Hede, hede og atter hede! Det slår dig når du lander og det forsvinder aldrig. Selv om natten i regnvejr er det varmt! Vi landede torsdag aften klokken 18.00 i Douala og varmen var slående. Det var nærmest helt surrealistisk at man på en 12 timers rejse, kan bevæge sig gennem 4 lande og fra 10 grader til 30 grader og høj fugtighed. Vi startede klokken 03.00 fra Herning for at køre mod Vejle, hvor vi skulle mødes med AT, Louise, Mia og Simone. Klokken 0000 var vi i Hamborg, hvor vi skulle lette mod Zürich med Swiss Air. Vi var alle meget spændte både på den lange rejse og alle de udfordringer samt oplevelser, der ventede os. Først skulle vi lige igennem et mindre billet-problem, da min og Dortes billet ikke matchede de fire andres. Efter flere opkald frem og tilbage til Danmark, kunne vi ved hjælp af Lufthansa tjekke ind og komme mod Zürich. Fra Zürich gik turen rigtig fint videre mod Douala, hvor vi landede torsdag aften.
Vi var rigtig spændte på at tage de første skridt ud af flyveren, indsnuse dufte, mærke varmen og sige godaften til Cameroun. Det var en speciel oplevelse at bevæge sig gennem ankomsthaller med skilte, som man ikke forstod, vagter som kun snakkede fransk og masser af afrikanere, som for hvem, det hele var så naturligt. Vi nåede dog levende ud, med de rigtige stempler og godkendte pas og var så fremme ved bagagebåndene. Her ventede os noget af en oplevelse. Rummet var proppet med mennesker, som enten ventede på bagage eller ventede på at kunne hjælpe nogen med deres bagage, til gengæld for en klækkelig sum. Det var meget overvældende hele tiden at have mennesker omkring sig, som ville snakke og tilbyde hjælp til alverden. Da vores kufferter og rygsække langt om længe kom (det føltes som evigheder før vores ting kom), kunne vi næsten ikke få hånd på dem, før unge camerounere havde lagt beslag på dem for at bære dem ud. Det lykkedes at komme ud af terminalen med den rette bagage og finde frem til Adamau, som skulle køre os til vores overnatningssted. Uden for terminalen var der dog endnu flere bærere klar til at hjælpe, og de fire piger, som havde rullekuffert med, blev ”befriet” for deres bagage. Det blev hurtigt en lidt usikker situation, for kom vores kuffert nu med til den rette bil i mørket, og hvordan skulle vi betale dem? Det var bestemt ikke let at få disse unge fyre til at give en rimelig pris, og til sidst måtte vi stikke dem nogle penge og se at komme væk i bilerne. En lidt overvældende oplevelse, som ikke blev gjort bedre af, at bilerne vi skulle køre gennem byen i, var i forfærdelig stand. Et godt råd kan kun være; tag en rygsæk med! Det er det letteste og man har hele tiden sin egen bagage.
Turen gennem Camerouns største by, var meget spændende. Chaufførerne snakkede ikke engelsk, men de kørte rigtig pænt gennem byen, så vi fra bagsædet kunne nå at få et glimt af byen. Trafikken var i vores danske øjne et stort kaos af biler, motorcykler, gående og dyr. Ingen fletteregler, ingen vigepligt intet andet end et system, man vist skal være camerouner for at forstå. Det Guesthouse vi skulle bo på var i bygninger tilknyttet en kirke. Mørket havde allerede lagt sig, så vores plan var egentlig hurtigst muligt at komme til at sove, da vi allerede klokken 04.30 skulle tilbage til lufthavnen. Der opstod dog det problem, at de flybilletter som gerne skulle ligge til os i receptionen, ikke var der. Igen kostede det opkald frem og tilbage til Danmark, men efter et par timer, lykkedes det at få fingre i billetterne.
Fredag morgen stod vi op klokken 04.00 for at blive hentet af chaufførerne fra aftenen før. Der var knap så mange unge mænd der tilbød at tage vores bagage da vi kom frem til Lufthavnen, men vi blev stadig ’overfaldet’ og måtte igen punge ud for at få vores bagage båret de halvtreds meter gennem hallen hen til tjek ind. Heldigvis kom vores chauffør Adamau os til hjælp, og vi kom fint frem til tjek ind. Vi var bestemt kommet i god tid frem til lufthavnen og sad længe og ventede. Allerede her tidligt om morgen meldte sulten sig, da vi ikke havde fået mad eller drikke siden måltidet på flyet dagen før. Heldigvis blev der serveret en fin lille croissant og en forfriskning på flyet – det skulle dog vise sig at være vores eneste måltid i mange timer. Vi havde en rigtig fin flyvetur fra Douala, som er den største by og så videre til Yaounda som er hovedstaden for så at lande i Gaoura, vores endestation. Her ventede os en stor velkomstkomite, bestående af vores kontaktperson Ezai, præsidenten for kirken (compounden) Robert, den økonomiske administrator Silas og den nytilkommende læge Mark. Ombord på flyet havde vi også i løbet af kort tid gjort et flot bekendtskab med en mand, som også arbejdede inden for kirken. Han var utrolig imponeret af det arbejde vi havde foran os i Cameroun. Også han var utrolig venlig og hjælpsom og har hjulpet os frem til nogle SIM-kort.
Da vi kom frem til compounden var der igen stor velkomst og vi blev præsenteret for endnu flere mennesker. Efter en flot velkomst blev vi vist frem til vores to lejligheder, hvor vi sover tre i hver. Vi har indrettet den ene lejlighed med køkken og spisebord, og den anden med sofaer og hygge. Her havde vi så tid til at pakke ud og se os lidt om i compounden. Efterhånden var det ved at være mange timer siden vores sidste reelle måltid (på flyet) og varmen gjorde det ikke lettere. Heldigvis kom Ezai os til undsætning og inviterede os på frokost sammen med Silas. Her blev vi præsennteret for lokal fisk og stegte bananer som tilbehør. En lidt sjov sammensætning og bananerne faldt ikke i alles smag, heldigvis var der dog også ris til. Efter et dejligt måltid drog vi hjem igen. Vi mødte flere og flere både børn og voksne i compounden og forsøgte hele tiden at forøge vores lille ordforråd. Efterhånden som timerne gik, blev vi mere og mere tørstige. Gasflaskerne til vores komfur var tomme og vi kunne derfor ikke koge noget vand. Ezai havde lovet at der ville komme vand, men efterhånden som tiden gik, blev vi enige om lige at gå ned og høre ad. Det var en god beslutning da der et eller andet sted i kommunikation var gået noget tabt. Heldigvis var det ikke for sent og vi fik en dejlig masse vand. Ovenpå en tår vand eller to gik vi i seng og fik en dejlig nattesøvn.
Lørdag morgen stod vi op til en ny dag, alle i højt humør over den flotte velkomst. Vores eneste bekymring for denne dag var at vi ikke vidste hvordan vi skulle få morgenmad. Dagen før havde vi aftalt med Ezai at vi ville få noget brød eller hvert fald mel mm. så vi kunne bage et brød til vores morgenmad, og han havde sendt sin assistent i byen for at finde det til os. Han vendte dog kun tilbage med vand (hvilket vi også havde ventet 7 timer på) og lidt ost. Vi regnede så med at det ville komme næste morgen, men det gjorde det dog ikke. Vi havde efterhånden lært, at tingene foregår ”African time” så vi ventede troligt. Da morgentimerne var forbi og middag nærmede sig begyndte vi at blive halv dårlige, og Dorte og jeg gik på jagt efter lidt brød. Det endte dog med, at vi snakkede med Ezai, som nærmest fløj op af stolen og undskyldte mange gange. Han troede at vi fredag aften også havde fået brød, så vi selv kunne spise morgenmad. Vi kørte direkte mod det store marked for at handle. Det var selvfølgelig ikke et supermarked som vi kender det fra Danmark, men der var rigtig mange varer, og alt hvad vi skulle bruge – næsten. Hvad vi ikke kunne få det ene sted, fandt vi det andet. Det eneste som vi virkelig mangler, er gas til komfuret; uden gas ingen mad. Gas er dog midlertidigt udsolgt her i Garoua(!), hvilket medfører at vi de næste par dage må leve af brød. Ezai og hans kone bød på mad her til eftermiddag, og det var endnu en gang en stor venlighed og gæstfrihed der mødte os. Generelt har vi ikke mødt andet end hjertevarme og gæstfrihed her i Garoua.
I dag er der her i compounden blevet afholdt møde for regionens præster, hvilket medførte at vi seks piger mødte op på række og forsigtigt præsenterede os på fransk. Vi fik også sunget en dansk sang for forsamlingen og lavede en kort præsentation af vores ophold på engelsk.
Aftenen er blevet brugt på compounden, hvor vi har besøgt gadebørnene og set hvordan pigerne fletter deres hår – hvilket er en utrolig kreativ og spændende proces. I skrivende stund sidder vi alle samlet og snakker om morgendagens gudstjeneste, oplevelse og selvfølgelig vores mad situation – forhåbentlig kommer gassen inden alt for mange dage.
Dorte og Helene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar