne trille mod nærmeste værksted. Ventetiden ved værkstedet brugte vi på at få lidt koldt at drikke og et par af de medbragte pandekager. Esther havde hørt at vi befandt os nede i byen, så hun kom og hilste på os allesammen. Efter et hyggeligt gensyn var det tid til at se nærmere på floden samt Chad og derefter vende snuden mod Maroua, hvor vi skulle overnatte. I regnsæsonen rykker grænseovergangen til Chad sig, da floden går over sine breder, men i disse tøretider, kan man stå på den ene flodbred og vinke over til Chad. Hvis man vil over på den anden side, kan man benytte de lokale små fiskerbåde eller den større bilfærge, som vel bedst kan sammenlignes med en stor jerntømmerflåde.
Tre raslende timer var der tilbage til Maroua, hvor Dorte og jeg krøb om bag i bilen og forsøgte at finde os til rette på de støvede veje. På hjemturen var vi på et kort visit ved et præsteseminarium. Her så vi undervisningslokaler og det område, hvorpå præsteeleverne og deres familier bor. Ellers bød hjemturen på mange små landsbyer der passerede forbi, øde områder med lave buske og store kvægflokke samt en smuk solnedgang bag bjergene. Vel fremme i Maroua fandt vi frem til vores overnatningssted, som var nogle ret nye volontørlejligheder midt i byen. Her var rigtig fine forhold og en dejlig lille terrasse, hvor vi næste morgen kunne indtage en lækker morgenmad i den varme morgensol.
Søndag skulle vi igen tidligt op, for to timers camerounskeveje lå imellem os og Maga, som var dagens destination. Et langt stræk derud af på om end muligt endnu ringere veje, endte heldigvis i sidse ende ved en stor smuk sø. Vi havde alle set meget frem til forhåbentlig at skulle se nogle flodheste på nær hold. Derfor var Ezais førse mission at finde nogle fiskere, som kunne hyres til at sejle os ud. Aftalen blev, at vi senere på dagen kunne vende tilbage, og så ville de tage os med ud på søen. I mellemtiden kunne vi køre til den nærliggende landsby Pus, hvor vi kunne se nogle traditionelle huse. Vi troede egentlig blot, at vi skulle se nogle lerhytter med stråtag som så mange gange før, men det viste sig, at disse huse var meter høje hytter, næsten formet som bikuber. Disse huse blev brugt for 50 år siden, men i dag er de kun for at vise frem. Typisk boede der en enkelt familie indenfor indhegningen som rummede tre – fire huse. Her kunne manden bo med sine koner og børn. Konerne og børnene havde deres hytter og manden havde sin egen. I alle hytter var der plads til, at dyrene også kunne sove inde. I hytterne var der også ildsteder og ”hylder” til opbevaring af service og mad. Væggene var dekoreret med tegninger og i loftet hang flagermusene i små klynger. Et af husene havde en lille tilbygning som blev brugt til opbevaring af mad og mennesker under ufredstider. Man kunne let forsvare den lille indgang og rummet var derfor optimalt til beskyttelse. Efter et spændende besøg, kørte vi tilbage til Maga, for lige at se lidt mere af byen, som faktisk er kirkepræsidentens landsby, hvor han har boet med sin familie, før de flyttede til Garoua. Vi så også en lokal radiostation som er under opførsel med støtte fra Mission Afrika. Herefter var det endelig tid til vores flodhestesejlads. Vi blev alle syv placeret i en forvokset kano med motor i den ene ende. To mand var med til at styre, den ene siddende bagerst ved motoren den anden foran som udkigspost. Vi var meget spændte og måske lidt anspændte også da vandet eftersigende ikke blot skulle indeholde flodheste men også alligatorer og alt muligt andet (sandhedsgraden står dog lidt ud i det uvisse). Vi krydsede søen for på den anden side at ramme et bredt stykke med høje vandplanter og smalle passager. Vi sejlede gennem vand-junglen til en lille landsby isoleret på en ø midt ude mellem de høje planter. Her gik vi i land, hilste til højre og venstre og følte os måske nok allermest til skue for de lokale. Heller ingen flodheste viste sig på den lille ø, så vi sejlede ud igen for at fortsætte vores jagt. Vi kom til et stort område, hvor fiskerne fortalte at de tidligere på dagen havde set hundrede flodheste. Men nu var der altså ingen, og vi vendte lige så stille vores båd tilbage mod den bred, vi var sejlet ud fra. Undervejs havde vi haft lidt problemer med at båden gik i stå og havde lidt vanskeligheder med at starte, og ligefør vi ramte bredden gik motoren da også helt ud, og vores ”kaptajn” kunne informere at han måtte tilbage ud i en anden lille båd for at hente en dims, som var tabt fra motoren. Alle disse informationer trængte dog ikke langt ind, da vi pludselig så en stor flodhest stikke snuden op. Desværre fik vi ikke meget mere at se, da flodhesten var på vej modsatte vej af, hvad vores 2. styrmand stagede båden imod og uden motor, var der ikke meget at gøre. Men en flodhest var det - stor og flot! Sikkert i land igen takkede vi for turen og trak tilbage til vores bil for at begynde hjemturen til Maroua. Hjemturen var mindst ligeså lang som turen derud, og vi var alle trætte. Da vi ankom til Maroua var vi lige ude forbi et universitet der er under opbyggelse samt byens størst EFLC kirke. Om aftenen gik vi efter et dejligt bad for at få støvet af, til en nærliggende restaurant sammen med Ezai og hans kone, som studerer i Maroua. Det var rart ikke selv at skulle tilberede noget, men bare få kød, kylling og kartofler serveret efter en lang aften. Nu var vi alle klar til at hvile ud, før mandagen skulle bruges på power-shopping.
Vi brugte mange timer og mange tusinde franc på det store souvenirmarked i Maroua; trommer, tasker, figurer, masker, krukker og meget andet røg ind bag i bilen på den ellers trange plads, og hjemad gik det – efter endnu en punktering – til de vante rammer i Garoua. En rigtig dejlig tur, hvor vi har fået et dejligt afbræk fra hverdagen og helt bestemt blod på tanden for at se mere af Cameroun.
- Denne weekend skal vi på natur-tur til Rumsiki og Wasa, hvor vi forhåbentlig skal se en masse camerounsk natur og vilde dyr! Vi er væk fra fredag til tirsdag så det bliver en længere tur. J
PS billeder vil snarest muligt komme op på Picasa!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar