Det er længe, længe siden...

Ja lang tid er der gået siden sidst, men læs blot dette som noget godt, da det betyder, at vi har nok at se til hernede for tiden. Siden sidst har vi sagt farvel til halvtredsplusserne, været ramt af malaria samt oplevet intet mindre end et bryllup og to præste- samt ældsteindsættelser.

For to uger siden, altså lørdag den 5. november, var vi alle seks piger inviteret til bryllup ved et par fra kirken. Vi kendte ikke parret i forvejen, men Elia kender parret fra kirken og havde fået en invitation til os. Vi var alle meget glade for invitation og spændte på, hvordan et camerounsk bryllup skulle foregå. Vi havde i dagene op til forsøgt at finde ud af, hvad man giver i bryllupsgave; og hvis ikke man vil give gryder, skåle, geder eller andet til husholdningen, så kunne man give parret et indrammet bibelcitat fandt vi ud af. Så dagen før brylluppet var tre af os draget med Ezai ud, for at finde en rammemager, som solgte disse indrammede plakater, som det egentlig er. Vi fandt en meget snæver lille butik med en veltalende nigerianer, som kunne vise alle sine plakater frem og fortælle os, hvilke der var bedst til bryllup. Vi valgte hurtigt en plakat med et citat omhandlende det at blive gift. Gaven skulle selvfølgelig også pakkes ind, men det vidste sig, at blive et større kunststykke. Gavepapir hernede kommer ikke i store ruller, men som enkelte stykker glanspapir som skal klistres sammen, hvis gaven er større – og det meget pertentligt og præcist! Så mens vi stod og svedte inde i den lille butik, forsøgte ramme-manden og Ezai at stramme papiret helt ud, for så at tape det til HELE vejen rundt og på alle leder og kanter. Da papiret så til sidst var sat stramt på plads, skulle der bånd på – eller i hvert et stykke glitterpapir med klister på bagsiden som i små stykker klistret sammen udgjorde noget lignende gavebånd. Resultat blev på sin vist smukt, men havde også krævet en del sved – og indpakningen kostede det halve af selve gaven. At der så samme aften var en af de andre piger som ved et uheld satte sig på gaven så glasset gik itu og hele processen lørdag formiddag derfor skulle gentages, gjorde det ikke bedre. J

Det blev dog hverken Dorte eller jeg som lørdag måtte tilbage til ramme-manden for at få erstattet det knuste glas, da vi desværre måtte bruge fredag aften på et lokalt sygehus, da en af pigerne var blevet rigtig dårlig. Allerede fredag eftermiddag blev Theresa dårlig, og da temperaturen blev ved at stige og hun havde det rigtig dårligt, måtte vi fredag aften ringe efter Ezai som kørte os på et nærliggende hospital. I og med at det var fredag aften og dermed weekend, var det første hospital vi kom til lukket – men med alle de kontakter Ezai har, blev der hurtigt kaldt personale på arbejde på et nærliggende baptisthospital, som vi kørte til. Her blev vi mødt af først en camerounsk læge og derefter en tysk læge, hvor sidstnævnte få uger forinden var ankommet til hospitalet. Theresa havde haft opkast, dårlig mave, høj temperatur og mavesmerter. Der måtte indkaldes en laborant på arbejde, som kunne lave forskellige prøver for at se, hvad Theresa fejlede. Dorte og jeg som var med på sidelinjen for at hjælpe Theresa og holde hovede og hale på, hvad der blev sagt, havde en kort mulighed for at se lidt ind i det camerounske hospitalssystem. For det første skal man betale sig fra det meste; først skal man have et personligt sygekort som skal betales, dernæst skal man betale for konsultation og prøver, før disse bliver foretaget. Vi fik også mulighed for at tale lidt med den tyske læge som kunne fortælle, at hun hver dag så rigtig mange tilfælde af tyfus, malaria og selvfølgelig fejlernæring af børn. Hverdag, fra tidlig morgen til solen gik ned, kom folk langvejs fra, for at konsulterer hospitalets læger og sygeplejersker. Hospitalet havde også dets eget lille apotek, hvor man på lægens anvisning kunne købe den nødvendige medicin. De efterfølgende dage, hvor vi vendte tilbage med Theresa for at følge op på hendes sygdomsforløb, så vi også med egne øjne de mange ventende patienter. Som hvid blev vi helt tydeligt for-prioriteret hvilket betød, at vi ikke tilbragte noget nær så lang tid, som de mange andre patienter. Personalet på hospitalet var også en god mix af både mænd og kvinder - yngre og ældre, som alle på en eller anden måde, havde kontakt med patienterne. Theresa fik fredag aften at vide, at hun havde malaria på et tidligt stadie og en maveinfektion. Dorte og jeg fik beskrevet et helt pille-arsenal vi skulle sørge for at Theresa fik, for at behandle både malaria og maveinfektion. Natten mellem fredag og lørdag gik derfor for Dortes og mit vedkommende med at hjælpe Theresa igennem en lang og hård nat. Lørdag formiddagen blev brugt til at sove ud, så vi kunne komme til bryllup hen ad eftermiddagen. Theresa måtte vi desværre efterlade hjemme i seng, da hun bestemt ikke var i stand til at klare et helt bryllup. Heldigvis var den kirkelige ceremoni i vores egen kirke her på compounden, så vi kunne hurtigt komme op og se, hvordan hun havde det.

            Selve brylluppet startede i kirken lige omkring klokken 14.45. Vi sad fem piger bænket pænt op (for en gang skyld ikke forrest i kirken) i nye afrikanske kjoler og med Elia yderst som oversætter og fortæller. Vi var meget spændte på, hvordan forløbet ville være, og det føltes som evigheder vi sad og ventede, før brud og brudgom kom. Først kom brudgommen nede bagfra i kirken arm i arm med mor og svigermor, for at stå oppe foran i kirken, når bruden skulle føres ind. Musikken startede og ind kom dansende først brudepiger og brudesvende i matchende tøj, dernæst en lille dreng og pige smukt klædt i hhv. jakkesæt og kjole og til sidst bruden ført af sin far og med første brudepigen til at bære slæbet, efterfulgt af den nærmeste familie. Optoget gik med små dansende skridt op mod alteret under tilrøb og glædesskrig. Oppe forest i kirken var sat en sofa med stole på hver side. I sofaen skulle brudeparret sidde, med første brudepige og brudesvend på hver side. Brudgommen var klædt i smoking og bruden var iklædt en stor hvid kjole med glimmer og pallietter for alle pengene. Ceremonien varede næsten tre timer (altså en hel del længere end et dansk bryllup), og var fyldt med sang og dans. Der var et kor fra Maroua, som brudgommen tidligere havde været en del af, samt det lokale kirkekor. Selve vielsen blev foretaget af vores lokale præst Francois; han holdt en lille prædiken omkring ægteskabet, og selve ring-overrækkelsen foregik ved, at først brudgommen fremsagde ægteskabsløfter – på ægte amerikanskvis – for så at løfte sin kommende kones hånd op i luften og sætte en ring på hendes finger, efterfulgt af samme procedure for bruden. Da løftet var afsluttet kom kvinderne på benene og dansede, sang og ’skreg’(meget høje lyde som kvinderne bruger som hyldest/udtryk for glæde) for de nygifte. Der var også taler for det nygifte par under gudstjenesten og en stor gaveoverrækkelse, hvor folk kom dansende ind i kirken med gaver til parret – alt lige fra store fade, gryder, koste og penge til børn(!) Børnene blev dog leveret tilbage igen J Et meget festligt indslag, som egentlig symboliserer mest af alt, at pigen nu er blevet en kvinde, som har til opgave at passe sit køkken, holde et pænt hjem og selvfølgelig føde sin mand en masse børn.

Efter den kirkelige handling som sluttede omkring klokken 18 havde vi lige lidt tid til at klæde om og gøre klar til reception/fest om aftenen. Igen havde vi ikke rigtig megen ide om, hvad der ventede os, så da vi klokken 20.30 drog afsted var vi atter meget spændte. Festen blev holdt i en baggård til et spisested/club. Der var dækket fint op, og mange af gæsterne fra kirken var igen mødt op. I kirken var der vel en 600 mennesker, mens der til festen bagefter var ca 300 festklædte mennesker. I midten af gården var der sat en pavillion op, hvor orkesteret spillede. Da brudeparret ankom, foregik det igen i et dansende optog rundt forbi alle bordene. Bruden havde skiftet til en grøn kjole og hendes mand matchede med grøn skjorte og slips. Vi blev alle budt velkommen af en konferencier og aftenens program blev præsenteret. Første punkt var nogle taler og lidt sang alt imens maden blev sat frem på to store borde, som skulle fungerer som buffet. Vi var efterhånden ved at være sultne, så vi kastede os glade over bordet som bød på forskellige afrikanske retter. Der var kylling, fisk og oksekød med ris, plantin (friturestegte bananer), kartofler samt friturestegt brøddej – og garanteret mere som allerede er gået i glemmebogen. Fælles for det hele var, at det var koldt, men det skulle eftersigende være meget normalt. Under maden var der live musik og lidt indslag fra venner og familie. Efter maden var der endnu en gaveoverrækkelse. Brudeparret dansede op på scenen, hvor de under sang og musik tog imod gaver fra de dansende gæster. Simone og Helene bevægede sig også mod podiet med gaven fra os danske piger, og gaven blev taget varmt imod af parret, som takkede mange gange både for gaven og fordi vi kom. Der blev bragt mange fine gaver til parret – deriblandt både geder og høns. Senere på aftenen delte de nygifte gotteposer ud til alle gæster, hvorpå der var hæftet et lille bibelvers. Der blev også skåret kage ud og sørme også en stegt ged skar brudeparret i fællesskab ud. Vi nåede desværre ikke meget mere af aftenens program, da klokken efterhånden nærmede sig midnat og tid til, at vi skulle hjem ’i sikkerhed’ på kirkens område. Efter en rigtig hyggelig aften lagde vi os alle til at sove (Theresa havde en lidt bedre nat end sidst), og var søndag morgen klar til endnu en lang gudstjeneste med efterfølgende nadver.

Weekenden efter var alle mand raske og friske. Theresa havde holdt sig i ro og færdiggjort sin behandling for både malari og mavebakterier, og var nu på benene igen. Det havde været lidt en speciel oplevelse for os alle, at Theresa havde været syg; Der gik ikke mange timer, før alle på compounden vidste, at hun var syg. De kom for at se til hende, ønske hende god bedring og nogle af præsterne kom også for at bede for hende. Det viser rigtig tydeligt, hvordan alle her på compounden anser hinanden som værende en stor familie, og bekymrer sig meget om hinandens ve og vel.

Vi havde denne weekend modtaget en invitation til en præsteindsættelse i en kirke i den anden ende af byen. Seniorvolontørerne ville også gerne med, så vi måtte køre af to omgange ud til en kirke, som lå godt gemt inde i mellem en masse små huse. Kirken var under opbyggelse – eller måske færdig, hvem ved – og taget bestod af plastik. Der var sand på gulvet og bestemt ingen aircondition af nogen art. Alle vi hvide blev pænt stolet op foran, så vi kunne følge med i slagets gang. Ceremonien begyndte lige omkring klokken 10 og sluttede klokken 14, så vi var meget glade for den vand, der blev serveret undervejs. Det var svært for os helt at gennemskue, hvor meget der var anderledes i denne gudstjeneste sammenlignet med alle andre søndagsgudstjenester. Der var sang, bøn og prædike som altid, dog var det som om, at sangene blev vendt mod den præst der skulle indsættes samt de fem evangelister som også skulle indsættes ved samme ceremoni. De seks mænd som gudstjenesten altså ligesom handlede om, var bænket forrest med deres respektive kone ved deres side. Når kvinder, børn eller lokale sang, var de vendt mod mændene og ”skrigdamerne” (som vi så fint har døbt de kvinder som vifter med et stykke klæde foran folks ansigter samtidig med, at de udstøder en høj skrigende lyd) var omkring dem hele tiden. Tilstede var også mange præster, som vi kendte fra compounden. Vi fandt ud af, at en af præsterne er ”formand” for disse indsættelsesceremonier og dermed altid forestår en sådan ceremoni. Tilstede var også en masse ældste (altså mand som på den ene eller anden måde, laver et specielt stykke arbejde for kirken) samt vicepresidenten for EFLC (Eglise Fraternelle Lutherane Cameroon) og en håndfuld andre præster. Selve indsættelsen foregik ved, at der først blev fortalt lidt om præstens fortid; hans skole gang, familie og tidligere arbejdspladser, hvorefter præsten selv blev kaldt op. De i menigheden (vel nærmest en form for menighedsråd) som så støttede op om denne indsættelse, skulle så rejse sig op og tilkendegive at de stod inde for, at denne præst blev indsat i deres kirke. Herefter dannede de tilstedeværende præster en kreds omkring den nyindsatte præst, hvor de bad for ham og velsignede ham.

Nogenlunde samme procedure fandt sted for de fem mænd der skulle indsættes som evangelister, hvorefter alle på skift var oppe og holde en lille tale. Efterfølgende var der først ordinær penge indsamling efterfulgt af indsamling til de seks mænd og deres familie. Der blev givet små og store gaver i form af penge, gryder, skåle, pakker og meget andet. Da den kirkelige handling var færdig, blev alle bydt over ved siden af, hvor der blev serveret lidt mad. Ovenpå den lange gudstjeneste var det rigtig dejligt lige at få lidt at spise samt noget koldt at drikke.

Vi sagde om mandagen farvel til seniorvolontørerne som skulle begynde deres rejse hjem til Danmark igen. Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til dem alle sammen, for det har været et rigtig dejligt pusterum i den afrikanske hverdag, at have andre danskere omkring sig. Heldigvis kunne vi dog se frem til, at der ikke er længe til vores hjemrejse og at de sidste uger nu her frem mod vores hjemrejse skal bruges rundt i det camerounske land, for at se lidt mere af den smukke natur og kultur. Ellers forløber hverdagene som altid med undervisning og gadedrenge. Onsdag havde vi faktisk en rigtig sjov oplevelse sammen med alle drengene, da de skulle ud for at spille fordbold med de katolske gadedrenge. Vi plejer at se drengenes kamp om onsdag om det så er her på compounden eller lidt udenfor byen hos de katolske gadedrenge. Drengene plejer at gå ud til stedet, hvor de spiller, mens vi kører med en af compoundens chauffører (middagsheden er ikke til at gå så langt i) og så nogle gange følges hjem på gå-ben med dem bagefter. I onsdags var det hele dog lidt forsinket, og vi kunne ikke forstå, hvorfor drengene endnu ikke havde forladt compounden og var begyndt at gå ud mod det sted, hvor de spiller fodbold. Det viste sig at Elia var ude og at alle drengene derfor ventede på ham, så de kunne få deres bold og spillertrøjer (gule og orange overtræksveste). Da Elia endelig kom, var klokken mange og vi fandt derfor på, at hvis vi kunne få en af kirkens pick-up trucks at køre i, kunne vi have en hel del drenge på ladet! Det skulle selvfølgelig prøves, og vi endte med at køre afsted ud af byen med 15-20 drenge på ladet. Alle drengene synes det var vældig skægt, og de havde store smil på hele vejen igennem byen, og kom rettidigt frem til kampen.

Dorte og jeg har også brugt denne uge på, at hjælpe Elia med at købe tøj til alle drengene. En gang om året op til jul, får alle drengene et sæt nyt tøj bestående af bukser, t-shirt og et par sko. Det er et større cirkus at købe tøj til 22 drenge, få dem til at prøve det og så tilbage på markedet igen, for at bytte det. Puha, en større omgang som dog resulterer i nogle meget glade drenge, som ser frem til at få udleveret deres nye tøj. Vi har også været på det store marked for at købe kæmpe store sække med ris, sukker og jodnødder til drengene og i løbet af denne uge, skulle vi gerne finde et sted, hvor vi kan købe en masse majs.

Lørdag pakkede vi alle turtasken, en masse vandflasker og solcreme og drog i to biler på tur med Ezai mod byen/søen Lagdo. Det var en kørsel på en god times tid ad egentlig udemærkede veje. Vi fik set mange små og store byer på vores vej, og fik igen et nyt indtryk af det land, vi nu længe har boet i. Nogle steder man kører forbi, er der udelukkende små lerhytter indhegnet mellem hinanden, andre steder er der større ”huse” lavet af støbte sten og med tag over. Langs med vejene går skoleelever i deres farverige skoleuniformer, for at komme til den nærmeste by med primary school eller college.

Vi nåede søen Lagdo lige omkring middagstid. Der var egentlig ikke meget at se, andet end en opdæmmet sø samt et vandværk, som giver strøm til hele den nordlige del af Cameroun. Der var utrolig smukt og fredeligt, men vi så ikke meget af området. Ezai havde planlagt at vi skulle til et sted kaldet Lagon Bleu, som skulle være et smukt hotel/turiststed. Han havde haft nogle af de tidligere volontører med dertil. Da vi ankom til Lagon Bleu (som lå 10 minutteres kørsel fra opdæmningen) var der dog ikke meget tilbage af det tidligere ellers velbesøgte sted. Den tidligere ejer var død to år forinden og stedet havde fuldstændig tabt sin glans. Men det var tydeligt at se, hvordan stedet en gang havde været smukt med blomster, træer og små hytter alle med udsigt lige ned til vandet. Vi seks piger gjorde det hurtigt til en drøm, at købe stedet, bygge det op og skiftes til at leve dernede. Det var et skønt sted med aber i træerne og vandet lige nedenfor. Vi nøjedes dog med at købe et par fisk, som nogle fiskere trak i land lige nedenfor, og Ezai inviterede os alle hjem på frokost/aftensmad.

            Efter en dejlig dag sad vi alle om aften hos Ezai, som sammen med Louise havde tilberedt fiskene samt ris (Ezais kone læser i Maroua og er derfor ikke hjemme i lange perioder). Det var et utrolig dejligt måltid i rigtig godt selskab. Ezais to børn kom hjem og vi havde nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi spiste, snakkede og legede. Dagen efter, søndag den 20, var vi igen blevet inviteret til indsættelse. Denne gang var det en kirke på den nærliggende militærflyvestation, som skulle have indsat en ny blandt de ældste. Ceremonien var ikke meget anderledes fra sidste søndag, dog havde vi denne gang Ezai med, som kunne oversætte for os, så vi fik lidt mere ud af ceremonien. Når man bliver indsat blandt de ældste forpligtiger man sig til ”socialt” arbejde indenfor kirken. De ældste tager rundt og snakker med folk, som har brug for trøst eller på nogen måde vejledning. Der blev også optaget fire diakonister, tre kvinder og en mand, som også skal arbejde med at forkynde det kristne budskab i området.

Den kommende uge byder på undervisning frem til fredag, hvor vi tager afsted på tur mod Maga, Maroua og Yagoua. Her skal vi forhåbentlig ud at se en masse nyt, og forhåbentlig besøge Mark og se det hospital, hvor han arbejder. En spændende uge venter og vi glæder os alle meget.

Husk at se nye billeder på i vores picasa album! J

Første tur ud i Camerouns natur

Oktober måned er nu gået og frem er kommet november; vores sidste hele måned her i Cameroun. Lige for tiden vrimler compounden med hvide mennesker, hele 13 styk i alt bor der her lige for tiden og i torsdag kom der sørme fire danskere mere fra Mission Afrika, som var på rundtur i landet. Dejligt at snakke lidt dansk, læse en dansk avis og høre lidt nyt hjemmefra. Den store forøgelse af danskere her på stedet for tiden skyldes, at 7 seniorvolontører fra Lemvig (og en enkelt fra Sorø) er her i et par uger, for at bygge toiletter til Primary School. Et projekt som sognet har samlet penge sammen til, og som nu resluterer i to store huller som gerne skulle blive til otte toiletter. Vi havde fornøjelsen af i sidste uge at byde dem velkommen i lufthavnen og vise dem rundt i byen på markederne. Halvtreds-plusserne (som de også kaldes) har også været med på både college og i primary school, for at se, hvad vi unge volontører laver.

Ugen hvor I derhjemme forhåbentlig holdt efterårsferie, skulle egentlig have været en almindelig uge for os hernede, men det blev faktisk til en uge uden meget undervisning. Mange lærere var sendt på kursus og gadedrengene var ikke hjemme på centeret hele ugen. Derfor havde vi en uge med tid til afslapning, regnskabsarbejde for Ezai og klargøring af gæstehuse til seniorvolontørerne. Sidste uge var vi så tilbage i undervisningslokalerne hvor vi underviste på hhv. Primary school og college samt selvfølgelig gadedrengene. Ikke så meget nyt at melde fra vores hverdag, men vi har endelig taget hul på nogle ture væk fra Garoua. I lørdags (den 29.10.11) var vi på tur med Elia. Elia havde tilbudt at tage os med på tur ud til sin tidligere landsby, hvor hans far i mange år havde arbejdet for kirken. Her kunne vi se på afrikas natur, lidt bjerge, en plantage og måske en flodhest.

Lørdag morgen klokken 7.00 stod vi alle seks klar til at tage afsted ud af byen. Vi vidste at Ezai havde været nødt til at hyre en chauffør samt bil udefra, da de mange gæster på compounden sætter pres på kirkens egne chauffører. Eftersom det nu er Afrika, havde vi understreget overfor Ezai, at bilen ville være her klokken 7.00 efter dansk tidsregning, altså præcist, og det havde han lovet nok skulle lade sig gøre, så vi kunne komme i gang med programmet før varmen rigtig meldte sig. Dog kan det vel stadig ikke komme som den store overraskelse, at klokken var 08.15 før en blå ”minibus” rullede ind foran huset. Vi havde joket lidt med, at bilen garanteret var noget værre skrammel, men vi var stadig ikke parate til det syn, der meldte sig. Sagt på en pæn måde, så var den i hvert fald aldrig gået igennem syn derhjemme; den havde huller i bunden, en bagklap der kunne falde af når som helst, underlige lyde og et gearskift der ikke helt virkede. Sæderne var hullede og personen i midten sad på en jernstang, mens man i siderne måtte sidde enten i et hul eller med den ene balle på kanten af sædet og dermed en anden jernstang. Ikke just en behagelig oplevelse på hullede og støvede veje ud imod bushen. Der var dog ikke meget andet at gøre, end at tage det med et smil og som en del af oplevelsen, og vi kom da også helskindet både frem og tilbage.

Elia som var vores guide for dagen fortalte, at første stop var den landsby, hvor hans far i mange år havde boet og arbejdet for kirken. Elia havde også selv nogle år tilbage boet i landsbyen med sin far, så for ham var det næsten som at komme hjem. Vi havde på den lange støvede vej ind til landsbyen mødt mange små klynger af huse langs med vejen – jeg skal ikke kunne bedømme om de var store nok til at udgøre en landsby eller ej, men vi glædede os i hvert fald alle, til at se nærmere på de små lerhytter. Vi blev budt velkommen af den mand, som nu havde overtaget Elia’s fars tidligere job. Vi fik lov at se hans hjem som bestod af flere små hytter indenfor en indhegning. Det var rigtig sjovt at få lov lige at stikke hovedet ind og se, hvad de små rum gemte på. Det var tydeligt at se, at det var vigtig at være mere eller mindre selvforsynende, for på store måtter på jorden var lagt jordnødder og andre grøntsager for at kunne tørre og bruges i madlavning. Bagved indhegning kunne vi skimte markerne med majs, korn, jordnødder og bomuld. Det var et helt andet sceneri end hvad vi er vant til fra byen; bjerge i horisonten, marker, floder og en overdøvende stilhed, vi ikke har hørt længe.

Efter det korte visit blev vi vidst til kirken ved siden af. Vi fik at vide, at de var ved at opføre en ny kirke, da den gamle var ved at være for lille. Udefra var det eneste man kunne se halvopførte mure og et bygningsværk, der var gået i stå. Det viste sig dog, at inde bag murene gemte den gamle kirke sig, som stadig blev brugt. Den nye kirke blev simpelthen bygget rundt om den gamle kirke. Kirken var ikke stor og bestod ganske simpelt af et stort rum med sten-/lerbænke støbt til gulvet og et lille alter oppe for til. Kirken huser 300 hver søndag til gudstjeneste, så de må sidde meget tæt.

Turen gik nu med et par lokale drenge og Elia mod et lille bjerg (nok nærmere en bakke) lige bag huset. Solen var nu ved at bevæge sig højt mod himlen og varmen trykkede allerede. Vi  begav os raskt afsted mod toppen, og det tog ikke mange minutter før vi kunne nyde det smukke landskab som omgav hele området omkring os. Det var en rigtig smuk udsigt som virkelig viste os noget af det Afrika, vi sådan har savnet. Vi kunne skimte høje bjerge, se de snoede floder og nyde synet af de mange marker som bærer levebrødet for mange af landsbybeboerne. Efter at have bevæget os lidt rundt på toppen, hvor Elia havde udpeget alle de gode steder at tage billeder og insisteret på at tage masser af gruppebilleder, begav vi os ned af igen. Vi endte ved en lille jordnøddemark, hvor de tre kvinder bød os ”indenfor” så vi kunne se, hvad de lavede. Det viste os, hvordan de gravede jordnødderne op ved roden og at de dyrkede tre forskellige sorter, som artede sig bedst til hver sin ting. Som vi stod der på marken, kom flere børn gående over markerne for lige at se og måske hilse på de hvide mennesker, der stod der og blomstrede midt i det hele.

Efter at have smagt tre slags jordnødder, gik turen videre gennem bomuldsmarker ned mod floden. Det var en længere tur igennem mandshøje planter med en følelese af, at man hele tiden kunne fare vild i de store marker. Selvom klokken ikke var mere end knap ti, glædede vi os alle til at komme til den lille flod og dermed mulighed for lidt afkøling og en omgang solcreme. Da vi nåede flodbreden (tænk: et stykke med sand der leder ned til en lavandet og (meget) bred å). Her smed vi alle – nogen efter mere betænkningstid end andre – skoene og gik ud i vandet for at bliver afkølet. Det var rigtig lækkert at mærke vandet ligeså stille køle benene og fjerne tankerne lidt fra varmen og det faktum, at vi skulle gå et langt stykke tilbage igen i endnu mere varme. Vi så ingen flodheste eller større fisk, men der skulle i floden være flodheste på visse tider af året og længere oppe mødte vi fiskere i gang med dagens fangst. 

Vi bevægede os tilbage mod landsbyen, hvor vi startede for at finde en kvinde som skulle lave nogel smukke krukker. Under tiden nærmede vi os middagstid og vores vandrationer skrumpede hele tiden ind. Vi holdt pause i skyggen af et stort Baobab-træ før vi gik videre ad de små veje til flere lerhytter og flere små børn der rendte rundt og legede tag-fat i meget lidt tøj og med store maver. Det lykkedes os ikke at finde den kvinde som Elia før havde besøgt som lavede krukker, da hun var i marken for at arbejde – eller også var hun på markedet, det fandt vi ikke helt ud af. På vej tilbage mødte vi dog en anden kvinde, som også lavede store krukker. Det var rigtig fint at se det røde ler, de store krukker og de små ”hytter” som fungerede som ovn. Vi vendte snuden tilbage mod kirken og vores opsamlingssted. Her skulle vi spise lidt medbragt - og hjemmebagt - brød. Da vi kom frem under et nyt stort træ og ringede til chaufføren gik det imidlertid op for os, at seniorvolontørerne benyttede samme minibus og chauffør som os, og eftersom de var på en anden tur i et andet område, ville der gå tre timer før vi kunne blive hentet. En meget lang ventetid i middagsvarmen midt ude i bushen ventede os, og der var ikke meget at gøre, selvom vi prøvede at ringe til vores kære Ezai; der var ikke flere biler eller chauffører på compounden. Vi satte os godt til rette i et par plastikhavestole og spiste en bid brød for derefter at begynde at slå ventetiden ihjel. Vi var ikke meget for at bevæge os rundt, da solen var hård og vores vandration lav. Vi havde regnet med, at vi skulle videre til et plantageområde, hvor vi kunen få lidt forsyninger af vand og frugt, men den plan blev ikke til meget. Nogle fik sovet eller prøvet instrumenterne i kirken (en tromme og en avanceret rytme-rangle), mens andre fik snakket og hygget. Vi var et stort trækplaster for byens børn, som fik brugt det meste af dagen på at sidde i skyggen og kigge på os. Vi besluttede at når chaufføren en gang dukkede op, ville vi køre tilbage mod compounden og så gemme plantage og flodheste til en anden dag. Det viste sig at være en god beslutning, for klokken var 16 før vores kære skrammelkasse kom og vi kunne begynde turen hjem.

Efter en bumlet tur tilbage til Garoua gik vi lige et smut omkring markedet for at  hente nye kjoler, en god ide som kom til at koste os en times ekstra ventetid, da de to piger på markedet havde nøglen til vores lejlighed. Men så kunne vi bruge tiden på at drikke noget af det vand, Ezai så sødt havde sendt med chaufføren og se alle de billeder vi havde taget. Da vi endelig kom ind skulle vi alle i bad for derefter at besøge den lokale restaurant da ingen den aften orkede hverken at lave mad eller vaske op.

En dejlig dag med smuk natur, hyggeligt selskab, sjove oplevelser og god mad (samt for Dorte og mit vedkommende, første aften med oksekød siden Danmark).

De næste par uger skal gå med undervisning, bryllup på lørdag hos et lokalt par fra menigheden , besøge en ny kirke på søndag og forhåbentlig flere lørdags-ture ud i det blå. Sidst på måneden skulle den store safaritur gerne komme og vi glæder os alle allerede.

Vi håber alt er vel derhjemme,

Melder alt godt fra Cameroun!

Dorte og Helene

For at se billeder fra vores tur, skulle det være muligt at bruge følgende link:

https://picasaweb.google.com/102680840783574740200/PicasaUpload?authkey=Gv1sRgCJCp3c2QxI--Pw#

Vores liv i Cameroun

Efter mange forespørgsler, vil vi lave et lille særskilt indlæg om vores hverdag hernede i det dejlige land.

Vi er delt i to grupper, som hver uge skifter mellem primary school og college. Når man er på college er alle tre piger samlet afsted. På primary school er der derimod to afsted, for at den sidste kan passe bogbutikken også. Timerne fra 7.30 til 12 bliver altså hver dag brugt enten i college eller på primary school. Dog skal man ikke glemme, at vi tirsdag, onsdag og fredag underviser drengene om formiddagen. Tirsdag og fredag er det primary-holdet mens det onsdag er college-holdet der underviser drengene. Vi mødes til frokost hver dag mellem 12 og 13. Klokken 13.30 skal der igen sidde en i bogbutikken, mens der for de andre er lidt mere frit slag. Tirsdag er der fysisk aktivitet for drengene klokken 15, hvor vi ofte er alle mand afsted (undtagen den i butikken). Torsdag er vi også hos drengene, mest bare for hyggens skyld og for at lave lidt lektiehjælp med de, der har lyst. Torsdag aften er der også besøg hos drengene af evangalisten Silas, hvor vi også deltager. Onsdag går vi ofte ned til fodboldbanen for at se drengene spille fodbold om eftermiddagen.

Og så kan måske foranlediges til at tro, at der så er masser af fritid. Meeen det vil jeg nu ikke mene. Foruden ovenstående lille resume af ugens forpligtigelser skal vi hver dag have styr på 70 andre ting. Gæstehusene skal tjekkes, gæster tjekker ind og ud, lønninger skal udbetales og meget andet. Vi handler også på markedet flere gange om ugen. Lige i kort gåafstand fra compounden ligger det lille marked, hvor vi kan købe det meste. Her bevæger vi os ned, typisk en tre-stykker for at købe grøntsager og andre dagligvarer. Og hvis i skulle være i tvivl, så er det at handle på et marked i Cameroun, altså ikke det sammme som at gå i Bilka og tage varer ned fra hylderne. For det første, er der ikke noget klimaanlæg(!), gadesælgere råber fra højre og venstre, og markedet er en stor labyrint. I skrivende stund, er vi lige kommet tilbage fra en tur på markedet. I dag gik vi alle afsted, da vi ville kigge på stof til at få syet flere kjoler. Vi gik derfor seks mand afsted, med rygsække på ryggen og penge godt gemt i en af taskerne. Efter en farefuld færd langs den trafikkerede vej, kommer vi ind til de snorede gader (bare rolig mor, selvom der ikke er fortove, så er det ikke så slemt; før motorcyklerne, som der er mange af, kommer drønende forbi, så dytter de lige så vi kan hoppe til siden). Måske er gader ikke det rette ord, men rettere små stier som er tydeligt mærket efter mange års brug, som gør stierne meget hullet og noget af en udfordring at gå på. Boderne ligger helt ud til stierne. Nogle steder, specielt hvor de sælger stof, tøj, plastikbaljer, søm/skruer eller alt muligt andet, er der overdækket med intermistisk tag i form af klæder smidt over tvær-bjælker. Man skal gå på én lang rækker og sno sig mellem sælgere, varer og motorcykler, som hele tiden synes at dukke op overalt. Når vi ankommer til boderne med grøntsager, er der masser at vælge imellem og tricket er så at kunne udvælge sig de rigtige grøntsager og forhandle sig frem til den rette pris. Vi synes selv, at vi efterhånden er blevet ret gode til det, men vi bliver højest sandsynligt snydt, ved hver eneste bod vi er ved. J I dag havde Dorte og jeg fornøjelsen af, at forhandle os frem til nogle (synes vi) gode priser på stof, som inden længe skal sendes mod skræderen. Priserne startede generelt allesammen mellem 10.000 og 15.000 CFA (100-150 kroner), men da vi havde lært af tidligere køb, at alt over 10.000 højest sandsynligt var for meget, måtte vi igang med at forhandle. Da vi forlod markedet, havde vi sammenlagt brugt 17.000 CFA på tre store og fine stykker stof – altså havde vi forhandlet os frem til næsten én-tredjedel af, hvad priserne på stoffet, var startet på. I kan tro vi var stolte!

På det lille marked er der også en lille butik, som har faste priser på hylderne. Her køber vi de dagligvarer, som ikke er grøntsager såsom ris, pasta, konserves, mælkepulver og æg. Nogle gange kører vi også på det store marked, hvor de har den bedste kvalitet af mel; vi har af bitter erfaring måttet sande, at mel kan smage meget forskelligt. Det store marked har også et større udvalg af stort set alt, som ikke er grøntsager. Vi har endnu ikke eksperimenteret med at købe kød, men længlsen efter snart at sætte tænderne i et stykke kød, får os nok snart til at investere i en kylling som kan slagtes.

Vores måltider består til morgen af brød, som vi bager aftenen før med nutella (ala Cameroun). Til frokost får vi oftest ris eller pasta med sovs. Nogle gange er der lidt æg eller tun til. Aftensmåltidet varieres også med ris eller pasta med sovs til. Hertil får vi grøntsager, som altid er bestående mest af kål blandet med løg og hvidløg. Ca en gang i ugen får vi kartofler tilberedt på den ene eller anden måde med grøntsager til. Når vi er ved at være alt for træt af ris og sovs, laver vi en stor omgang pizza med cocktailpølser. Til specielle anledninger har vi også lavet pandekager med fyld – hvilket altid er en nydelse! Vi eksperimenterer også med chokoladeboller, banankager og chokolademuffins til hyggeaftener, det lykkedes som regel fint, men det hele foregår på slum og efter hvad vi lige tror der skal i, så nogle gange bliver resultatet en lidt spøjs blød chokoladekage.

Mandag til lørdag kommer Mr Bene klokken 17 for at undervise i fransk. Vi er igen delt i to hold, så det kun er tre af gangen der har undervisning. Imens laver de tre andre mad, så vi kan spise samlet klokken 18.15 – sådan ca. Efter maden og den efterfølgende opvask (opvaskemaskine har endnu ikke gjort sit indtog i Cameroun), går vi nogle gange til drenge. Andre aftener finde vi kortene frem og spiller et slag Skip-Bo eller Ligretto, læser en bog eller ser et par afsnit af en serie. Lørdag bruger vi ofte til at få vasket tøj i vores kære vaskemaskine, gøre rent, besøge familier på compounden, gå på markedet eller bare slappe af. Søndag sover vi lidt længere end normalt, går i kirke og nyder resten af dagen typisk på vores nyindkøbte tæppe, som kan ligge lige ude foran huset. Ja, sådan går dagene hernede ganske fornøjelige og altid med noget at se til.

6 hvide piger bliver mor

Mandag aften d. 10 oktober lige omkring kl. 18.30 blev en af pigerne fra vores hus opmærksom på at der lå noget ude ved siden af vores hus. Hun troede bare at det var noget af vores vasketøj der var faldet ned af tøjsnoren men da hun nærmede sig bunken der lå på jorden, kunne hun se at det var en lille dreng der lå der på jorden svøbt i nogle håndklæder. Drengen var meget lille og ikke ret meget mere end en måned gammel. Drengen var efterladt ved vores hus helt alene sammen med en pose med baby tøj. Det var noget af et chok for os alle sammen og vi vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv eller for den  skyld barnet.
Vi kontaktede vores ven Elia fra gadedrengehjemmet for at få lidt hjælp til hvad vi skulle gøre i sådan en situation. Han fortalte os, at han om eftermiddag havde snakket med en kvinde nede ved hans hus som kom gående med nogle poser i hånden. Drengene fortalte at de havde set hende gå rundt oppe omkring vores hus. Alle drengene blev sendt ud for at se om de kunne finde hende. I mellemtiden fik vi fat i kirke præsidentet og hans datter som er sygeplejerske. Kirke præsidentens datter som hedder Pauline kiggede på drengen for at se om han var okay. Kirke præsidenten fik fat i de sociale myndigheder som efter vores forventninger reageret meget hurtigt op situationen og var klar til at tage i mod drengen for at hjælpe ham. Kirke præsidenten mente at det var vores opgave at navngive drengen idet at det var os der fandt ham. Vi valgt i fællesskab alle 6 piger at navngive ham Moses Joshua. Navnet Moses fordi han ligesom i biblen var blevet efterladt af hans mor til en forhåblig bedre fremtid et andet sted. Han hedder Joshua af det simple grund at der var en af pigerne som altid har drømt om at navngive hendes dreng Joshua og nu fik hun muligheden for det.  
Rygtet om at vi havde fundet en baby uden foran vores hun spredte sig meget hurtigt. Inden længe havde vi for uden alle drengene fra gadedrenge hjemmet også besøg af det meste af præsidentes familie og en del af vores naboer som lige skulle se hvad de hvide piger nu havde gang på sådan en mandag aften.  – Her kan det indskydes, at der ikke gik mere end to dage, før nyheden om at en lille dreng var fundet på kirkensomårde af 6 danske piger, ramte radioen. Det er altså alligevel ikke helt hverdagskost, at et lille barn på den måde bliver efterladt – eller også er det igen vores hudfarve som skaber en del interesse. I hvert fald har kirken allerede nu, modtaget henvendelser fra familier, som kunne være interesseret i at adoptere barnet!
Det var en stor oplevelse at se gadedrengenes opmærksomhed og bekymring for denne lille dreng. De spurgte os rigtig mange gange om vi ville tage ham med til Danmark, der måtte vi desværre skuffe dem og sige at det havde vi desværre ikke mulighed for. Kirken kunne godt se vores problem og har lovet os at de vil følge med i drengens liv og sørge for at han har det godt. Drengen har været på hospitalet og er blevet tjekket for en hel række sygdommen. Moses blev bagefter placeret hos de sociale myndigheder som lige nu passer på ham og de vil prøve at finde en ny familie til Moses. Vi håber at vi kan via kirken nogle gange få en opdatering på hvordan det går med Moses videre i hans liv.
Helene og Dorte ønsker hvert fald Moses Joshua alt mulig held og lykke i fremtiden.

Så er der internet igen!

I dag er det fredag den 14. oktober og det ser endelig ud til, at internettet her på compounden virker. Vi havde et ordentlig uvejr for snart en måned siden, og der røg internettet desværre. Det er ellers rart når regnen melder sig, for så bliver luften renset igennem og temperaturen falder, hvilket vi kun kan sætte pris på! Der er sket meget siden sidst, nærmest så meget at der er svært at holde styr på. Jeg skal forsøge at holde kronologien, men det er så mange indtryk der falder ind over hinanden.

Vi er efterhånden kommet rigtig godt igang med al vores undervisning. Vi har fået lavet et nogenlunde holdbart skema for primary school, så vi kan komme ned og undervise både elever og lærere i engelsk. Det har hurtigt vist sig, at vi i primary school ikke kun kan være til gavn for eleverne, men bestemt også for lærerne. Hver klasse har tildelt én lærer, som så underviser i alle fag. Dermed er det ikke givet, at læren på nogen måde kan tale engelsk, hvilket selvfølgelig ikke ligefrem fremmer elevernes muligheder for at lære engelsk. Vi underviser derfor både børnene og hjælper lærerene med deres udtale samt forsøger at tilrettelægge undervisningen bedst muligt til elevernes niveau.

På college har vi i de sidste uger stået på egen hånd, da Mr Bene har været hjemme i sin landsby i forbindelse med valget. Vi har derfor fire gange i ugen ca to uger sammenlagt været på college for at undervise fra 7.30 til 12.45 i forskellige klasser. Det har været noget af en mundfuld, men samtdig også en rigtig god udfordring som vi har lært rigtig meget af. Nu er Mr Bene tilbage, så nu er vores rolle i college mere observerende og kontrollerende, for at sørge for at eleverne laver noget og ikke bare kigger ud i luften – man kan godt gemme sig i klassen når der sidder 70 andre elever rundt om en. Vores timer på college giver os rig mulighed for at snakke med de andre elever, som er meget interesserede i at lære vores navne og ellers snakke en masse fransk til os, som endnu vi ikke helt forstår.

Hos gadedrengene går det også stille og roligt fremefter. Vi har, når der er flest til undervsining, 11 drenge tre dage i ugen, som vi underviser i engelsk og matematik. Der er stor forskel på, hvor meget drengene kan i forvejen. Nogle har gået i primary school og er klar til college, men er aldrig kommet videre i systemet. Andre kan ikke holde på deres kugelpen og knap stave deres navn. Derfor skal vi også variere undervisningen utrolig meget, så vi rammer de forksellige niveau drengene er på. Vi forsøger at give drengene et basalt ordforåd i engelsk, både for at det skal bruges hvis de engang kommer i skole, men også fordi, at det er vigtigt at kunne kommunikere bare en smule med udlændinge som ikke taler fransk. I matemaik arbejder vi med basale regneregler, tabeller og som noget nyt geometri. Specielt i matematik er der stor forskel på, hvor meget drengene kan, så vi laver individuelle opgaver til dem, så vidt som det er muligt.

Vi bruger efterhånden også mere og mere tid nede hos drengene om eftermiddagen. Hver tirsdag eftermiddag har vi en ”fysisk” aktivitet med drengene og for tiden er vi ved at lære at spille ultimate. Ultimate er på sin vis lidt som håndbold, bare med en frisbee. Ja altså, der er to hold, to mål(områder) og man må ikke tabe frisbee’en. Det gælder så om at få frisbeen kastet fra holdkammerat til holdkammerat uden at tabe den, eller modstanderholdet slår den i jorden. Man kan score i hver sin ende inden for et afgrænset område ved at have en spiller stående i feltet som griber frisbeen. Kort sagt, en leg som kan lære drengene at spille sammen, stole på hinanden, hjælpe hinanden og ikke tabe sit temperament. Vi hygger os allesammen i en times tid, indtil vi danskere sveder så meget, at vi ikke kan mere J Derudover er vi også ude at se, når drengene spiller fodbold mod et andet hold gadedrenge. Drengene er meget glade for deres ugentlige undervisningen i fodbold, og går meget op i det. Det er rigtig dejligt at dele drengenes interesser og glæder. Vi er også hos drengene torsdag aften, hvor evangalisten Silas kommer. Han fortæller drengene om historier og vers fra biblen og drengene er rigtig glade for hans besøg, Han beder sammen med drengene om sygdom men også om hverdagens stridigheder og problemer. Bagefter hygger vi sammen med drengene (der er for tiden 28 hvis de er samlet), som alle meget gerne vil lære os franske ord, snakke med os og lege. I går aftes lærte vi både ”hovede, skulder, knæ og tå” på fransk, lærte at danse på camerounsk vis (vi lærte dem den danske støvledans) og legede en stor omgang kludermor. Alt i alt kommer vi tættere og tættere på drengene og holder rigtig meget af dem alle.

Foruden vores undervisning har vi også lidt administrerende arbejde. Vi forsøger at holde hoved og hale i de mange gæster som kommer til compounden for at overnatte – en opgave der mange gange sætter vores fransk-kunskaber på en prøve. Derudover har vi stadig bogbutikken hver dag, hvor salget ikke er så stort, men mange stikker hovedet ind, bare lige for at sige hej. Lige pt er vi også ved at ligge budget for gadedrengene. Budgettet skal gerne kunne bruges når vi rejser herfra, men der er en del arbejde optil. Vi skal have snakket med Elia om hans udgifter og med kirken og deres forpligtigelser overfor projektet – og samtidig skal vi lige have grønt lys fra dem derhjemme i Danmark. Det hele er lidt et pusslespil, men en rigtig god udfordring til alle vores kommunikativeevner.

Hver søndag går vi i kirke, og har nu siden sidst oplevet både ungdomsgudstjeneste og endnu en (denne gang meget lang) nadver. Den anden sidste søndag er der ungdomsgudstjeneste. Her er det de unge fra området som står for gudstjenesten. De synger, beder, spiller skuespil og styrer slagets gang. En rigtig god måde at inddrage mange unge i gudstjenesten. Den første søndag i måneden er der jo nadver. Nadveren er ligseom en tilbygning på gudstjenesten, da gudstjenesten først afsluttes på normal vis, for så ti minutter senere at begynde igen, med henblik på nadveren. Menigheden har i den forgangne uge været til forberedelse i kirken og for at bevise dette, har de et kort med, som de giver når de modtager nadveren. Selve handlingen med bøn, sang og nadver tager ikke mere end en  trekvarter, men denne søndag, var der efter nadveren utrolig mange mennesker, som lige benyttede sig af lidt ”fri taletid”. Vi ved egentlig ikke helt, hvad systemet er, men tilslut ved hver gudstjeneste, kan man komme op og give beskeder til menigheden. Måske har de en form for liste man skal skrive sig på, men nogle gange er der bare rigtig mange, som har noget på hjerte. Således sad vi denne søndag i kirken fra 10.15-13.30 og ventede på at alle var færdig med at give beskeder, så vi kunne komme hjem og få noget at drikke og lidt kølig luft fra vores ”air-comdition-propeller”.

Sidste søndag var der så en kort gudstjeneste pga. præsidentvalget, så det vejede lidt op for den lange oplevelse søndagen før. Det har været rigtig spændende at opleve præsidentvalget hernede. De har kun valg hvert syvende år, så det er en sjælden begivenhed kan man næsten mene. Vi har forsøgt at snakke med mange om valget, og de fleste giver udtryk for, at de gerne vil have en ny præsident. Den siddende præsident, har været ved magten i 21 år (så vidt jeg husker) og er efterhånden ikke ung mere. Men med 22 modkandidater, hvoraf mange allerede har en plads i regeringen, er det svært at vældte ham af pinden, så at sige. Det er en kringlet affærre, men det korte af det lange er, at Cameroun nok ikke får ny præsident foreløbigt – og da slet ikke en kvinde J

Efter denne lange beretning om vores dejlige hverdag hernede, kommer lige to små historier, som falder lidt udenfor hverdagens sædvanlige oplevelser.

En ganske almindelig onsdag eftermiddag sad vi begge i bogbutikken. Vi forsøgte at komme på nettet med et lånt USB-modem-stik, for at sende artikler og mails hjem. Det lykkedes dog ikke rigtig for os, og computeren mente, at tiden skulle bruges på opdateringer. Vi besluttede os derfor for, at læse en bog. Da det var rigtig varmt og da butikken ikke rigtig har nogen god ventlilation, besluttede vi os for at sættes os udenfor på en bænk. Denne bænk står en meter fra døren ind til biblioteket og lige ved siden af indgangen til resten af bygningen, som huser en masse administration samt trykkeriet. Her sad vi så pænt ved siden af hinanden og læste. En mand kom kørende på sin motorcykel, parkerede udenfor lågen indtil bygningen og kom hen og hilste. Han sagde han kom fra el-selskabet og skulle aflæse de forskellige målere. Han stillede sig op ved den første el-måler som sidder lige ved siden af døren til bogbutikken. Her noterede han på nogle papir forskellige tal, og kiggede ind i bogbutikken, men gik ikke ind på noget tidspunkt. Han spurgte så til, hvor kontoret lå, men eftersom at alle i bygningen var gået hjem, sendte vi ham over på den anden side, til kirkensadministration. Han kom tilbage igen efter nogle minutter, og gik ind af døren til hovedbygning – altså den bygning som huser administrationskontorer, trykkeri og vores bogbutik. Trykkeri og bogbutik har deres egen indgang, men hele bygningen er forbundet med ”bagdøre”. Efter et stykke tid kom han ud igen og sagde pænt farvel. Efter et par minutter gik jeg ind i butikken igen, for at se, hvor langt computeren var med opdatere. Da jeg kom ind, råbte jeg ud til Dorte, om hun havde fjernet computeren, for den stod ikke på bordet længere. Dorte kom ind i butikken, og vi stod begge og stirrede på det tomme bord, før vi kiggede på hinanden og rundt i lokalet. Vi så hurtigt at døren ud til gangen, hvor kontorerne ligger, stod åben. Jeg løb den ene vej, mens Dorte løb den anden vej – rent tegenfilm næsten, som vi stod der på gangen og kiggede på hinanden som et stort spørgsmålstegn. Verden stod næsten stille indtil det gik op for os, at vores computer var stjålet, og den eneste der havde været på stedet, var manden som aflæste el. Selvom vi havde siddet lige udenfor døren til bogbutikken hele tiden, havde han simpelthen gået ind af bagdøren, taget computeren lagt den i sin taske og gået ud af den anden dør, lige forbi vores næser. Vi ved ikke, om det var planlagt på forhånd, men det virkede rimelig professionelt, og man skal være lidt lusket for ligefrem at udgive sig for at være en anden og stjæle på kirkensområde, som vi ellers anser for meget sikkert. Han har højest sandsynligt stået i døråbning, hvor eltavlen er, og kigget ind i butikken, hvor computeren har stået på bordet. Han har så kunnet se at der var en anden dør ind og udnyttet dette, for hvis han var gået ind i butikken ville vi have fulgt efter ham. Ved at gå gennem hovedbygningen ind til kontorerne, hvor vi troede han skulle aflæse el, har han i fred og ro kunnet tage vores computer.

Vi kontaktede selvfølgelig Ezai og straks stod mange mennesker og skulle have historien. Ezai ringede rundt for at høre, om manden rent faktisk var udsendt af elselskabet, men det var han ikke. Der var derfor desværre ikke meget at gøre, og vores computer (med dansk tastatur) bliver nok solgt på markedet, hvis han da ikke beholder den selv. En rigtig træls oplevelse, og vi var nok også lidt chokkeret over, at vi på den måde var blevet narret. Selv om computeren ikke er forfærdelig meget værd, så var der en masse mails hjem, billeder mv som nu er tabt. Men skaden er ikke større, end at vi må skrive nye mails hjem, nye blogindlæg og krydse fingre for, at vi endnu har billederne på vores kamera. Ezai har stillet en ny computer til rådighed, som vi kan bruge indtil vi forlader landet, så det er super dejligt.

En træls historie, men efterhånden kan vi trække lidt på smilebåndet af det, og være glad for at Ezai kunne hive en computer med dansk tastatur frem.

Den anden historie I får i denne omgang, kommer i et særskilt indlæg. Vi kan allerede afsløre, at historien har vagt stor opsigt og endda kommet i radioen!

Melder alt godt fra Cameroun og på snarligt genhør!

Med hænderne fulde

Så er der igen ved at være sket lidt her midt i Afrika. Det er i dag onsdag, her er høj sol og jeg vil skyde på en 28 grader og klokken er ikke andet end 08.30. Allerede nu har ugen budt på mange nye ting; undervisningen i primary school samt undervisning af gadedrengene. Samtidig har det hold, som i denne uge er på college haft deres første undervisning helt alene(!).

Vores første indtryk af primary school er måske en smule rodet. Vi havde i sidste uge et møde med rektor og vicerektor for skolen. Her så vi på skemaer og skulle så efterfølgende finde ud af, hvilke engelsktimer vi kunne komme og hjælpe. Eftersom vi ønsker at være to til undervisningen, kan vi kun dække en klasse ad gangen. Men vi har fået lavet et rigtig fint program (synes vi selv), hvor vi har fire klasser tre dage i ugen, hvor vi kan hjælpe til ved engelsk undervisningen. Den store udfordring har så været, og er fortsat, at få formidlet til rektor og lærere, hvilke timer vi kommer. Problemet er ikke kun vores sproglige kommunikation, men også det faktum, at selvom der er fine skemaer for alle klasser, overholdes de ikke. Vi mener at have fundet ud af, at der er én lærer til én klasse. Dermed er det altså den samme lærer til alle fagene i løbet af dagen. Derfor overholdes de forskellige fag ikke skemamæssigt, hvilket besværliggør det for os; det er lidt svært at hjælpe til i en fransk time f.eks. J Derudover føler vi os også en smule anmassende, når vi dukker op og læreren afbryder sin undervisning for at begynde engelskundervisningen, blot fordi vi kommer. Vi håber på, at hvis vi overholder vores program, så bliver det tydeligt for lærerne i løbet af et par uger, hvornår vi kommer og dermed hvornår, engelskundervisningen bør ligge ifølge deres skema.

Vi har indtil videre måttet sige fra overfor nursery school, da vi ikke kan finde overskud til det. Arbejdet i nursery school kræver, at vi kan mere fransk end vi evner på nuværende tidspunkt, og det vil tage en del tid fra alt det andet undervisning.

Uge programmet for gadedrengene lavede vi i weekenden efter et møde med Elia og to andre frivillige. Vi underviser drengene tre gange om ugen i engelsk og matematik. Derudover har Elia også drengene til noget franskundervisning. Vi har også lavet et aktivitetsprogram til drengene, så de hver dag har en ide om, hvad der sker i løbet af dagen. 3 gange i ugen kommer der en frivillig og træner fodbold med drengene. En af dagene, onsdag, tager de alle til et sted i byen, hvor de spiller med nogle gadedrenge tilknyttet en katolsk kirke. Tirsdag er vi ved drengene og laver forskellige aktiviteter, torsdag er der lektiehjælp og om aftenen kommer en evangelist ved navn Silas. Søndag er der søndagsskole og kirke for drengene og eftermiddag/aften holder Elia på skift samtale med drengene om fremtid, uddannelse og meget andet. Alt i alt håber vi, at det er et godt program for drengene, vi har i hvert fald fået vores hænder fulde.

Ja, som i nok kan høre, så er vi ved at få meget om ørerne – men det er vel egentlig også, hvad vi har efterspurgt. Dermed er der nu tre på college, to i primary school, tre ved drengene og en i bogbutikken (tidligere omtalt som bibliotek; Forvirringen kommer af, at stedet hedder ”Librairie” på fransk, hvilket camerounerne oversætter til ”library” på engelsk. Dog er der tale om en ”bookstore”). For at få det til at gå op, skiftes vi til at undervise drengene i løbet af ugen de dage, hvor vi ikke er på hhv. college eller primary school. Og så kommer Mr. Benne (som han vist staves, beklager fejlen de andre gange jeg har omtalt ham) selvfølgelig stadig hver dag klokken 17 og underviser os i fransk. Også weekenden har vi i denne uge fyldt ud, da en af præsidentens døtre, Damaris, har inviteret os med i zoologiskhave lørdag. Det bliver vores første tur ud fra compounden så vi glæder os meget. Men før weekenden rammer, skal vi i morgen fejre Mias fødselsdag. Vi håber det kan lykkes at bage en kage og evt. nogle fødselsdagsboller og så ellers fejre hende med en dejlig dag,

Orv ja, så har vi også lige en lille sjov oplevelse fra kirken i søndags… Vi har jo de sidste søndage siddet oppe foran i kirken uden rigtig at have en forklaring på, hvorfor vi skulle sidde der. Eftersom vi endnu ikke forstår meget af gudstjenestens ordlyd, bliver der læst en del i vores medbragte bibler. Vi ville derfor gerne sidde et andet sted i kirken, og vi havde også forhørt os med Ezai, som sagde, at det kunne vi fint gøre. Derfor troppede vi seks piger op i kirken (tre af os i vores fine afrikanske tøj) og forsøgte at gå til højre ned igennem rækkerne. Vi nåede dog ikke at tage mange skridt, før vi med råb blev anvist til vores sædvanlige pladser oppe foran. Der er altså ikke noget at gøre som hvid; man bliver betragtet som en fremtrædende gæst, som skal sidde oppe foran, også selvom vi egentlig bare gerne vil falde lidt ind, da vi jo skal være her de næste 3 måneder!

Og når vi er ved de små sjove historier, så er det vist på tide, at jeg selv fortæller om vores eventyr med vaskemaskinen, da AT endnu ikke har fået skrevet det ned på papir…

…Da vi kom hertil for efterhånden flere uger siden, sagde Ezai at han havde en vaskemaskine vi kunne få til at vaske i. Det blev vi selvfølgelig meget glade for at høre, og tog pænt i mod den. Det var noget af at et skrummel, som skal sluttes til vandhanen for vandindtag og afløbet for vandudtag. Vi tilkaldte Elia som havde tilbudt at hjælpe, efter vi forgæves havde forsøgt os. Han kunne hurtigt konstatere at vi skulle have et andet stik i, da det der sad på ikke kunne bruges (med stik tænker jeg på hovedet af ledningen som skulle i stikkontakten). Derfor måtte vi vente en uges tid, før vi fik et stik som kunne erstatte det der sad på. Nu var der altså strøm til maskinen. Så skulle den blot kobles til. Vi åbnede ind til skabet hvori afløbet fra vasken er. Her kunne vi koble afløbet til – efter selvfølgelig at have tømt skabet for de kæmpe kakerlakker vi har - men ikke vandindtaget, for det var slangen for kort til. AT og Dorte mente dog at vi blot kunne bruge en spand til at hælde vand i maskinen. Dermed var vi klar til vores første vask. Eller faktisk den anden, da pigerne en gang havde forsøgt sig, men det var uden strøm.  Det havde ikke givet det større resultat andet end at gulvet var blevet oversvømmet da de ville tømme den for vand, ved at løfte maskinen op til vasken, så slangen til afløb kunne nå vasken. Anden gang gik det bedre og maskinen gik faktisk i gang med at snurre vand, sæbe og tøj sammen. Efter 15 minutters anspændt ventetid kunne vi tage tøjet op af det nu sorte vand, og konstatere, at det da nok var renere end før. Det eneste der nu var tilbage, var at teste afløbet. Slangen var koblet fra maskinen til afløbet under vasken, men der gik ikke mange sekunder, før slangen røg af, og gulvet i lejligheden igen sejlede i vand. Heldigvis er gulvet beton, og vandet kan med hjælp fra skraberen fra badeværelset ledes igennem rummet til døren ud. Så blev gulvet jo også lige vasket igen igen. Tilbage stod vi nu med nogenlunde rent tøj, men en uholdbar løsning mht. afløbet. Så var der en, der fik den geniale ide, at maskinen da blot skulle op på køkkenbordet og stå, så slangen til afløb kunne gå direkte ned i håndvasken. Og således tog fire piger fat i maskinen for at løfte den op på køkkenbordet. Der stod den jo meget godt, og vi forsøgte os med en ny vask. Denne gang lykkes det meget godt, og afløbet gik også meget godt, indtil ca. 5 sekunder efter vi havde åbnet for udtaget, for da kunne afløbet fra vasken ikke følge med, rørene blev overfyldt, og der stod vand ud på gulvet endnu en gang. Frem med skaberen igen, få alt vandet ledt ud af døren og så måtte vi næste gang huske, at vi skal være lidt påpasselig med mængden vi lukker ud. Hele seancen foregik under stor latter og høje skrig når vandet fossede ud på gulvet. I dag står maskinen stadig på bordet og vi er nu ved at have gennemskuet dens finurligheder. Vi vasker bestemt ikke hverdag, faktisk kun når det virkelig er nødvendigt, så vi skal nok klare os. Men en sjov aften det var det, og vi har fået os mange grin siden også – fx hvis man er ved at fylde maskinen op med vand, men lige har glemt at lukke for vandudtaget og vandet der med igen fosser direkte ud og ned på gulvet.

Det var vist historierne for denne gang - husk at I altid er velkomne til at skrive til os, vi vil forsøge at svare, så hurtigt vi kan!

Melder alt godt fra Cameroun

Siden sidst

Tiden flyver af sted, eller måske egentlig ikke.. Man skulle vel tro, at efter snart 14 dage, så var vi nu inde i tingene, havde en hverdag og var rimelig stabile og vores projekter. Men det er ikke helt virkeligheden. I Cameroun, og garanteret mange andre steder i Afrika, foregår tingene i sit helt eget tempo. Hvor vi danskere elsker dynamik og tempo, så er afrikanerne helt anderledes. Aftaler laves når man lige ”støder på hinanden”, og hvad der kan ske i dag, sker oftest i morgen. Forhåbentlig lærer vi at sætte pris på, at vi nogle gange bare skal læne os tilbage og slappe af.

Heldigvis kan man sige, er det meget rart, at vi netop i denne tid, hvor vi står uden gas og dermed uden mulighed for selv at lave varme måltider i huset, ikke bruger så forfærdelig meget energi, eller rettere; vi kan selv disponere over dagen. Vi har dog ikke mødt andet end hjælpsomhed, så vi har både været ved Mama i præsidentens hus og ved Elia i løbet af ugen, for at lave vores varme mad en gang om dagen. Resten af tiden står den på brød og lidt rester af ris eller pasta.

Ovenpå alt dette, skal det dog siges, at Cameroun er skøn. Vi møder flere og flere mennesker, og har nu haft de to første dage på college. Vi er delt ind, så vi er to hold med tre på hver. Dermed er der tre, der den ene uge underviser på college, mens de andre underviser i primary og nursery school. Ugen efter er det så omvendt. Oveni denne undervisning kommer så alle de andre opgaver med biblioteket, gadedrengene, gæstehusene, administration mv., som vi fordeler i mellem os alt efter, hvem der har tid. Vi er også i denne uge begyndt at få fransk undervisning med Mr. Bennett. Det skal nok blive rigtig sjovt at lære noget fransk, men lige nu, er det rigtig svært og vi føler lidt et pres fra mange sider, for at kunne tale mere fransk – men vi har altså kun lige været her 12 dage!

Ja det var vel egentlig status sådan lige pt. I løbet af ugen skulle vi gerne få mere at vide om primary og nursery school, og så kan vi rigtig komme i gang med at ligge ugeplan – sikke vi glæder os! Ellers har vi haft en stille og rolig weekend, hvor vi fredag var på markedet med Esther for at købe stof til vores flotte kjoler, som hun vil sy til os. Vi har allerede set resultatet af de første, og de er rigtig smukke! Vi er også alle blevet flittige brugere af kortspil mv., så vi i løbet af dagen kan samles om et slag Skip-Bo eller andre sjove spil. Søndag var vi igen i kirke. Denne gang var der langt flere mennesker end sidste gang, og der var band som spillede op. Det var endnu en gudstjeneste på 2½ time, men tiden flyver næsten af sted, når mange af indslagene er sang, eller andet rytmik.

Mandag formiddag tog de første to til college for at overvære Mr. Bennett (ham som også er vores fransklærer) undervise en klasse i engelsk. Vi andre gik på biblioteket for at begynde med lidt rengøring – hvilket viste sig at være meget tiltrængt. Støv og sand havde lagt sig overalt i rummet og lagde en brun hinde på alt; bøger, reoler, gulve, borde, vindueskarme, papirer, skrivebord; alt var dækket. Bevæbnet med klude og vand, gik vi i gang med at tørre af. Det blev en større omgang, hvor også loftet fik en tur med kosten, da der var rigtig, rigtig mange edderkopper og edderkoppespind overalt. Resultat blev efterhånden synligt, og da de sidste frøer også var jaget ud af lokalet, var vi klar til at rykke lidt om. I dag har vi så sat bøger op, og er begyndt at lave en inventarliste, hvilket nok skal vise sig, at være en større opgave, specielt da biblioteket også har et lager, som mest af alt ligner et lokale, hvor folk har sat kasser og bøger ind, for så at tænke ”så forsvinder de nok af sig selv”. Når det så rigtig kommer op at køre, og vores fransk forbedres en smule, er det meningen at vi skal tage i mod kunder, som enten skal købe bøger (ja lidt misvisende at man så kalder det et bibliotek) eller bestille tryksager fra trykkeriet overfor. Et rigtig hyggeligt projekt.

I morgen er der så endnu en dag, og hvad den byder på, det vil vise sig!

PS. Læs senere i dag om Dorte og AT’s eventyr med vores fine vaskemaskine!